tirsdag den 14. juni 2016
Slagteri skruer helt ned for energiforbrug i tørreproces
Danish Crown i Horsens sparer millionbeløb med behovsstyret EC-ventilation.Pilotprojektet gav så stor en besparelse, at energifolkene fra Danish Crown havde svært ved at tro det. Så de gjorde forsøget igen på to andre anlæg. Og resultatet var det samme: energiforbruget faldt 90 %.
Vi regnede med at spare 30-40 %, hvis vi indførte en behovsstyret ventilation, når vi tørrede produktionslokalerne efter rengøring, siger Torben Andersen, energichef i Danish Crown.
Nu er de to første fuldskala anlæg taget i brug i Horsens, hvor Danish Crown driver Europas største svineslagteri med ca. 100.000 slagtninger om ugen. Også her er der sparet næsten 90 % på det første anlæg, der er sat op i opskæringsafdelingen. I kroner er den årlige besparelse ca. 2 mio.
EC-ventilatorer gør besparelse mulig
I marts blev anlæg 2 sat i drift i udbeningsafdelingen. Ventilationsanlæggene i de to afdelinger er fornyet med 32 og 24 EC-ventilatorer fra ebmpapst. Netop EC-teknologien er afgørende for potentialet.
EC-ventilatorer har et stort reguleringsområde, hvor hastigheden kan reguleres trinløst ned og op, siger produktchef Henrik Dahl Thomsen, ebmpapst Denmark. I EC-ventilatorer er motor, elektronik og ventilator bygget sammen. Det giver en optimal virkningsgrad i hele reguleringsområdet, også når hastigheden er helt i bund. Det er en af forudsætningerne for den succes, slagteriet har oplevet.
Ventilerer efter behov
Essensen i vores løsning er, at vi styrer ventilationen efter behovet. Vi måler hele tiden den relative luftfugtighed, så vi kender fugtbelastningen i rummet og ved, hvor meget vand der skal fjernes, siger Torben Andersen. Før kørte vi med fuld kapacitet på køl og varme, men det var en dårlig udnyttelse af energien, fordi rummet jo blev mere og mere tørt, hvormed behovet for varme faldt, men ventilationen kørte på samme kapacitet hele tiden.
Fugtigheden måles med følere, der er installeret i ventilationsaggregaterne. Og da de nye ventilatorer er EC-ventilatorer fra ebmpapst med et langt større reguleringsområde end gamle AC-ventilatorer er det nu muligt at afpasse ventilatorernes hastighed helt præcist efter behovet. Før var der kun var to hastigheder at vælge imellem.
Tørring tager næsten to timer
Produktionen i opskæringen og udbeningen i Horsens stopper kl. 24.00, og linjerne tømmes for kød. Ventilationsanlægget sættes til rengøringsmode, og rengøringspersonalet går i gang med at rense alt udstyr og transportbånd med 50-60 grader varmt sæbevand. Bagefter desinficeres med klor, inden udtørringsprocessen går i gang. Den varer 1 time og 45 minutter. Derefter inspireres lokalerne for rester af fugt, inden dagens første produktionshold møder ind kl. 6.00.
Fakta:
- På hvert af de otte ventilatoranlæg i opskæringsafdelingen i Horsens er elforbruget reduceret ca. 87.000 kWh.
- Ifølge EnergiMidt er varmeforbruget i udtørringsprocessen reduceret med 88 %.
- Det giver en årlig besparelse på ca. 2 mio. kr. og en tilbagebetalingstid på ca. 1,4 år.
- Udskiftet luftmængde i opskæringen 65.000-72.000 m3/h.
Læs mere her
tags: Europa, Horsens, energiforbrug, teknologi, energi, slagteri, Danish Crown, Fakta,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar