tirsdag den 11. februar 2014

Slut med betonstøv og oliepletter på rå betongulve

image description
Nyt simpelt poleringssystem forvandler rå beton til rengøringsvenligt gulv
Med Concria systemet fra Rockidan kan man opgradere det konstant støvende og sugende rå betongulv til en stærk og vandafvisende overflade med en helt almindelig gulvvaskemaskine. Systemet bygger på et antal særlige slibeskiver, som sammen med en imprægneringsvæske, der forstærker betonen i dybden, og en tætnende sealer skaber en støvfri og meget rengøringsvenlig overflade.

Slibeskiverne – de såkaldte sleaks – anvendes med stigende finhedsgrad, så man først fjerner skidt og snavs fra overfladen og derefter sliber betonoverfladens mikrostruktur helt glat. Efter påføring af betonhærderen med lavtrykssprøjte og mikrofiberklud foretages yderligere polering med stadig finere sleaks, inden man til sidst forsegler overfladen.

- Støvproblemer og olienedsivning er en daglig udfordring for virksomheder med rå betongulve, siger Rockidans administrerende direktør Jens Veibye Johansen. Indtil nu har alternativet været renovering med støvbinder eller maling, som kræver, at gulvet tages ud af drift i et par dage. Men med Concria kan man færdigbehandle op til 500 kvadratmeter på en enkelt dag, og fordi der hverken er støv, larm eller lugt, kan gulvarbejdet udføres samtidig med at andet personale er i gang lige ved siden af, fremhæver Jens Veibye Johansen.

Concria-processen kræver ikke specialuddannelse og involverer ingen sundhedsskadelige kemikalier. De simple arbejdsgange kan dermed udføres af det personale, der er vant til at betjene gulvvaskemaskinerne. Er der flere maskiner til rådighed, kan flere arbejdsgange endda udføres samtidig, fordi der ikke er nogen ventetid mellem de enkelte arbejdstrin.

Behandlingen giver ifølge Rockidan en varig forbedring af betongulvet og skal ikke fornyes for at bevare effekten, men Jens Veibye Johansen er ikke bange for, at det nye system bliver en konkurrent til Rockidans epoxymalinger til betongulve.
- Der ligger jo tusindvis af ubehandlede betongulve rundt omkring, hvor der ikke er et teknisk behov for en stærk epoxymaling eller -belægning. Men derfor er der helt sikkert mange, der alligevel går og drømmer om at slippe for støv overalt og oliepletter, der aldrig går væk. Og det findes der nu en effektiv og overkommelig løsning på, konstaterer Rockidan-chefen.

Læs mere her

tags: direktør, uddannelse, virksomhed, kemi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar