Blandt 14 kandidater modtog Vestforsyning A/S årets pris
Det blev Nibsbjerg Vandcenter på Idomvej i Holstebro, der løb med Holstebro Kommunes Arkitekturpris 2010. Blandt 14 kandidater til prisen valgte bedømmelseskomiteen det nye vandcenter, som Vestforsyning A/S står bag. Vandcentret, der er tegnet af A2 Arkitekterne A/S, blev indviet i starten af november i år.
Vestforsyning A/S fik overrakt prisen af formanden for bedømmelseskomiteen, borgmester H. C. Østerby, torsdag den 25. november i Byrådssalen i Holstebro. Prisen består af et diplom og en plade.
Bedømmelseskomiteen lagde i valget af Nibsbjerg Vandcenter bl.a. vægt på, at vandcentret er indpasset godt i det eksisterende villakvarter, at arkitekturen afspejler funktionen, at borgerne i området lige fra starten har været inddraget i projektet, og at udearealerne ved centret indrettes til gavn for bl.a. områdets børn. (Bedømmelseskomiteens motivering i sin fulde ordlyd er vedhæftet denne pressemeddelelse.)
Bedømmelseskomiteen
Bedømmelseskomiteen har seks medlemmer. Det er:
* Borgmester H. C. Østerby, der er formand.
* 1. viceborgmester og medlem af Teknisk Udvalg, Eli Vium.
* Henrik Hoffmeyer, Holstebro, der er udpeget af Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Holstebro og Omegn.
* Aage Schmidt-Christensen, Sdr. Nissum, der er udpeget af BY og LAND i Ulfborg-Vemb området.
* To medlemmer fra Akademisk Arkitektforening. Det er arkitekt Mads Møller, C. F. Møllers Tegnestue i Århus, og arkitekt Mette Stavad, Pluskontoret A/S, Århus.
Fakta om arkitekturprisen
Formålet med prisen er at påskønne initiativtagere, der medvirker til at skabe god arkitektur og forskønner kommunen. Prisen kan tildeles tre typer af emner:
* Gode og smukke nybygninger.
* Smukke og veltilpassede om- og tilbygninger.
* Andre anlæg, der bidrager til at forskønne kommunen.
I 2009 var der to vindere af Holstebro Kommunes Arkitekturpris. Det var ejendommen Østergade 3 i Holstebro og Projekt Byrum, Å og Kultur i Holstebro.
Flere oplysninger:
Sekretær i bedømmelseskomiteen, planchef Søren Hemdorff, Holstebro Kommune, tlf. 9611 7640.
Tekst til vedhæftede fotos:
* Vestforsyning A/S fik Holstebro Kommunes Arkitekturpris 2010 for Nibsbjerg Vandcenter. (Foto: Holstebro Kommune).
* Formanden for bestyrelsen for Vestforsyning A/S, Arne Lægaard (tv), modtog diplomet for arkitekturprisen af borgmester H. C. Østerby. (Foto: Holstebro Kommune).
* Fra overrækkelsen af arkitekturprisen ses fra venstre Freddy Quist, Alice Højmark Storgaard og Poul Therkelsen (alle fra A2 Arkitekterne A/S, Holstebro, der har tegnet Nibsbjerg Vandcenter), administrerende direktør Jørgen Udby og vand- og miljøchef Avi Gaye (begge fra Vestforsyning A/S), formand for Vestforsynings bestyrelse, Arne Lægaard, og borgmester H. C. Østerby, Holstebro Kommune. (Foto: Holstebro Kommune).
Læs mere her
tags: 2009, 2010, direktør, Århus, borgmester, Holstebro, pressemeddelelse, miljø, Byråd, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar