søndag den 28. august 2016
Kommunale servicemål med lang elastik
75 kommuner overholder deres egne servicemål for, hvor langt tid borgere og virksomheder skal vente på at få en byggetilladelse. Men med servicemål på helt op til 140 dage svarende til 20 uger har en række kommuner givet sig selv for lang elastik, mener Dansk ByggeriLandets 98 kommuner skal på deres hjemmesider oplyse, hvor langt tid de i gennemsnit forventer, at du skal vente på at få din byggeansøgning sagsbehandlet. Hele 75 af kommunerne overholder deres egen servicemål for sagsbehandlingen.
I Hvidovre har kommunen en ambition om at sagsbehandle byggetilladelser, inden der i gennemsnit er gået 20 uger, mens ventetiden reelt kun er 19 dage i gennemsnit. I Greve er ambitionen at sagsbehandle byggetilladelsen inden for i gennemsnit 15 uger, men ventetiden er i gennemsnit kun lidt over tre uger.
Det viser en ny opgørelse over kommunernes ventetid på en byggetilladelse sammenlignet med de servicemål, som kommunerne selv har offentliggjort på deres hjemmesider.
- Det er selvfølgelig altid en glædelig overraskelse, hvis byggetilladelsen dumper ind af døren hurtigere end forventet, og det gør den jo heldigvis i langt de fleste kommuner. Men nogle kommuner har en ret lang elastik i deres servicemål. Det ligner en helgardering mod alverdens forsinkelser, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius og uddyber:
- Servicemålene er lavet for at give de borgere og virksomheder, som skal bygge, et indtryk af, hvad de kan regne med. Så hvis man bestiller håndværkere efter, at det tager 20 uger at få byggetilladelsen, så står man efter tre uger med en byggetilladelse og vil gerne i gang, men håndværkerne har først tid om 17 uger, som aftalt. Det er næsten det samme, som hvis byggetilladelsen er forsinket; det en reel udfordring i forhold til planlægning. Derfor må det være rimeligt, at forvente mere realistiske servicemål.
13 kommuner har til gengæld været lidt for optimistiske i deres vurdering af, hvor lang tid de i realiteten er om at sagsbehandle en byggetilladelse. Det gælder fx på Samsø, der har en ambition om at sagsbehandle byggesager på lidt over fire uger, men i praksis tager det i gennemsnit et sted mellem 14 og 15 uger. I Vordingborg lægger kommunen op til en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under en uge, men i praksis tager det mere end syv uger.
- Det er positivt, at nogle kommuner er ambitiøse og serviceorienterede i forhold til at betjene borgere og erhvervsliv. Men det er også vigtigt at være realistisk. Alle kommuner burde kunne klare en sagsbehandlingstid på i gennemsnit to uger, siger Torben Liborius.
Læs mere her
tags: politi, Hvidovre, virksomhed, byggetilladelse, Greve, Vordingborg, Samsø,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar