lørdag den 29. august 2015

Ny gadebelysning kan give gratis internet


Borgmester Laurids Rudebeck lægger op til, at udskiftningen af gadebelysningen fremskyndes og kobles med etablering af trådløs internet i det fri.Når gadebelysningen rundt om i Tønder Kommune bliver skiftet ud med nye energibesparende LED-lyskilder, vil der muligvis også komme gratis trådløst internet.

Forslaget om trådløst internet i det offentlige rum lægges nu på bordet af borgmester Laurids Rudebeck forud for Kommunalbestyrelsens budgetseminar i Skærbæk Fritidscenter onsdag den 2. og torsdag den 3. september. Samtidig vil borgmesteren foreslå at fremskynde udskiftningsprocessen.

- I samarbejde med et eksternt konsulentfirma er vi ved at gøre klar til at udbyde opgaven med udskiftning af gadebelysningen. Jeg forestiller mig, at der bliver mulighed for at afgive tilbud, hvor leverandøren samtidig stiller trådløst internet til rådighed. Altså en løsning, hvor det ikke er kommunen, men leverandøren af gadebelysningen, der står for internet-tilbuddet, siger Laurids Rudebeck.

I dag er brug af internet en helt naturlig del af hverdagen for langt de fleste mennesker, og i mange situationer er vi afhængige af at kunne komme på nettet.

- Det gælder også i en stor del af kontakten mellem borgere og myndigheder. I mange tilfælde stiller det offentlige krav til borgerne om at benytte selvbetjening via nettet. Derfor er det også kun rimeligt, at vi gør det så let som muligt for borgerne at få adgang til nettet, siger borgmesteren.

Han ser samtidig gratis adgang til nettet i det fri som et godt og nyttigt tilbud til turisterne, der i større og større udstrækning benytter nettet til at orientere sig om tilbuddene i ferielandet.

Nedslidt udstyr

Gadebelysningen i Tønder Kommune står foran udskiftning, fordi store dele af udstyret er nedslidt med mange udfald til følge. Aftalen med den nuværende leverandør om drift og vedligeholdelse udløber ved udgangen af januar 2016.

Samtidig stiller EU krav om, at bl.a. kviksølvlamper skal udfases for at nedbringe energiforbruget og begrænse miljøbelastningen.

Politikerne i Tønder Kommune har afsat en halv mio. kr. til at gennemføre et udbud af opgaven, der omfatter udskiftning af ca. 3.100 kviksølvlamper og ca. 4.200 lysstofrør til LED-amaturer samt udskiftning af ca. 1.200 træmaster til stålmaster. Samlet anslås det at være en opgave til omkring 54 mio. kr.

Udskiftningen vil, når den er fuldt implementeret, medføre en årlig driftsbesparelse på mellem 3,5 og 4 mio. kr. Det er omkring en halvering af de nuværende udgifter til gadebelysning.

Der er endnu ikke taget endelig stilling til tidshorisonten i den store udskiftningsplan.

- Der har været talt om at gennemføre udskiftningen over en periode på op til seks år, men på budgetseminaret vil jeg foreslå, at vi fremskynder processen og gennemfører udskiftningen over tre år, siger borgmester Laurids Rudebeck.

Læs mere her

tags: internet, borgmester, EU, energiforbrug, 2016, Skærbæk, Tønder, energi, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar