fredag den 15. juli 2016

Assens Kommune behandler byggesager hurtigst i Danmark


Hvert år offentliggør Trafik- og Byggestyrelsen sagsbehandlingstider for landets kommuner, og den seneste liste viser, at Assens Kommune i 2016 ligger øverst, når der er tale om behandlingstid for en byggesag. Her tager det nemlig kun 11 dage i gennemsnit fra en ansøgning er modtaget, til der kommer en afgørelse."Vi har altid haft fokus på sagsbehandlingstiden, og med en øgning i antallet af sager fra forrige år, har vi fået testet vores arbejdsgange.
Det har stor indflydelse på vores sagsbehandlingstid, at vi modtager gode og fyldestgørende ansøgninger, og derfor har vi prioriteret tid til vejledning både i forhold til ansøgningsprocessen, men også til at hjælpe borgere med de digitale løsninger," siger Trafik- og Byggechef Lars Evald Jensen og fortsætter:

"Umiddelbart efter modtagelsen gennemgås alle sager detaljeret af en sagsbehandler. Det betyder, at mange af de mere ukomplicerede sager får en afgørelse få dage efter de har søgt, nogle endda samme dag."

Hurtig sagsbehandling af afgørende betydning
Digitaliseringen af byggesagsbehandlingen har længe været prioriteret i Assens Kommune. Sagsbehandlingen har dermed været digital i flere år, og selvbetjeningsløsningen til byggeansøgninger Byg og Miljø er derfor fuldt integreret.

I Borgerservice stiller Assens Kommune blandt andet IT-udstyr og - vejledning til rådighed i forbindelse med brugen af den digitale selvbetjeningsløsning. Og den satsning giver nu udslag på sagsbehandlingstiderne i følge Trafik- og Byggestyrelsen.

"Jeg er ovenud tilfreds med vores lave sagsbehandlingstid. I udvalget, ja faktisk i hele Byrådet, er vi naturligvis stolte over, at vi i årets opgørelse ligger som den kommune, der har lavest sagsbehandlingstid. Det er rigtig godt, for det betyder noget både i forhold til de mange ansøgere, hvor hurtig sagsbehandling har betydning, også økonomisk. Samtidig har det politisk betydning, fordi vi så gerne vil fremme vækst, udvikling og bosætning," siger Hans Bjergegaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Assens Kommune.

Læs mere her

tags: politi, økonomi, 2016, Byråd, Assens,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar