tirsdag den 17. november 2015

Aftagende lønudvikling i byggeriet


Efter et par kvartaler med stigende lønvækst i byggeriet, viser DA´s lønstatistik for 3. kvartal en aftagende lønstigningstakt. Den årlige ændring i timefortjenesten faldt fra 2,7 pct. til 2,4 pct. i 3. kvartalEfter to kvartaler med tiltagende lønstigninger i bygge- og anlægsbranchen er det positivt, at lønstigningstakten i byggeriet aftog i 3. kvartal og befinder sig på moderate 2,4 pct. i årlig lønstigning.

- Inflationen er heldigvis fortsat historisk lav på et niveau omkring 0,5 pct. årligt. Så selv med moderate nominelle lønstigninger er der i øjeblikket en pæn fremgang i reallønnen, siger cheføkonom Bo Sandberg.

Byggeriet er den mest konjunkturfølsomme af hovedbrancherne på DA-området. Og når det nu så småt går bedre i dansk økonomi og i byggeriet, er det ifølge Dansk Byggeri ikke overraskende, at vi i øjeblikket oplever nogle kvartaler, hvor byggeriets lønstigninger ligger lidt over DA-gennemsnittet.

- Inklusiv de tre 2015-kvartaler så har lønstigningerne i bygge- og anlæg i 26 ud af de seneste 30 kvartaler ligget under gennemsnittet på DA-området. Derfor er det ikke unaturligt, at der foregår en vis korrektion af branchens lønudvikling fra lavt udgangspunkt, siger Bo Sandberg og tilføjer:

- Men det er naturligvis vigtigt for konkurrenceevnen, at der ikke sker en yderligere accelererende lønudvikling i byggeriet og i samfundsøkonomien i det hele taget.

Blandt andre har de økonomiske vismænd i efterårets vismandsrapport udtrykt bekymring for lønudviklingen i bygge- og anlægsbranchen, men foreløbig er der ikke umiddelbart grund til bekymring.

- Der skal være opmærksomhed herpå, men byggeriets lønudvikling ser lige nu ud til at have stabiliseret sig på moderat niveau, og på kort sigt står vi nu også overfor den sæsonmæssige periode i byggeriet, hvor aktiviteten er lavest, hvilket indtil videre bør lægge en vis dæmper på frygten for lønpres, siger Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: økonomi, lønstigning, konkurrence, samfundsøkonomi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar