Denne vinter er ekstraordinært mange tagkonstruktioner blevet beskadiget som følge af det store snefald, særligt mange i Nordjylland. For at kunne lære af de mange sneskader opfordrer Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet til, at bygningsejere ikke blot indberetter skaderne til forsikringen, men også til forskerne.
Forskningschef Niels-Jørgen Aagaard fra SBi understreger, at det ind til videre står helt åbent, hvad der er årsagen til den seneste tids mange skader. Han forklarer, at når taget svigter under snelast, kan det skyldes flere forskellige forhold:
* Konstruktionen overholder byggereglerne, men snelasten er større, end man i reglerne på opførelsestidspunktet regnede med, at den kunne blive.
* Konstruktionen overholder ikke reglerne, enten fordi der er begået fejl i dimensioneringen, eller fordi der er sjusket under udførelsen.
* Taget er dårligt vedligeholdt. F.eks. fremmer amoniakdampe fra husdyr korrosionen af søm, skruer og beslag.
"Først efter en samlet undersøgelse kan man afgøre, om dette års mange sneskader skyldes dimensioneringsfejl og byggesjusk, eller om der er tale om andre årsager, f.eks. at de gældende regler for snelast er utilstrækkelige ", siger Niels-Jørgen Aagaard.
"Netop derfor er det vigtigt, at bygningsejere fra hele landet indberetter sneskaderne til os, så oplysningerne kan indgå i vores svigtdatabase", siger han.
Der var også kollapser i 2007
I februar 2007 kollapsede tagene på 13 bygninger, efter det havde sneet i flere dage. Dengang undersøgte SBi årsagen og fandt ud af, at i de fleste tilfælde lå de skadede tage i læ af en højere bygning, eller også havde de en tagflade med store niveauforskelle. Derfor samlede sneen sig i driver og påførte tagkonstruktionerne ekstra store belastninger.
"I 2007 fandt vi et mønster, som kunne tyde på, at byggereglerne ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den snelast, som kan opstå på brede tage, der ligger i læ for vinden", siger seniorrådgiver Erik Steen Pedersen fra SBi og forklarer, at på brede tage kan tagryggen give så meget læ, at der dannes langt dybere snedriver end på smalle tage. I øvrigt levede ingen af de undersøgte bygninger op til dagens forskrifter. Forskerne er naturligvis nysgerrige efter, om det samme mønster kan findes i dette års, langt talrigere sneskader.
Indberet skader til SBi
Bygningsejere som har fået alvorlige skader på deres tag som følge af snelast, opfordres til at kontakte seniorrådgiver Erik Steen Pedersen på mail :
http://www.sbi.dk/medarbejdere/ESP/ searchterm=None
De oplysninger, som SBi modtager, vil ikke blive offentliggjort i en form, der kan påvirke afgørelsen af skyldsspørgsmål etc.
Yderligere oplysninger: Forskningschef Niels-Jørgen Aagaard (telefon 9940 2385), seniorrådgiver Erik Steen Pedersen (telefon 9940 2299) eller adjungeret professor Jørgen Nielsen (telefon 9940 2264).
Læs mere om 'Forskere ønsker oplysning om byggeskader fra sne' :
http://www.sbi.dk/byggeteknik/konstruktioner/sikkerhed-og-last/forskere-onsker-oplysning-om-byggeskader-fra-sne-1
Læs mere her
tags: Nordjylland, Aalborg, Aalborg Universitet, 2007, Forskning, database, Forsker,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar