søndag den 17. januar 2016

Byggeribranchen skal vide mere om miljøfarligt byggeaffald


Mere viden om sikker bortskaffelse af byggematerialer med miljøfarlige stoffer som PCB, asbest og bly er målet med et nyt videncenter, som Dansk Byggeri står bag. Miljø- og Fødevareministeriet støtter centeret med to mio. kroner.Byggeribranchen har efterspurgt mere viden om håndtering og genanvendelse af byggematerialer, der kan indeholde miljøfarlige stoffer. Det bliver der nu taget hånd om med et nyt center, som skal samle og formidle viden til branchen. Med støtte fra blandt andet Miljø-og Fødevareministeriet kan centeret nu åbne.

- Vi skal sikre at affald fra byggeri, renovering og nedrivning håndteres korrekt, så miljøfarlige stoffer ikke spredes i miljøet. Det kræver, at byggebranchen ved hvordan de skal gøre – og den viden skal det nye center nu samle og formidle. Branchen viser med det nye videncenter, at de tager ansvar for at håndtere affaldet korrekt – og det bakker jeg op om, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Videncenteret er et gratis tilbud til bygherrer, rådgivere, entreprenører og kommuner, der kan få vejledning og mere viden om, hvordan de skal håndtere og genanvende bygge- og anlægsaffald, så der ikke sker spredning af f.eks. PCB og asbest ved nedrivning og renovering af bygninger.

Potentiale for mere genanvendelse

En tredjedel af den samlede affaldsmængde i Danmark kommer fra bygge- og anlægsbranchen. Der er derfor et stort potentiale for at genanvende byggematerialer, men det kræver, at alle parter ved, hvordan miljøfarligt byggeaffald skal håndteres.

- Det er sund fornuft, at genanvende ressourcerne i byggeaffaldet, så de holdes i omløb i stedet for at gå til spilde. Men det er vigtigt, at branchen ved, hvordan byggeaffaldet skal håndteres. så de farlige stoffer kommer ud og ikke gør skade, inden de genanvendes. Derfor kommer jeg inden længe med nogle konkrete initiativer, der skal hjælpe branchen til korrekt bortskaffelse af byggeaffaldet, siger Eva Kjer Hansen.

I Dansk Byggeri glæder man sig over, at videncenteret nu bliver en realitet, og ser frem til at kunne klæde branchen på til en mere sikker håndtering og bortskaffelse af byggeaffald.

- Det er med stolthed, at vi i Dansk Byggeri, som initiativtager, kan annoncere, at det er lykkedes at skabe videncenteret. Det har stået på vores ønskeseddel længe. Bæredygtighed og cirkulær økonomi bliver i højere grad en del ag byggeriets hverdag – derfor skal alle vide, hvad det handler om. Vi tager nu hul på en ny fase med fokus på cirkulær økonomi til gavn for den almene økonom, velfærd og sundhed, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Miljø- og Fødevareministeriet har bevilget de sidste to millioner, og dermed er det nødvendige budget på omkring 8.000.000 kr. skabt til åbning af videncenteret. Pengene skal gå til opstart af videncenteret, der efter planen skal være selvfinansieret fra 2017.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, økonomi, fødevareminister, Eva Kjer Hansen, miljø, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar