søndag den 7. februar 2016
Virksomheder bærer ansvaret for udviklingen af fagligheden
Det er ikke nemt at søge en lærlingeplads i Danmark. I 2015 var antallet af praktikpladser det laveste i 10 år.Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der siden 2010 har manglet 5000 praktikpladser, måned efter måned, og kun ca. hver fjerde virksomhed tilbyder praktikplads (Kilde: www.ae.dk). Dette betyder, at mange unge har måttet opgive deres erhvervsuddannelse, hvilket kan komme til at koste Danmark dyrt.
Virkeligheden foregår i virksomhederne
I Hammelev ved Haderslev i Sønderjylland står medejeren af den landsdækkende virksomhed VVS Søberg, Kent Nielsen, og undrer sig. "Vi virksomheder bærer en stor del af ansvaret for, at vi kan udvikle en talentmasse, der på sigt kan være med til at højne niveauet i erhvervslivet. Det er kun os virksomheder, der kan give de unge mennesker den praktiske uddannelse de har brug for, og kun her lærer de, hvad arbejdet i virkeligheden handler om".
Lærlingene får ansvar
Hos VVS Søberg tager de ansvaret for praktikplader alvorligt. Virksomheden tæller i øjeblikket 13 lærlinge fordelt på afdelinger rundt i landet. "Hos os er vores lærlinge en værdifuld del af firmaet. Vi har en flad struktur, og lærlingene mærker, at de hurtigt får ansvar og er med til at løfte virksomheden. Vi investerer naturligvis tid og kræfter i de unge, men de giver os til gengæld løbende fornyelse i firmaet".
VVS Søberg investerer i lærlinge
Virksomheden har valgt at investere ekstraordinært i udviklingen af de unge. Ud over den traditionelle uddannelse, har VVS Søberg oprettet et lærlingeakademi, hvor lærlingene mødes hver tredje måned og bliver uddannet i salg, kommunikation, konflikthåndtering og specielle produkter inden for energioptimering. "Vi kan mærke at det gør noget for de unge mennesker. Vi oplever meget ofte, at de allerede i løbet af deres andet år beder om at blive sendt ud til kunderne på egen hånd. De føler sig trygge og sikre i deres virke, og så skal de have lov til at vise hvad de kan og de vokser med opgaven".
Lærlinge blandt landets bedste
En af VVS Søbergs lærlinge, Henrik Bull, er den ene af fire deltagere, der dyster om at blive Dannmarks bedste VVS lærling. Henrik og kollegaen Jacob Seeberg Hansen deltog begge ved regionsmesterskaberne, og Henrik gik videre blandt de fire bedste. "Vi er pavestolte af vores lærlinge og det niveau de lægger", siger Kent Nielsen, og fortsætter: "Vi ved godt, at vi ikke kan ansætte dem alle efter endt læretid, og det betyder, at vi kommer til at sende nogle virkeligt skarpe profiler ud til konkurrenterne, men det må vi jo tage som en reminder om at holde os skarpe. Udviklingen i branchen kræver hele tiden fornyelse, og det er virksomhedernes ansvar at uddanne den talentmasse det kræver at følge med".
tags: Danmark, 2010, Kent Nielsen, mesterskab, uddannelse, Hammel, virksomhed, erhvervslivet, Sønderjylland, energi, praktikplads, kommunikation, konflikthåndtering, lærling, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Haderslev,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar