MT Højgaard har den 24. juni installeret det første fundament i vindmølleparken Sheringham Shoal Offshore Wind Farm, der ligger i havet ud for Norfolk i England.
I løbet af de kommende ni måneder skal MT Højgaard installere yderligere 89 fundamenter i den 35 km2 store havvindmøllepark, der kommer til at forsyne 200.000 britiske husstande med el.
Fundamenterne består af de såkaldte monopiles, der er store, hule stålrør, som er mellem 44 og 61 meter lange og vejer fra 375 til 530 ton. Hver monopile skal rammes 23-37 meter ned i havbunden, hvilket sker ved hjælp fra en hydraulisk hammer ombord på flydekranen Svanen.
Ovenpå hver monopile monterer MT Højgaard et overgangsstykke, der er 23 meter højt, vejer omkring 220 ton og fungerer som holder for selve vindmøllen.
MT Højgaard er blandt de mest erfarne virksomheder i verden inden for installation af fundamenter til offshore vindmøller, og hos sektionsdirektør Jesper Byberg er der glæde over, at det første fundament i Sheringham Shoal nu er på plads.
Selv om vi nu har arbejdet med at designe og fabrikere fundamenterne i to år, er det altid noget særligt at få rammet det første fundament ned i havbunden. Endnu engang har vores medarbejdere på havet bevist, at de er utroligt dygtige til at håndtere de meget tunge enheder med stort fokus på sikkerheden under vanskelige forhold, siger han.
Fundamenterne bliver fabrikeret i Holland og Belgien og sejlet til Sheringham Shoal. Havdybden i området varierer fra 15 til 22 meter, og hver enkelt monopile er unik og designet og fabrikeret præcis til det sted, hvor den skal installeres, så der ligger også et omfattende udviklings- og logistikarbejde bag.
Fundamenterne skal holde til enorm påvirkning fra naturens kræfter, og der ligger et stort ingeniørarbejde bag designet af dem. Når vi er førende i verden på det her område, skyldes det også, at vi har alle de rigtige kompetencer i huset og et tæt samarbejde med gode rådgivere og underleverandører, siger Jesper Byberg.
Sheringham Shoal-projektet ejes af Statoil (50%) og Statkraft (50%) gennem selskabet Scira Offshore Energy Ltd.
Fakta om Sheringham Shoal Offshore Wind Farm:
- 88 vindmøller som hver har en kapacitet på 3,6 MW den samlede kapacitet bliver 315 MW, nok til at forsyne mere end 200.000 husstande med ren energi.
- 2 Transformatorstationer til havs.
- Turbinetårnene bliver 80 meter høje og møllevingerne 52 meter lange.
- Vindmølleparken bliver diamantformet og dækker et areal på ca. 35 km2.
- Vindmølleparken bliver koblet til det nationale elnet via et 21,6 km langt underjordisk kabel.
###
For yderligere oplysninger kontakt:
Jesper Byberg Sofie Lindberg
Sektionsdirektør Kommunikationschef
Telefon 2270 9649 Telefon 2270 9214
MT Højgaard er en af Nordeuropas førende bygge- og anlægsvirksomheder. Opgaverne omfatter projektering, opførelse og renovering af anlæg, broer, boliger og erhvervsbygninger. Virksomheden har hovedkontor i Danmark, dækker hele landet og har fokuserede internationale aktiviteter, primært i Europa og Asien. MT Højgaard omsatte for 9 mia. kr. i 2009 og har 5.000 medarbejdere. www.mth.dk.
Læs mere her
tags: England, Danmark, euro, 2009, Europa, Holland, direktør, Asien, Belgien, virksomhed, Norfolk, husstand, energi, Statoil, vindmøller, Højgaard, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar