VUC SØNDERBORG OG BESTSELLERS LOGISTIKCENTER ER KÅRET SOM ÅRETS BYGGERIER
Magasinet BYGGERI uddeler hvert år hædersprisen Årets Byggeri Danmarks mest alsidige byggepris. Et dommerpanel med en række af byggebranchens mest fremtrædende profiler kårer byggerier i kategorierne ÅBEN, ERHVERVSBYGGERI og BOLIG.
Der vælges mellem en række nominerede byggerier, som læserne har indstillet til titlen som Årets Byggeri 2012 det kan f.eks. være på grund af byggeriets arkitektur, materialevalg, bæredygtighed eller byggeproces.
I kategorien ÅBEN valgte dommerne at pege på VUC Sønderborg som Årets Byggeri 2012. Et meget ambitiøst ombygningsprojekt af den oprindelige skolebygning, som på mange måder sprænger rammerne for den slags skolerenoveringer - udvendigt som indvendigt.
I kategorien ERHVERVSBYGGERI faldt valget på Bestsellers Logistikcenter Nord i Haderslev. En ny gigantisk og supereffektiv lager- og transportcentral tæt på motorvejen og med en usædvanlig høj miljøprofil: Facaden er beklædt med fyrretræslister og på taget er der solfangere og grøn tagbeplantning.
Der blev desuden uddelt en hædrende omtale til et andet utraditionelt byggeri - det underjordiske Center for Renhold på Hauser Plads i København.
I kategorien BOLIG savnede dommerne projekter med et passende passende højt niveau. Derfor bliver titlen ikke uddelt i denne kategori i år.
Til gengæld blev der uddelt hædrende omtale til Villa Vid i Tranbjerg og Parkbohusene i Taastrup. Begge byggerier viser nye veje til at bygge energieffektivt.
Dommerkomiteen motiverede kåringerne til Årets Byggeri 2012 med følgende ord:
Kategori ÅBEN
Vinder: VUC Sønderborg
Bygningen udtrykker klart en satsning på et godt undervisningsmiljø for alle og det er lykkedes arkitekterne at kombinere istandsættelsen med nybyggeri for at opnå en stærk helhed. Bygningens oprindelige udtryk er bevaret og et anderledes moderne formsprog er anvendt til tilbygningens facade samt nye aula. Kombinationen har givet bygningen en ny, moderne disposition af arealer, der fremmer nye undervisningsmetoder og samarbejde. VUC Sønderborgs studerende vil kunne få glæde af bygningens kvaliteter mange år i fremtiden.
Bygherre: VUC Sønderjylland. Arkitekt: Zeni arkitekter A/S
Kategori ERHVERVSBYGGERI
Vinder: Bestseller Logistikcenter Nord, Haderslev
Der findes mange logistik centre over hele kloden, og de fleste er ret grimme. Derfor er det en sjælden fryd at opleve, hvor meget de projekterende, entreprenøren og ikke mindst bygherren har arbejdet med helhedsindtryk og arbejdsmiljø.
Bygherre: Bestseller A/S. Arkitekt: C.F. Møller A/S
Hædrende omtale til Center for Renhold, København
Centret er udført under jordniveau med gode lysforhold og en anderledes form. Det er en flot måde at kombinere gode logistikforhold omkring arbejdspladsen med de arealer, hvori arbejdet foregår uden at optage plads i byen.
Bygherre: Københavns Ejendomme. Arkitekt: Polyform
Kategori BOLIG
Ingen vinder
Hædrende omtale til Villa Vid, Tranbjerg, og Parkbohusene, Taastrup
Det er vigtigt for Danmark, at vores byggeviden løbende forbedres. Begge projekter anderkendes for deres systematiske arbejde med nytænkning i brug af materialer og byggeteknik, der kan bidrage til Danmarks indsats indenfor bæredygtighed. I Parkbohusene er Rockwools nye vægsystem Rockshell anvendt og Villa Vid arbejder med højstyrkebeton, hvilket giver aldeles gode proportionsforhold mellem brutto og netto kvadratmetre samt en hurtig byggeproces ved opførelsen.
Bygherre: Connovate Building A/S. Arkitekt: Arkitema (Villa Vid)
Bygherre: Lejerbo Høje Taastrup. Arkitekt: Vilhelm Lauritzen A/S (Parkbohusene)
Dommerne i Årets Byggeri 2012:
Scott Hollingsworth (formand), direktør, hpc danmark, arkitekt maa
Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Dansk Byggeri
Christian Lerche, direktør Dansk Ark
Henrik Garver, adm. direktør, FRI
Palle Thomsen, adm. direktør, Trælasthandlerunionen-TUN
Peter Hesdorf, adm. direktør, Byggeriets Evaluerings Center
Elly Kjems Hove, Branchedirektør, DI Byg
Læs mere om de enkelte vinder-projekter og dommernes kronik i magasinet BYGGERI på www.byggeri.dk under menuen Årets Byggeri 2012.
Fotos:
Vedhæftet denne mail er billeder af de enkelte byggerier, som kan benyttes i forbindelse med omtale af vinderne. Kildehenvisning til Magasinet BYGGERI og fotograf som angivet på de enkelte fotos:
VUC Sønderborg1, Vinder kategori ÅBEN. Foto: Thomas Mølvig
VUC Sønderborg2, Vinder kategori ÅBEN. Foto: Thomas Mølvig
Bestseller Logistikcenter Nord1, Vinder kategori ERHVERVSBYGGERI. Foto: Thomas Mølvig
Læs mere her
tags: Danmark, København, direktør, LO, OL, 2012, motorvej, Sønderborg, Sønderjylland, energi, arbejdsmiljø, undervisning, studerende, sprog, miljø, Rockwool, Bestseller, Haderslev,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar