Ifølge Danmarks Statistik steg bygge- og anlægsvirksomhedernes indenlandske salg med 3,2 % fra 1. til 2. kvartal i år, når der korrigeres for sæsonudsving
Fremgangen i omsætningen skal især ses i sammenhæng med en opgang i boligbyggeriet, vurderer Dansk Byggeri.
- Det skyldes for det første de mange tilsagn, der blev givet i slutningen af 2010 til nybyggeri af almene boliger, det vil sige almene familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. For det andet blev der i slutningen af 2010 fremrykket nogle private boligprojekter, så man kunne undgå at betale moms på salg af byggegrunde, fortæller seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
På trods af væksten i boligbyggeriet indtraf der et fald i bygge- og anlægsvirksomhedernes indenlandske salg på 11,5 % fra maj til juni i år, når der korrigeres for sæsonudsving.
- Selvom man skal passe på med at fortolke på grundlag af en enkelt måneds salg, så viser tilbagegangen i juni, at opsvinget i boligbyggeriet ikke kan opveje den svage udvikling på de andre markedssegmenter. Erhvervsbyggeriet er således vigende, hvorimod aktiviteten ved reparation og vedligeholdelse er på et lidt højere niveau end i fjor, fortæller Finn Bo Frandsen.
Der er også nye tal for konkurser, som viser en positiv udvikling. I juni i år var der i bygge- og anlægsbranchen 19 færre konkurser end måneden før og 25 færre konkurser end i juni året før.
- Vi forventer, at det positive forløb vil fortsætte, og i så fald vil antallet af konkurser for 2011 som helhed blive på omkring 700, hvilket er ca. 300 færre end i 2010. Selv om der er tale om en markant forbedring, så er niveauet for konkurserne i bygge- og anlægsbranchen meget højt. For eksempel var der i 2006 kun 317 konkurser, fortæller Finn Bo Frandsen.
Kontakt
Seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, tlf. 72 16 01 43 / 21 43 19 65
Chefkonsulent Anja Binderup, Dansk Byggeri, tlf. 25 66 63 07
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, 2011, konkurs, Danmarks Statistik, omsætning, virksomhed, 2006, ældrebolig, moms,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar