Strømlinede og tidløse skilte sørger for, at man kan finde vej i de fire nybyggede retsbygninger i Kolding, Holstebro, Herning og Holbæk. Her har skilteleverandøren Modulex stået for skilteløsningerne, både indendørs og udendørs.
Autoritet følger næsten med per automatik, når en bygning skal huse retssale, hvor skæbner bliver afgjort. Men der er pondus bag de store moderne bygninger, der rummer den dømmende magt. Samtidig understøtter bygningernes minimalisme rettens image som en imødekommende og åben institution.
Man fornemmer magten, der falder godt i tråd med de rene og enkle linjer i bygningerne , siger Susanna Ølgod, Key Account Manager hos Modulex, der har været projektleder på skilteløsningen til retsbygningerne.
En let forståelig og klar skiltning er vigtig i en retsbygning, så man trygt og roligt bliver ledt den rette vej. Skiltningen er ens i alle fire bygninger, og det var det, bygherrerne søgte, forklarer Susanna Ølgod.
Ensartetheden gør, at det er nemmere at vedligeholde. Man ønskede også at få den renhed og enkelthed, som bygningerne udtrykker, over på skiltene. Og derfor er skiltene meget enkle for ikke at forstyrre og stjæle unødig opmærksomhed.
Tidløs
De lysegrå, tidløse skilte med en mørkerød streg som et twist harmonerer med de farver, der ellers er i bygningerne blandt andet på vinduesrammerne. Det strømlinede design er helt bevidst. Det skulle ikke være prangende. Skiltene skal være der, for at man kan orientere sig. Man bliver ikke forstyrret og kan bevare fokus.
Skiltene skal samtidig være noget, man kan holde ud at se på i flere årtier. Derfor blev løsningen enkel, pæn og nem at opdatere, fordi teksterne er folietekster. De kan fjernes, og nye kan sættes på efter behov , fortæller Susanna Ølgod, der, inden prøveskiltene var klar, besøgte andre retsbygninger for at finde inspiration.
Alle fire retsbygninger er OPP-projekter (Offentligt-Private Partnerskaber) og opført af entreprenøren A. Enggaard A/S. I OPP går det offentlige fra at være bygherre til at være bestiller. Her er Bygningsstyrelsen bestilleren, der lejer bygningerne i 20-30 år af OPP-leverandøren. Domhusstyrelsen er kunden, og de enkelte retter er brugerne af bygningerne. Derfor har skiltene også være forbi Bygningsstyrelsen til godkendelse.
En indre og ydre zone
Flere grupper af mennesker bevæger sig rundt i en retsbygning. Det stiller store krav til indretningen, ikke mindst skiltningen. Bygningerne er derfor blevet opdelt i zoner. En ydre zone til brugerne og en indre til medarbejderne. Herunder et område til dommerne, en arrestant-zone samt en halv-offentlig zone, hvor domsmændene ikke behøver blande sig med tilhørere og samtidig ikke forstyrrer personalet.
Alle disse hensyn har betydet, at retsbygningerne har rigtig mange gange og døre, der sikrer, at både dommere og arrestanter kan bevæge sig rundt uden at støde ind i hinanden.
Susanna Ølgod fra Modulex har med udgangspunkt i de forskellige brugergruppers behov udarbejdet en omfattende wayfinding-analyse, som sikrer optimal anvendelse af skiltningen i de fire bygninger.
Vi har brugt meget tid på at få det til at passe, så det er nemt at finde rundt. Det er naturligvis mest i de zoner, hvor borgerne kommer udefra, at skiltene er vigtige som en visuel guide , siger Susanna Ølgod.
Udfordringen har været kompleksiteten med så mange rum og så mange gange. Det har været tidskrævende at få placeret skiltene korrekt og ikke mindst få alle skiltene med.
Et af skiltene er specialdesignet til at hænge uden for retssalene. Her var der brug for et fleksibelt skilt, der kunne rumme dagens retslister som udskiftes op til syv gange pr. dag. Der har været rigtig mange skilte at få på plads. Vi snakker om godt 700 skilte i alle fire bygninger , lyder skønnet fra Susanna Ølgod.
Modulex blev oprindeligt grundlagt af LEGO koncernen i 1963 og er i dag blandt verdens førende virksomhed inden for wayfinding, skiltning og visuelle løsninger. Med et verdensomspændende forhandlernetværk er virksomheden repræsenteret i mere end 45 lande.
Læs mere her
tags: retten, Holbæk, Holstebro, Kolding, Herning, virksomhed, projektleder,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar