Flere borgmestre og nøglepersoner fra Københavns omegnskommuner mødes torsdag for at drøfte Ringbyens fremtid. Det gør de fordi den kommende Ringby rundt om København kan være med til at skabe helt ny vækst.
Ringbyen er et projekt, hvor 10 kommuner er gået sammen om en ambitiøs og langsigtet vision, der skal skabe et attraktivt, bæredygtigt bybælte fra Lundtofte i nord via Lyngby, Gladsaxe, Herlev og Glostrup til Ishøj, Brøndby og Avedøre Holme i syd.
Den trafikale rygrad, som skal binde det hele sammen bliver en ny letbane, der vil forbinde 20 udviklingsområder, der i alt giver mulighed for at udvikle et areal på over 11 kvadratkilometer. Det svarer til hele den indre by i København.
- Ringbyen skaber investeringsmuligheder i milliardklassen, siger chefredaktør Kamilla Sevel, som torsdag er ordstyrer for en konference om Ringbyens udvikling, hvor de centrale personer og beslutningstagere vil skabe overblik over fremtidens muligheder i Ringbyen.
Konferencen arrangeres af Estate Media og Byggesocietetet og henvender sig til alle med interesse i Ringbyens udvikling.
Politikere og embedsmænd fra omegnskommunerne ved Ring 3 og Region Hovedstaden har tidligere i år vedtaget et politisk charter, der støber et fælles fundament for arbejdet mod bæredygtig vækst og øget mobilitet i Ringbyen langs Ring 3 og hovedstadsregionen.
- Charteret er en fælles nøgle til fremtiden. Det er en slags oversættelse af vores fælles byvision Loop City, som viser, hvad vi vil, og hvordan vi kommer i gang med at realisere byvisionen. Mange kommuner arbejder hver især med at sikre en bæredygtig byudvikling lokalt, men hvis vi skal flytte noget på det regionale vækstbarometer, må vi stå sammen, siger Karin Søjberg Holst, formand for
Ringbysamarbejdet og borgmester i Gladsaxe.
Som konferencens første taler vil borgmesteren uddybe visionen om Ringbyen, som kan skabe en helt ny sammenhængende bykraft, hvis den udnyttes rigtigt.
Det er arkitektfirmaet BIG, der har udarbejdet Loop City. Søren Martinussen, projektleder i BIG vil på konferencen fortælle om visionens konkrete forslag til at fortætte og udbygge langs den kommende letbane. Målet er at skabe vækst og kritisk masse i et loop langs Øresundsregionen.
Tove Skrumsager Frederiksen, projektchef i Metroselskabet, vil give overblik om det planlagte forløb og konsekvenser af letbanen, herunder pris, investeringer, tidsramme og forventninger.
Endelig vil en række levende debatpaneler sætte fokus på de prisstigninger og udviklingsmuligheder, som potentialet i området rummer.
Der er stadig få ledige pladser på konferencen. Se hele programmet og tilmelding på www.estatemedia.dk
Yderligere oplysninger: Chefredaktør og faglig tilrettelægger Kamilla Sevel, tlf. 42 76 00 20 eller mail sevel@estatemedia.dk
Praktisk information:
Tid: Torsdag 4. oktober kl. 9.00-14.00
Sted: NCC, Østermarken 3B, 2860 Søborg
Presseakkreditering kan ske på nielsen@estatemedia.dk
Læs mere her
tags: Brøndby, embedsmænd, København, politi, Lyngby, borgmester, Øresund, Glostrup, Herlev, Søren Martinussen, chefredaktør, hovedstad, Region Hovedstaden, projektleder, NCC, prisstigninger,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar