torsdag den 30. juni 2016

Vand i Byer: Ny udgivelse med 14 projekter om klimatilpasning


Klimatilpasning handler om alt fra lokal afledning af regnvand til biodiversitet og grønne tage. Publikationen "14 innovationsprojekter om klimatilpasning", netop udsendt af innovationsnetværket Vand i Byer, viser, hvor mange forskellige typer af tiltag, der kræves i arbejdet med klimatilpasning.Netværket Vand i Byer har i perioden 2010 til 2015 gennemført 14 større innovationsprojekter med fokus på klimatilpasning og i en ny publikation kan man få en hurtig introduktion til projekterne. Formanden for styregruppen for Vand i Byer, direktør Lars Schrøder, Aarhus Vand, fremhæver diversiteten i de 14 projekter.

– Klimatilpasning er ikke bare én ting, men forudsætter mange forskellige greb og aktiviteter. Ét projekt skal løse et problem med oversvømmede kældre og samtidigt styrke biodiversiteten i et grønt område. Et andet projekt fokuserer på, hvordan overløb af blandet regn- og spildevand kan desinficeres, så man ikke bliver syg af at hoppe i havnebadet, når det har regnet, siger Lars Schrøder.
Projekterne er finansieret med bidrag fra Styrelsen for forskning og Innovation og fra de deltagende virksomheder og institutioner.

Mange deltagere og stærkt netværk
Vand i Byer har i dag mere end 170 medlemmer og afholder en række velbesøgte tema- og netværksmøder om klimatilpasning forskellige steder i landet.
Også innovationsprojekterne har haft mange deltagere. Centerchef Ulrik Hindsberger, Teknologisk Institut, der er daglig leder af Vand i Byer, uddyber dette.
- De 14 projekter, vi har gennemført, har alle været sammensat efter den såkaldte triple-helix innovationsmodel, hvor vi har krævet, at virksomheder, forsyninger, offentlige organisationer og vidensinstitutioner skulle samarbejde for at få støtte. Og det tror jeg er nøglen til at få skabt udvikling, siger Ulrik Hindsberger.

FAKTA
"Vand i Byer – Innovationsnetværk for klimatilpasning" har været aktivt siden 2010. Samarbejdet er bl.a. finansieret med bidrag fra Styrelsen for Forskning og Innovation og fra deltagerne i netværket. Bevillingen gælder foreløbigt frem til juli 2018.
Publikationen kan downloades fra www.vandibyer.dk


Læs mere her

tags: 2010, direktør, downloade, virksomhed, 2018, Teknologisk Institut, organisation, innovation, publikation, Forskning, havnebad,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar