Det er vist synligt for enhver, at der er godt gang i hjulene i Danmark og det ikke mindst i byggebranchen, hvor der bygges nyt og renoveres som aldrig før! Boligen spiller en stadig større rolle hos danske familier. Tidligere var der størst fokus på det indvendige, dvs. køkken, bad, valg af klinker, gulve, lofter osv. Det har dog ændret sig markant igennem de seneste år, hvor også boligens individuelle fremtoning spiller en stor rolle, når det gælder de ydre facader vinduer, mur– og træværk, tag osv.
"Vi oplever en langt større interesse for tag, både fra håndværkere og forbrugere. Det er tydeligt, at der bruges meget mere tid på at finde den helt rigtige tagløsning, der harmonerer med det øvrige valg af materialer. Forbrugeren har for alvor opdaget, at et tag ikke bare er rødt eller sort, men at der findes utallige muligheder, både når det gælder materialer, udformning, farver og overflader", udtaler Flemming Lund, salgschef hos Lafarge Roofing.
"Spørgelysten og ønsket om fakta og information om de enkelte produkter er stor. Forbrugeren ønsker frem for alt høj kvalitet, og vi mærker også en øget interesse for at opnå tryghed i valget af tagleverandør. Forbrugeren værdsætter i højere grad end tidligere den tryghed, det f.eks. er at vælge en stor, professionel leverandør, der kan rådgive seriøst under hele tagkøbsprocessen og som også på længere sigt kan være behjælpelig, hvis uheldet er ude og enkelte tagsten blæser ned under en storm om 5 år" siger Flemming Lund. "Ved køb af udenlandske tagsten over internettet opnår forbrugerne ikke den samme sikkerhed, som når de vælger en veletableret dansk producent. Den store interesse for kvalitet, garanti og sikkerhed mærker vi dagligt via vores salgskonsulenter og kundeservice, hvor vi modtager mange spørgsmål om tag fra både håndværkere og almindelige forbrugere".
Stor interesse for tagnyheder
På den netop afholdte fagmesse Byggeri 2006 i Fredericia kunne Lafarge Roofing præsentere to nyheder B&C Protector og Hollander falstagsten i farven antracit. Mere end 31.000 håndværkere, entreprenører, arkitekter og andre byggefolk besøgte udstillingen.
"På Lafarge Roofings stand oplevede vi 4 hektiske dage med fokus på tag. Rigtig mange kiggede indenfor til en tagsnak og ikke mindst for at se det store udvalg i tagsten og tilbehør ", udtaler Flemming Lund, salgschef hos Lafarge Roofing. "Vores nye betontagsten B&C Protector, der er kendetegnet ved sin glansfulde og unikke overflade, der forøger tagstenens æstetiske levetid med 30%, fik stor opmærksomhed. På teglsiden kunne vi også præsentere en nyhed, nemlig den populære falstagsten Hollander i en spændende antracitgrå farve".
Kunst, håndværk og tradition
En del af Lafarge Roofings stand var omdannet til Volstrup Teglværk i miniformat. Her kunne de mange besøgende følge kunstneren Monica Ritterband og håndstrygernes arbejde med fremstilling af dråbefade og håndstrøgne tegltagsten. Dråbefade og specielle dråbekrus designet af Monica Ritterband var præmierne i en store konkurrence, der gik ud på at svare rigtigt på en række spørgsmål om Lafarge Roofing.
Billedtekst: Travlhed på Lafarge Roofings stand på Byggeri 2006 i Fredericia
Læs mere her
tags: Danmark, Holland, internet, kunst, storm, 2006, Fredericia, konkurrence, træværk,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar