Smæk vinduerne op, luk foråret ind, og tør det hele over med en fugtig klud, nu du er i gang. Det forlænger levetiden på dine vinduer
Foråret er en god anledning til at tage sig lidt af sine vinduer. Ruderne trænger sikkert til at blive pudset, men også karme, rammer, false og tætningslister vil have godt af en våd klud. "Lidt kærlig pleje får faktisk dine vinduer til at leve længere", siger Erik Peitersen.
Han er kendt som fjernsynets kreative gør det selv-mand og arbejder for tiden sammen med vinduesproducenten Rationel om at gøre danskerne klogere på vinduer og vælge den mest holdbare løsning.
"Vinduer af høj kvalitet kan holde i årtier. Og da ingen har lyst til at skifte vinduer oftere end nødvendigt, vil jeg klart anbefale at pleje dem lidt undervejs", siger Erik Peitersen.
Spindelvæv, snavs og små insekter finder ofte ind i vinduernes kroge i løbet af vinteren, hvor det blokerer for automatisk vandafløb og nødvendig ventilation. Det er skidt, advarer Erik Peitersen, for det kan skabe fugt i træværket, hvis det ikke bliver fjernet. Så rammer, karme og false skal have en ordentlig tur et par gange om året, hvis du vil passe godt på dine vinduer.
På samme måde bør man tørre tætningslisterne af, da snavs kan gøre dem så ujævne, at vinduet ikke længere lukker tæt, siger Erik Peitersen og oplyser, at vand og almindeligt rengøringsmiddel er helt fint til formålet. Bagefter kan man smøre listerne med en smule silikonespray, så de ikke tørrer ud det kan købes i et hvilket som helst byggemarked og påføres let med en klud.
Også vinduer beklædt med aluminium vil blive glad for en våd klud et par gange om året. Vil man derudover gøre lidt ekstra for dem, kan de behandles med autovoks uden slibemiddel. Det får farven til at holde længere og gør overfladen pæn og smudsafvisende.
"Mere avanceret er det heller ikke. Og det tager heller ikke alverden med tid at give hele vinduet et forårstjek, når man nu har kastet sig over at pudse ruderne", siger Erik Peitersen.
Peitersens genvej til rene vinduer
1. Rengør hele molevitten ikke kun ruden
Fjern også snavs og spindelvæv i false og kroge og på ramme, karm og tætningslister det forlænger vinduernes levetid.
2. Tjek træværket
Hvis der er revner eller sprækker i malingen, kan der trænge fugt ind i træet. Sørg for at udbedre det straks, så nedbrydningen ikke får rigtig fat.
3. Brug almindeligt sæbevand
Et skvæt opvaskemiddel eller almindeligt rengøringsmiddel er helt fint til at opløse snavs. Tilsæt eventuelt lidt salmiakspiritus, hvis vinduerne er meget beskidte af sod eller nikotin.
4. Vær hurtig med skraberen
Vælg en skraber med blød gummikant. Og skrab hurtigt, så sæbevandet ikke når at fordampe først det giver nemlig striber på ruden.
5. Tør efter med et gammelt viskestykke
Gå kanter og hjørner efter med en tør, fnugfri klud.
Læs mere her
tags: silikone, kemi, kreativ, byggemarked, træværk, nikotin,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar