Dansk Byggeri Sydøstjylland opfordrer borgmestrene i de fem sydøstjyske kommuner til at få brugt de midler der er afsat til bygge- og anlægsopgaver, så de mange ledige håndværkere kan komme i arbejde.
Dansk Byggeri Sydøstjylland har i løbet af 2010 været ude og tale med borgmestrene i fire ud af fem kommuner i Sydøstjylland. På møderne har der alle steder været fokus på nødvendigheden af vedligeholdelse af bygninger og veje.
- Vi har med alle borgmestre haft en konstruktiv og åbenhjertig dialog, hvor vi i fællesskab kan konstatere, at de kommunale bygninger mangler vedligeholdelse. Vedligeholdelsesbudgetterne har ikke været prioriteret lige højt i alle kommuner, og en del projekter har ladet vente på sig, siger Michael Kristensen, formand for Dansk Byggeri Sydøstjylland.
Der har også været emner som affaldsgebyrer og åbningstider på genbrugsstationerne, sagsbehandlingstider i de tekniske forvaltninger, udlicitering af kommunale opgaver som vej- og bygningsvedligeholdelse og den kommunale indsats for at spare energi på dagsordenen for møderne.
- Det er relevante og vigtige drøftelser, hvor vi fra Dansk Byggeri Sydøstjylland har fået lejlighed til at aflevere vores synspunkter og politikker, og der er fra borgmestrenes side lydhørhed og forståelse for vores tilgange og løsningsforslag. Det er vigtigt, at borgmestrene bliver opdaterede på hvilke forhold, der gør det nemmere at drive privat virksomhed rundt i kommunerne, siger Michael Kristensen og fortsætter:
- Vi har desuden drøftet dækningsafgiften, som rammer de sydøstjyske virksomheder hårdt. De sydøstjyske virksomheder betaler i år en særskat på 336 mio. kr. Vi håber derfor, at kommunerne ved næste års budgetforhandlinger, vil afskaffe dækningsafgiften eller vedtage en tidsplan for at afskaffe den.
På møderne har der været stor enighed om behovet for at gøre noget ved arbejdsløsheden blandt unge. Men løsningen er ifølge Michael Kristensen ikke, som man påtænker i Horsens Kommune, at indføre sociale klausuler.
- Sociale klausuler straffer de virksomheder, der i forvejen løfter et stort uddannelsesansvar, og ordningen risikerer at være kontraproduktiv, da virksomhederne vil vente med at ansætte lærlinge, til de har vundet en kommunalopgave, hvor det er et krav. Desuden vil sociale klausuler ødelægge det naturlige uddannelsesflow i virksomhederne, hvor man typisk tager lærlinge i fulde læreforhold, da klausulerne vil tilskynde til, at man i stedet indgår korte uddannelsesaftaler eller delaftaler, siger Michael Kristensen og fortsætter:
- De seneste opgørelser viser, at antallet af praktikpladsaftaler i hele bygge- og anlægsbranchen er steget med 25 procent i forhold til samme tid sidste år. Det er positivt, og viser, at når der kommer flere ordrer til virksomhederne, så ansætter de også flere lærlinge, siger Michael Kristensen.
Kontakt:
Michael Kristensen, formand for Dansk Byggeri Sydøstjylland, telefon: 20 20 82 55
Peter H. Wagner, områdekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 88
Foto:
Billede af Michael Kristensen kan downloades via dette link: http://billeder.danskbyggeri.dk/download/Site/index.jsp recordID=11506
Læs mere her
tags: arbejdsløshed, 2010, politi, Horsens, uddannelse, downloade, arbejdsløs, virksomhed, energi, praktikplads, praktikpladsaftale, lærling, kaffe,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar