onsdag den 27. februar 2013

Dansk Byggeri klar til nyt bygningsreglement

I Dansk Byggeri ventes der spændt på det nye bygningsreglement, der forventes at komme på gaden omkring 1. juli. De nye bestemmelser er i høj grad koncentreret i den del af reglementet, der regulerer bygningers energiforbrug, og Dansk Byggeri forventer, at det også vil være her, medlemmerne har mest brug for rådgivning.

Bygningsreglementet har været i offentlig høring i løbet af foråret, og den erhvervstekniske afdeling i Dansk Byggeri har læst flittigt på udkastet til reglementet. Så flittigt, at organisationen kan rådgive medlemmerne allerede den dag, det nye reglement er kendt.

- Der vil naturligvis være dele af det færdige bygningsreglement, der er ændret siden vi så på udkastet. Men vi har arbejdet så meget med forberedelserne, at det vil være helt naturligt for os, at skulle rådgive medlemmerne den overgangsperiode der bliver, inden BR10 er endeligt taget i brug siger afdelingschef Eva Kartholm fra Dansk Byggeri.

Der er skærpelser af stort set alle krav til bygninger energiforbrug, og det giver god mening. Man regner med, at ca. 40 % af energiforbruget i Europa anvendes til opvarmning, ventilation, belysning, varmtvandsproduktion og køling i bygninger. Allerede tilbage i efteråret 2001 kom der nye EU-regler om bygningers energiforbrug, og disse regler indbygges afspejles også i bygningsreglementet.

- For medlemmerne betyder det nye bygningsreglement, at de skal sætte sig ind i en del nye regler. Nogle af bestemmelserne om begrænsning af energiforbruget betyder også, at medlemmerne skal anvende andre løsninger end de, som kan bruges i dag, og der vil blive behov for nytænkning især i forbindelse med løsning af nogle af de kendte knudepunkter. Vi efterlader naturligvis ikke medlemmerne helt alene med de nye udfordringer. Vi står stand by med rådgivning, hvis reglerne giver ekstraordinære udfordringer, lover Eva Kartholm.

I nybyggeriet kan man heldigvis tænke tingene grundigt igennem på tegnebordet, og det samme gælder for de helt store renoveringssager, hvor der er projekteret på arbejdet. Derfor kan det også være de mindre renoveringssager, der bliver den største udfordring. I de sager løses udfordringerne ofte i takt med, at de opstår. Så rejses behovet for kreativ tænkning, når der skal skaffes plads til større isoleringstykkelser, en tæt dampspærre eller noget lignende. Afhængig af den endelige udformning af Bygningsreglementet, kan medlemmerne i særligt komplicerede renoveringssager gøre klogt i, at samarbejde med en rådgiver, så konstruktionen er på plads inden arbejdet går i gang.

- Hos Dansk Byggeri er vi ikke nervøse for, at medlemmerne ikke kan opfylde reglementskravene. Med den håndværksmæssige kunnen, som de hver dag praktiserer, er det ikke et problem. Men vores erhvervstekniske afdeling er opmærksom på, at det som tidligere var enkelt, måske er blevet mere kompliceret nu, og at bygherren skal vænne sig til, at der kan være brug for også at bruge ressourcer på projektering, siger Eva Kartholm.

Dansk Byggeri planlægger eftermiddagskurser om Bygningsreglementet over hele landet, men venter til efter sommerferien, for at være sikre på, at alle har mulighed for at være tilbage fra sommerferie. Medlemsmøderne kommer således til at ligge i perioden fra slutningen af august til ca. midten oktober.

Kontakt
Afdelingschef Eva Kartholm, Dansk Byggeri, telefon 20 20 01 98
Kommunikationskonsulent Anja Binderup telefon 25 66 63 07

Læs mere her

tags: Europa, EU, 2001, energiforbrug, kreativ, energi, organisation, sommerferie, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar