torsdag den 18. februar 2016

Debatindlæg: Vækstpakken kan koste forsyningsselskaberne dyrt


Af Jens Moberg, bestyrelsesformand, og Kenneth Norre, administrerende direktør, Landinspektørfirmaet LE34 A/S, Energivej 34, 2750 BallerupSom en del af vækstpakken vil regeringen ophæve de såkaldte ejerskabsrestriktioner og dermed give andre aktører end landinspektørfirmaer mulighed for at fastlægge skel. Forslaget vil efter vores vurdering ikke alene skade retssikkerheden, men også føre til massevis af tvister ved skelsager.

Det er afgørende, at landinspektøren agerer uvildigt, når der for forsyningsselskaber udføres skelafsætninger – og at han eller hun af naboer, borgere og myndigheder opfattes som neutral og fri af uvedkommende interesser. Her forebygger de nuværende regler, at forsyningsselskaberne påføres unødigt besvær og overflødige omkostninger ved eksempelvis skeltvister.

Ved udstykninger afsætter landinspektøren skel mod naboerne, får styr på vejadgangen samt påser, at bebyggelsen ikke er i strid med love, fredningsbestemmelser eller servitutter. Landinspektøren har i denne proces et vigtigt ansvar for objektivt at varetage naboernes interesser og undersøge, om projektet er realiserbart i forhold til lovgivning, private rettigheder og panthaverinteresser. Derfor fastslår den nuværende lovgivning, at han eller hun skal være ansat i et landinspektørfirma og personligt hæfter for fejl.

Modellen har i mange år sikret et velfungerende system, hvor landinspektøren har været garant for en høj grad af fairness i processen og er indgået i et tæt samspil med naboerne, det offentlige og andre interessenter. Regeringen sætter med sit lovforslag hele modellen på spil. Føres planerne ud i livet, kan landinspektøren være ansat hos entreprenører eller hos kommuner og andre bygherrer – og bliver dermed en partsrepræsentant. Hertil bliver den personlige hæftelse afskaffet. Begge dele vil svække retssikkerheden og tilliden til landinspektøren.

Den rapport, der er udarbejdet som del af det lovforberedende arbejde, fastslår, at der i bedste fald kun kan opnås en ganske lille økonomisk effekt ved at ophæve ejerskabsreglerne. Mens gevinsten således er udokumenteret, er det ifølge selvsamme rapport hævet over enhver tvivl, at forslaget vil påføre samfundet ekstra udgifter og administrative byrder.

Vi har i dag et velfungerende samarbejde mellem landinspektørbranchen, forsyningsselskaberne, borgerne og det offentlige. En samarbejdsmodel, som i vores optik sikrer den rette balance mellem konkurrence, kvalitet og professionalisme. Det betyder blandt andet, at vi i Danmark har et fåtal af retssager om skel sammenlignet med vore nabolande.

Alt i alt vil vi som samfund være bedst tjent med at opretholde den nuværende model – af hensyn til både effektivitet, retssikkerhed og bureaukratiforebyggelse.



tags: retssag, Danmark, direktør, økonomi, bestyrelsesformand, lovgivning, regeringen, retssikkerhed, omkostninger, regering, Ballerup, konkurrence, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar