lørdag den 1. marts 2014

BNP-tal understreger behovet for vækstpakke

Forudsætningerne var til stede for pæn økonomisk vækst i 4. kvartal med både stormskader og "hamstring" af investeringer – men resultatet blev alligevel negativt. Det er igen privatforbruget, der skuffer fælt og trækker ned. Trods betydelige udsving i de to seneste kvartaler, lander det samlede facit for BNP-væksten i 2013 dog helt som forventet på beskedne, men trods alt positive +0,4 pct.
- Stemningsskiftet er fortsat svært at sætte tal på. Der er forbedringer i flere af de bløde økonomiske nøgletal, men generelt har dansk økonomi endnu ikke formået at lægge krisen bag sig. Og et samlet facit på +0,4 pct. i BNP-vækst i 2013 er ikke tilstrækkeligt til for alvor at trække beskæftigelse og investeringer med op, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Han peger så på, at når man ikke kan glæde sig over konjunkturudviklingen, kan man i det mindste glæde sig over, at der i de senere år er gennemført strukturreformer blandt andet på arbejdsmarkedet, som vil gavne økonomien på længere sigt.

- Men det er som om, at man i den økonomiske politik ikke kan finde koblingspunktet mellem det korte og det lange sigt. BNP-væksten har nu i flere år systematisk overrasket negativt, mens de offentlige finanser har overrasket positivt. I den situation burde det ikke være et kættersk synspunkt at ville stimulere økonomien mere her og nu. Dansk økonomi er i hvert fald langt fra et selvbærende opsving, hvilket dagens tal sætter en tyk streg under, siger Bo Sandberg.

Trods alt også lyspunkter
Selvom dagens BNP-tal overordnet ryger i den negative vægtskål, så er der også lyspunkter, og Bo Sandberg advarer mod at fokusere alt for meget på den sæsonkorrigerede kvartalsvise BNP-vækst, som svinger meget og er svær at forudsige.

- Årsvæksten er mere interessant og informativ. Og her gik det som forventet med et plus på 0,4 pct. i 2013. Man bør også hæfte sig positivt ved, at beskæftigelsen ifølge nationalregnskabsopgørelsen steg med ca. 9.000 personer i 2013. Det er første gang siden finanskrisen, at der er positivt fortegn i den statistik. Men der er langt op til de ca. 170.000 job, der er mistet siden 2008, slutter Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: 2008, politi, finanskrisen, økonomi, regnskab, 2013, nøgletal, storm, arbejdsmarked, beskæftigelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar