søndag den 20. september 2015

Konservativt udspil i budgetforhandlingerne i Roskilde Kommune


Det Konservative Folkeparti i Roskilde Kommune går ind i budgetforhandlingerne for 2016 med det overordnede sigte, at Roskilde Kommune fortsat skal være en attraktiv kommune at bo og leve i for alle aldersgrupper. Med et budget på over 6 milliarder kroner kan mange visioner og idéer realiseres. Det er alene et spørgsmål om at prioritere fornuftigt og langsigtetEt kommunalt husholdningsbudget, der skal rumme behov og ønsker fra over 85.000 borgere er umuligt at beskrive med få sætninger, men Det konservative Folkeparti i Roskilde har følgende overordnede prioriteringer:

• Vi ønsker, at kommunens kerneydelser, fx børneinstitutioner, dagpleje, folkeskoler, social- og beskæftigelses-indsats, ældrepleje, hjemmehjælp og plejehjem inden for ansvarlige økonomiske rammer skal være kendetegnet ved kvalitet frem for kvantitet. Vi har især fokus på de allersvageste, fx udsatte børn, unge og hjemløse samt borgere med kroniske sygdomme, demens og andre tilstande, der kræver støtte fra fællesskabet.

• I folkeskolen ønsker vi, at børnene skal undervises i tidssvarende lokaler og undervises af dygtige og engagerede lærere, der tilbydes gode arbejdsvilkår. Elever med særlige talenter skal tilbydes ekstra undervisning - gerne i samarbejde med en eller flere udvalgte privat- eller specialskoler. Samtidigt ønsker vi de tvungne lektiecaféer i folkeskolen afskaffet til fordel for frivillige ordninger.

• Vi ønsker at fastholde og udvikle et levende, aktivt og mangfoldigt kultur- og idrætsliv. Vi anerkender og bakker op om de mange frivillige ildsjæle, der bidrager til at gøre Roskilde til en levende og aktiv kommune. Bredde og elite er hinandens forudsætninger, og derfor vil vi støtte såvel bredden som eliten. Vi ser gerne, at kultur- og idræts-arrangementer, der tiltrækker mange mennesker, og som sker i et samspil mellem kultur- og idrætsorganisationer samt private virksomheder inden for såvel detailhandel som øvrige erhverv til gavn for alle involverede parter.

• Der skal skabes bedre rammer for at drive privat virksomhed og handel i Roskilde Kommune. I de seneste budgetforlig for 2014 og 2015 er det lykkes at skabe bedre rammer, bl.a. gennem en reduktion af erhvervsskatter som dækningsafgift og byggesagsgebyrer samt fokus på udvikling af en mere servicemindet kultur og politisk imødekommenhed i Roskilde Kommune over for erhvervslivet. Denne linje vil vi kontant og konkret videreføre i forhandlingerne om budget 2016.

• Det samme gælder nedsættelse af ejendomsskatterne, der er alt for høje. Det er ikke rimeligt, at man skal betale to gange for sin bolig, hvorfor vi kræver grundskylden nedsat, idet den rammer både ejere og lejere urimeligt.

• Vi skal have flere private arbejdspladser, for det giver god økonomi, og det er med til at gøre kommunen til et godt sted at arbejde og bo i. Der skal derfor skabes bedre vilkår for iværksættere og nye virksomheder, eksempelvis gennem etablering af – eller understøttelse af - iværksættermiljøer både i midt, nord og syd.

• Perspektiverne og mulighederne ved et bedre samspil mellem privat- og folkeskole, ungeuddannelserne samt de store uddannelses- og forskningsinstitutioner skal forfølges på flere niveauer, således at Roskilde Kommune kan indtage en international position inden for tiltrækning af arbejdskraft, talenter, investeringer og virksomheder.

• Vi ønsker et øget samspil mellem kommunen og private virksomheder om løsning af kommunale opgaver. Hensigten er at fremme innovative og gode løsninger, der løses bedst og billigst – igen med fokus på kvaliteten i den oplevede service. Private investeringer som udgangspunkt hilses velkomne. Dette gælder også inden for infrastruktur og andre anlægsopgaver, hvor det er sund fornuft at indgå offentlig-private partnerskaber til fordel for borgerne og virksomhederne i kommunen.

• Det bekymrer os, at kommunens 7.000 ansatte har et gennemsnitligt sygefravær på 14 arbejdsdage pr. medarbejder om året. Af hensyn til medarbejdernes trivsel og borgernes oplevede service skal der udarbejdes en mere offensiv handlingsplan, der nedbringer sygefraværet til maks. 10 arbejdsdage og gerne mindre.

Med et solidt rødt flertal er det grundlæggende svært at få gennemført en politik og et budget, der indfrier Det Konservative Folkepartis ønsker til en fornuftig anvendelse og prioritering af borgernes penge. Men når de principielle synspunkter er fremført, vil Det Konservative Folkeparti i Roskilde Byråd igen i år hænge fast i forhandlingsbordet så længe som overhovedet muligt for at præge kommunens planer og indsatser i så konservativ retning som muligt. Det afhænger imidlertid helt af velviljen fra det røde byrådsflertal til at inddrage ovenstående temaer i budgetforhandlingerne, om Det Konservative Folkeparti skal træde ud af forligskredsen eller igen i år skal tage medansvar for kommunens udvikling.

Læs mere her

tags: politi, økonomi, uddannelse, skatter, Roskilde, virksomhed, 2016, hjemmehjælp, penge, erhvervslivet, plejehjem, folkeskole, organisation, undervisning, arbejdskraft, beskæftigelse, miljø, 2014, børneinstitution, Konservativ, Byråd, kaffe, sygdom,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar