tirsdag den 13. oktober 2015

Ensinger leverer tryghed til olie- og gasindustrien


Ensinger kan nu som den første plastleverandør på markedet tilbyde halvfabrikata-produktet TECAPEEK med en garanti og dokumentation for, at det lever op til alle krav og standarder i den yderst krævende olie- og gasproduktion.Plastmaterialet PEEK er verden over et af de mest anvendte plastmaterialer i dele, der udsættes for ekstrem belastning. På olieboreplatforme og i andre offshore aktiviteter stilles der stadigt større krav til at kunne bore dybere under højere temperaturer og højere tryk, hvilket også stiller større krav til de materialer, der anvendes.

I olie- og gasindustrien bruges PEEK til en lang række forskellige applikationer såsom lejer, pakninger, back-up ringe og undersøiske konnektorer, og her er der brug for sikkerhed for, at alle dele i udstyret kan holde til de ekstreme miljøer, de skal fungere i.

Indtil nu har det været op til de virksomheder, der anvender PEEK i deres produkter, at garantere overfor slutbrugerne, at alle krav er overholdt. Men det har indtil nu været uhyre vanskeligt, når ingen plastleverandører har kunnet levere dokumentationen. Nu har Ensingers TECAPEEK som det første på markedet gennemgået adskillige tests og har fået dokumentation for, at det lever op til både EN ISO 23936-1:2009 og NORSOK M-710, udg. 3. Begge standarder definerer krav og anbefalinger for valg og kvalificering af polymerer/termoplast til anvendelse i olie- og gasproduktionen.

Betech er en af de virksomheder, der bruger halvfabrikata-plast til at fremstille bl.a. pakninger og back-up ringe til olie- og gasindustrien, og her er product manager Timm Lauridsen begejstret for Ensingers nyerhvervede garanti for, at deres TECAPEEK har alle godkendelser i hus:

"Det har meget stor betydning for os, at vores leverandører tilbyder gennemtestet materiale, der opfylder kravene i industrien. Det er et område med ekstreme betingelser, og derfor stilles der stadig højere krav til materialernes præstationer. Det letter vores arbejde betydeligt, at Ensinger nu som den første plastleverandør på markedet kan dokumentere, at deres halvfabrikata overholder alle standarder", siger Timm Lauridsen.

Testet til ekstremer

De tests, som Ensinger har udført i henhold til betingelserne i EN ISO 23936-1 og NORSOK M-710, giver et klart billede af materialets resistens overfor kraftige påvirkninger og hjælper til at bedømme materialets levetid i tråd med den reelle aldring af materialet. De barske betingelser i form af temperaturer (op til 240°C), tryk (op til 300 bar), tid (op til 60 dage) samt de høje H2S niveauer(10% H2S i en 30% gasfase), er mere aggressive, end de betingelser noget andet testet materiale på markedet har været udsat for.
Ved en sammenligning af testresultaterne fra TECAPEEK halvfabrikata og VICTREX® PEEK råvare ses det, at resultaterne er yderst konsistente og giver et klart billede af, hvorfor PEEK er det foretrukne materialevalg i en lang række applikationer inden for olie- og gasindustrien.

"TECAPEEKs dokumentation på overholdelse af standarder giver kunden mulighed for at se materialets muligheder og begrænsninger, og dermed foretage det rigtige valg. Vores prækvalificerede TECAPEEK sætter nye standarder og understøtter kundens behov i olie- og gasindustrien", siger Claus Grove, Administrerende direktør i Ensinger Danmark A/S.

Om Ensinger

Ensingers store udvalg af plastmaterialer har et spektrum af egenskaber, der er skræddersyede til olie- og gassektoren. Typiske anvendelsesmuligheder er remskiver, hydrofonkabinetter, back-up ringe, bøsninger og gear, hvor vægtreduktion, korrosionsmodstandsdygtighed og minimerede støjgener er blandt de fordele, dette materiale kan byde på.

Ensinger-gruppen arbejder med udvikling, produktion og salg af compound-løsninger, halvfabrikata plastmaterialer, profiler og tekniske dele i high performance plast. Ensingers metoder omfatter bl.a. ekstrudering, bearbejdning og støbeprocesser. Ensinger har 2200 ansatte fordelt på 28 lokationer og er repræsenteret i alle verdens større industriregioner med produktionsfaciliteter og salgskontorer.



tags: Danmark, 2009, direktør, virksomhed, miljø, astma,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar