fredag den 31. august 2012

Boligejerne gambler med deres penge

Et byggeprojekt er ofte en større investering. Alligevel vælger mange boligejere at gamble med deres penge ved at bruge en håndværker, som ikke kan give garanti for det arbejde, de udfører. Det kan blive en dyr affære

Hvis det nye gulv er skævt, eller fliserne på badeværelset begynder at falde ned efter fire år, så tager man naturligvis fat i den håndværker, som har lavet arbejdet. Men er håndværkeren ikke omfattet af en garantiordning, kan det være både sejt og umuligt at få udbedret byggefejl. Firmaet kan også være gået konkurs, og så er man efterladt uden noget som helst.

- En ombygning eller renovering af huset er ofte et projekt, som man både sparer op til og bruger tid på at planlægge nøje. Derfor kan det også undre, at en del boligejere vælger at tage så let på, om håndværkeren er omfattet af en garantiordning, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Er håndværkeren derimod dækket af Byg Garanti, får man som forbruger udbedret fejl og mangler uanset stridigheder eller eventuel konkurs. Og Byg Garanti dækker i op til fem år efter, at byggeriet er færdigt.

- Garantien koster ikke ekstra og dækker fejl og mangler op til 100.000 kr. Hertil kommer, at man slipper for den lange, seje tur gennem retssystemet. En proces som godt kan få en del boligejere til at opgive på forhånd, siger Michael H. Nielsen.

Afviser tvivlsomme virksomheder
Alle medlemmer af Dansk Byggeri er omfattet af Byg Garantiordningen. Og Dansk Byggeri lukker ikke hvem som helst ind.

Hvert år afvises 75-100 af de virksomheder, der søger medlemskab i Dansk Byggeri. En række af virksomhederne afvises på grund af rod i økonomien, men mange virksomheder afvises, fordi de ganske enkelt ikke laver ordenligt håndværk.

- Vi er meget grundige, når vi optager medlemmer i Dansk Byggeri, da vi hele tiden ser skrækeksempler på makværk. Et medlemskab af Dansk Byggeri skal være et blåt stempel, så forbrugerne undgår klamphuggere og konkursryttere, slutter Michael H. Nielsen.

Kontakt
Direktør Michael H. Nielsen, tlf. 72 16 01 75
Chefkonsulent Anja Binderup, tlf. 25 66 63 07

Om Byg Garantiordning
Formålet med Byg Garantiordningen er at sikre, at private forbrugere ikke lider økonomisk tab som følge af fejl og mangler ved håndværksmæssigt arbejde, som er udført af Dansk Byggeris medlemmer. Ordningen dækker med op til 100.000 kr. inkl. moms pr. byggesag.

Med Byg Garanti er forbrugeren sikret:

- Fem års reklamationsret. Byggevirksomheden skal uden beregning udbedre eventuelle fejl og mangler inden for denne periode.

- Mangler skal udbedres. Byggevirksomheden har ret og pligt til at udbedre fejl eller mangler uden ekstra omkostninger for kunden.

Læs mere her

tags: direktør, økonomi, boligejere, konkurs, boligejer, virksomhed, penge, omkostninger, moms,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar