søndag den 26. juni 2016

Når bordplader skaber den dybeste glæde


At lade en bordplade tage den tid, en bordplade nu engang tager. At nyde duften af nyhøvlet og nypoleret træ. Med ro i maven at levere og montere en bordplade hos en kræsen og kvalitetsbevidst kunde. Så enkelt er opskriften på arbejdsglæde og livskvalitet hos Mølballe-brødrene Kalle og Sven Aaquist."Der findes intet bedre end den dybe glæde ved at vide, at nu har vi gjort vores ypperste for at skabe den mest sublime bordplade, der kan tilfredsstille selv de allermest kvalitetsbevidste kunder," siger Kalle Aaquist, der sammen med sin storebror Sven har ejet Mølballe A/S siden 1996.

Når du har købt et køkken, og du ser, at der står Mølballe på bordpladen, er du sikker på, at du har valgt en Rolls-Royce-model, tilføjer Sven Aaquist: "Vi er dansk design og kvalitet, når det er bedst. Der er tale om snedkerarbejde med høj præcision."

Mølballe ligger klods op af E45-motorvejen mellem Randers og Hobro. Virksomheden har 25 ansatte og producerer hovedsageligt skræddersyede bordplader som underleverandør til eksklusive danske køkkenfirmaer som Boform, Multiform og Unoform. Siden 2009 har Mølballe desuden stået bag sofa- og spiseborde af træ, bygget på stålstel og designet efter kundens ønske.

"Hver bordplade er en specialopgave. Vi skaber unikke bordplader efter ordre. Vi leverer, fabrikerer og samler bordplader i både stål, komposit, granit, sten, flere sorter af massivt træ, laminat og ikke mindst i Corian. I dag kan vi faktisk lave alt inden for bordplader," fortæller Kalle Aaquist.

Når Mølballe-bordpladerne er samlet, overfladebehandlet, poleret og har fået den afsluttende finish, bliver de transporteret ud til den private kunde og monteret.
Konkurrencen i at levere eksklusive bordplader er hård i Danmark, men Mølballes klare fortrin er, at de hele tiden er tæt på butikker og kunder. Og så er der noget i tiden, der kalder på mennesker, der har en dyb passion for deres fag og produkt.

"Vi har denne her sikre fornemmelse for vores borde. Vi ved, hvornår der er tale om fantastisk håndværk. Så ja, vi er nok lidt nogle bordplade-nørder, men ikke så meget nørder, at vi ikke forstår at tale med mennesker. En væsentlig årsag til vores fremgang er en stor fleksibilitet og en tæt dialog med vores kunder."

Som andre producenter af high end-produkter mærkede Mølballe finanskrisen forholdsvis sent. De måtte skrue ned for blusset et par år, men nu er der igen fremgang i dansk økonomi, og Mølballe er nogle af de første til at mærke den.

"Vi oplever, at vores kunder i stigende grad vender ryggen til 'køb og smid væk'- kulturen. De ønsker en bordplade, der har samme holdbarhed som andre danske møbelklassiker. Vores kunder er dem, der sætter trenden, og de er på vej tilbage til klassiske dyder og krav om, at vi både leverer noget gedigent og lækkert. Den trend passer rigtig godt til vores gemyt."

FAKTA
Sven Aaquist er uddannet murer og har arbejdet i en tømmerhandel, mens Kalle Aaquist slog sig på tømrerfaget og nåede at arbejde i både USA og Rusland. Senere blev de begge ingeniører. I 1996 valgte brødrene at gå sammen og købe Mølballe, som dengang var en lille snedkervirksomhed, der holdt til i Hinnerup med tre ansatte og udelukkende lavede bordplader af træ. I dag har Mølballe kontor, produktion, lager og showroom i Fårup, nord for Randers, og beskæftiger 25 medarbejdere, herunder 9 snedkere.

Referencerne igennem tyve år tæller den kræsne forbruger, som handler i eksklusive køkkenfirmaer som Boform, Multiform og Unoform, men også erhvervslivet, herunder hoteller og restauranter, fx Madklubbens i alt 10 restauranter. Fælles for dem alle er, at de stiller høje krav til kvalitet i såvel råvaren som i den faglige udførsel.

Læs mere her

tags: USA, Danmark, 2009, restaurant, finanskrisen, økonomi, Rusland, Randers, virksomhed, motorvej, erhvervslivet, fleksibilitet, Rolls-Royce, livskvalitet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar