onsdag den 9. december 2015

Energirenovering kan betale sig


Der er penge at hente her og nu og på længere sigt, hvis man energirenoverer sin ejendom, fortæller en ny analyse. Og så er de enkelte ejendomme sandsynligvis ikke i helt så god forfatning, som ejerne går og trorArgumenterne for at energirenovere sin bolig står nærmest i kø. Helt åbenlyst får man her og nu en lavere energiregning, og for de fleste giver energirenoveringen også et bedre indeklima med mere stabile temperaturer og mindre kuldenedfald fra vinduer, vægge og lofter.

En ny analyse fra Copenhagen Economics leverer endnu et godt argument for energirenovering, som også findes i Dansk Byggeris energianalyse fra foråret 2015:
Huset får nemlig en højere markedsværdi.

- Det er prisværdigt, at Copenhagen Economics tager fat i en analyse af dette område. Vi har hermed en uafhængig vurdering af værdien af energirenovering. Vi har selv tidligere påvist en tydelig sammenhæng mellem salgsværdi og placering på energimærkeskalaen fra A til G, og det glæder os at få den sammenhæng bekræftet. Samtidigt har Copenhagen Economics renset tallene for en meget lang række faktorer, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

De nye tal fortæller, at selv når man tager højde for bl.a. energipriser, opførelsesår, geografi og ikke mindst ejendommens generelle vedligeholdelsesstand, vil en bolig på 100 m2 stige mellem 40.000 og 55.000 kroner i værdi for hvert trin, den er forbedret på energimærke skalaen.

- Der er altså god grund til at forbedre boligernes energitilstand. Den nye grønne bolig-jobordning er en god mulighed, og udnytter man ordningen og tilskudsmulighederne fra energiselskaberne kan økonomien i et renoveringsprojekt blive fornuftig. Sammen med meget gunstige lånemuligheder, hvis der er friværdi i ejendommen, vil der i mange ejendomme være energiforbedringer at komme efter, som fra første dag giver penge i hånden til ejendommens ejer. Det får man i tilgift til det bedre indeklima og øget salgsværdi, siger Michael H. Nielsen.

Michael H. Nielsen gør samtidig opmærksom på, at Dansk Byggeris energianalyse peger på, at mange boligejere har en urealistisk forestilling om den energimæssige tilstand af deres huse.

- Generelt er husene i en langt dårligere energimæssig forfatning, end husejerne går og tror. Med de nye tal er der ekstra god mening i at få en dygtig energikonsulent eller energivejleder ud og pege på de mest rentable og komfortskabende energiforbedringer, og så få dem sat i gang. Det luner både i stuen og i tegnebogen - uanset om du bliver boende eller skal sælge.

Læs mere her

tags: direktør, økonomi, boligejere, boligejer, penge, energi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar