onsdag den 13. januar 2016
Dansk Byggeri i global kamp for at indfri klimamål
Byggebranchen er en vigtig spiller, når det kommer til at imødegå globale klimaforandringer. Derfor er Dansk Byggeri gået med i et internationalt samarbejde, der skal sætte energieffektivt byggeri højere op på klimadagsordenenSkybrud, storme, højere vandstand og stigende temperaturer er konsekvenserne af de klimaforandringer, der er sket i de seneste år. Hvis den kedelige udvikling skal bremses, kræver det, at udledningen af C02 reduceres. Der skal derfor bygges energieffektivt i fremtiden, og her spiller byggeriet en vigtig rolle, da 40 procent af den europæiske energi forbruges i tilknytning til bygninger.
Derfor har Dansk Byggeri sammen med den europæiske brancheorganisation FIEC valgt at gå med i Global Alliance for Buildings and Construction, som er etableret af FN.
- Byggebranchen er en af de brancher, der både nationalt og globalt er en afgørende faktor for at indfri de klimamål, der er opstillet. Det nye samarbejde er et vigtigt skridt i den rigtige retning, for vi tror på, at vi kan opnå mere ved at arbejde sammen i stedet for hver for sig, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
Det internationale samarbejde har resulteret i en handlingsplan, der skal arbejde for løsninger, der kan minimere energiforbruget i bygninger. Her vil der blandt andet blive arbejdet hen mod de mål, der blev sat ved COP21 som fx, at den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, og at udledning af drivhusgasser skal toppe snarest muligt.
- Hvis vi skal indfri målene, skal der gøres op med den "stop-go" politik, som der bliver ført i dag. Den nye handlingsplan er et vigtigt skridt på vejen mod et tættere politisk samarbejde, som ikke fokuserer på den laveste pris her og nu, men i stedet har den bedste langsigtede løsning for øje, siger Michael H. Nielsen og tilføjer:
- I arbejdet mod klimaforandringer er det vigtigt, at vi sikrer en stor viden og innovation i byggebranchen. Arbejdet med at udvikle faglige kompetencer inden for energieffektivitet og bæredygtighed er en lang proces, og vi er godt på vej. Det er vigtigt, at der i fremtiden bliver tænkt i helhedsløsninger og ikke kun på enkelte komponenter. Og netop i den sammenhæng har den danske byggebranche meget at byde på, da vi har arbejdet med ambitiøse mål for energieffektivisering af vores bygninger, ligesom vi med vores lange kyststrækning har udfordringerne med fx vandstandsstigninger tæt inde på vores hverdag.
Herunder kan du se de ti punkter, som den europæiske byggebranche, FIEC, vil arbejde for i de kommende år.
1. Promovere energieffektivitet i det europæiske byggeri
2. Styrke byer og områders modstand mod klimaforandringer
3. Fremme klimasikret byggeri og anlæg med mindst mulig CO2 udslip
4. Tilskynde til innovation i kontrakterne
5. Understøtte teknisk og digital innovation
6. Fokusere finansiering på bæredygtige projekter
7. Styrke koblingsmuligheder mellem eksisterende netværk
8. Fremme uddannelse og videreudvikling af kompetencer
9. Tilskynde til brug af lavemissions- og genbrugsprodukter
10. Tage del i cirkulær økonomi
Læs mere her
tags: euro, direktør, FN, klimamål, politi, økonomi, uddannelse, storm, energiforbrug, klimaforandringer, drivhusgas, energi, organisation, innovation,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar