søndag den 17. marts 2013

Markedskontrol af træplader

Erhvervs- og Byggestyrelsen vil i den kommende tid kontrollere, om træplader opfylder kravene til CE-mærkning. Dansk Byggeri anbefaler entreprenørerne at stille de fornødne krav til deres leverandør.

Byggevaredirektivet stiller krav om CE-mærkning til en lang række byggematerialer. Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen, der kontrollerer, om kravet til CE-mærkning opfyldes.

Kontrollen sker blandt andet på byggepladser, hos grossister, hos trælasthandlere og i de havne, hvor importerede varer kommer ind i landet. I den kommende tid vil Erhvervs- og Byggestyrelsen kontrollere, om træplader, som anvendes i konstruktioner, opfylder kravene til CE-mærkning.

- Vi anbefaler, at medlemmerne er særligt opmærksomme på, at kontrollen også omfatter krav til entreprenøren om at kunne dokumentere, at de anvendte byggevarer er CE-mærkede. Entreprenøren bør således være opmærksom på, at stille de fornødne krav til sin leverandør, siger Eva Kartholm, afdelingschef i Dansk Byggeri.

Betonelementer bliver den næste gruppe af byggevarer, som udtages til kontrol. Det forventes at ske efter sommerferien.

Dansk Byggeris medlemmer bliver orienteret nærmere om markedskontrollen i et Cirkulært, der beskriver: Hvem der kontrollerer, hvad der kontrolleres og hvilke sanktioner, der kan komme på tale. Cirkulæret kan ses på www.danskbyggeri.dk under Erhvervsteknik.

For yderligere information :
Afdelingschef Eva Kartholm, telefon 72 16 01 42
Kommunikationskonsulent Anja Binderup, telefon 25 66 63 07

Læs mere her

tags: sommerferie,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar