lørdag den 24. november 2012

Nyt branchefællesskab får erfaren mand ved roret

Danske Byggematerialer er et nyt branchefællesskab under Dansk Byggeri, der forener en række aktører på området. Per Thomas Dahl er ansat som branchedirektør og bliver ankermand i branchefællesskabet

Per Thomas Dahl tiltræder den 1. maj i sit nye job som branchedirektør i Danske Byggematerialer. Det er et nyt branchefællesskab i Dansk Byggeri, som fremover skal få branchen til at fremstå som en samlet enhed, med en tydelig profil.

Danske Byggematerialer er sammensat af sektioner og foreninger med tilknytning til Dansk Byggeri - Alufacadesektionen, Industrisektionen og Snedkersektionen samt Industrilakerernes Landsforening. Her ud over forventes Dansk Trappefabrikant Forening at blive tilknyttet som associeret medlem.

- De enkelte enheder kommer stadig til at varetage de spørgsmål, der er specifikt rettet mod deres fag, mens Danske Byggematerialer skal varetage den samlede branches interesser og skaffe større synlighed i det offentlige rum, fortæller direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og fortsætter:

- Med ansættelsen af Per Thomas Dahl som branchedirektør har Dansk Byggeri sikret sig en mand med 20 års ledelseserfaring fra erhvervslivet. Dermed har Per Thomas Dahl en unik indsigt i de erhvervsmæssige betingelser, og det er Dansk Byggeris håb, at han kan drage nytte af denne indsigt i sit fremtidige arbejde til gavn for Danske Byggematerialer og arbejdet med at forbedre medlemmernes rammevilkår.

Per Thomas Dahl får ansvar for branchefællesskabets erhvervspolitiske aktiviteter og den udvikling og lovgivning, som påvirker byggematerialeindustrien. Udover at løbe døre ind hos politikere og beslutningstagere, skal Per Thomas Dahl være branchens ansigt udadtil og skabe mediemæssig opmærksomhed om de overordnede udfordringer og mål for branchefællesskabet.

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet. Der er masser af udfordringer, og jeg ser frem til at få skabt et målrettet samarbejde med medlemsvirksomhederne og bestyrelsen, og forhåbentlig være med til at gøre hverdagen lidt nemmere for vores medlemmer, anfører Per Thomas Dahl.

Per Thomas Dahl skal stå i spidsen for branchefællesskabet Danske Byggematerialer.

Kontakt:
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Journalistpraktikant Morten Refsgaard Sørensen, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 74

Læs mere her

tags: direktør, politi, lovgivning, virksomhed, erhvervslivet, ansættelse, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar