Gottlieb Paludan Architects har, i samarbejde med ES Consult, NIRAS, Bartenbach Lichtlabor og kunstneren Anita Jørgensen, vundet den indbudte projektkonkurrence om en ny stibro for cyklister og fodgængere over baneterrænet midt i Odense. Broen skal forbinde midtbyen med de nye byudvik-lingsområder ved havnen og være et vartegn for byen særdeles synligt for alle, der passerer Odense Banegård med toget, til fods eller på cykel.
Dommerkomitéen skrev i sin betænkning: Stibroen har en naturlighed og forankring i forhold til stedet og virker nærmest, som om den altid har været der. Det er panoramaet, udsigten og mennesker i bevægelse, der her er i centrum for oplevelsen, og derfor den egentlige ikoniske nerve i forslaget.
Vinderforslaget skaber en broforbindelse med store oplevelsesmæssige og designmæssige kvaliteter, og med en klar og attraktiv funktionalitet for de mennesker, som vil få deres daglige vej til arbejde, skole eller fritidsaktiviteter via stibroen.
Broprojektet er udformet som en organisk forlængelse af byens rum i en indbydende, glidende bevægelse mellem nord og syd. Under mottoet Byen i bevægelse er det projektets ambition at designe en enkel og smuk konstruktion med de naturlige trafikmønstre som udgangspunkt og således sikre de grundlæggende betingelser for, at broen bliver en levedygtig attraktion for byens fodgængere og cyklister.
Broens og byens fixpunkt bliver den 30 meter høje pylon i højglanspoleret stål, som bærer broens længste spænd og markerer dens forankring til byens centrum. Pylonen lyssættes i lighed med resten af bro-konstruktionen således at den dynamisk reflekterer det, som det hele handler om; nemlig be-vægelserne over broen. Dette gælder generelt for broens belysning, som synkroniseres med det aktuelle flow af cyklister og fodgængere fra by til havn og omvendt.
Realiseringen af broen vil desuden berige Odense med to nye attraktive pladser den ene ved Kongens Have, centralt i byen og den anden ved Kottesgade/Lerchesgade og det kommende VUC. Pladserne vil bl.a. tjene som mødested og ankomstplads for togpassagerer og der etableres ca. 1400 nye cy-kelparkeringspladser på de to nye pladser.
Kristian Hagemann fra Gottlieb Paludan Architects siger om afgørelsen: Vi ser meget frem til at realisere vinderforslaget sammen med Odense Kommune og vore samarbejdspartnere. Stibroen vil give et stort løft til mobiliteten, bylivet og cyklismen i Odense og det glæder os at Odense Kommune vælger at prioritere veldesignet, langtidsholdbar og funktionel hverdagsarkitektur som byens nye vartegn.
Ingeniørerne bag brodesignet fra ES Consult og NIRAS siger om projektet: "Det har været en meget spændende designkonkurrence at deltage i. Processen med at få æstetik, funktion og teknik til at gå op i en højere enhed via et kreativt samarbejde har været yderst inspirerende. Nu glæder vi os til at medvirke til at løse de tekniske udfordringer en sådan konstruktion giver, når den skal bygges hen over mere end 20 jernbanespor i drift."
Læs mere her
tags: kunst, Odense, cyklist, kreativ, konkurrence,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar