søndag den 20. april 2014

Mangel på struktører på AMU Vest

Inden for struktørfaget har AMU Vest problemer med at få fyldt op på skolebænken, og flere virksomheder i lokalområdet melder om ubesatte praktikpladser. Ifølge Dansk Byggeri er det ærgerligt, fordi der frem mod 2022 vil være behov flere struktører i Syddanmark
Der har været meget snak omkring manglen på praktikpladser for eleverne fra erhvervsskolerne. Inden for struktørfaget på AMU Vest i Esbjerg er det dog en helt anden tendens, som skolen og de lokale virksomheder oplever. Her mangler der nemlig unge mennesker, som vil være enten anlægsstruktører eller bygningsstruktører. Der bliver i øjeblikket kun optaget mellem 10 og 20 struktørelever om året på AMU Vest.

- Det ville være optimalt, hvis vi fik omkring 50 flere elever om året. Men det skyldes måske, at faget står lidt i skyggen af de større håndværksfag, samtidig har snakken om mangel på praktikpladser muligvis også smittet lidt af på struktørfaget og afskrækket nogle på trods af, at det for øjeblikket er helt den modsatte snak her i Sydjylland, hvor vi har lokale virksomheder, der faktisk mangler struktørlærlinge, siger Michael Mathiesen, der er formand for Dansk Byggeri Sydjylland.

Der bliver i den nærmeste fremtid igangsat en lang række offentlige byggerier, hvor der vil blive efterspurgt arbejdskraft i hele landet. Ifølge en rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen bliver der i perioden 2013-2022 behov for op imod 3.500 faglærte og ufaglærte betonarbejdere som fx struktører i Region Syddanmark. Michael Mathiesen opfordrer derfor flere unge mennesker til at kigge i struktørfagets retning.

- Struktørfaget er i hvert fald et område, hvor der for det første er rigtig gode muligheder for at få en praktikplads, men derudover ser fremtidsudsigterne også rigtig lovende ud, hvad angår job efterfølgende, siger Michael Mathiesen.

Flere andre steder i landet meldes der også om samme mangel på struktører, og der kører i øjeblikket en kampagne på de sociale medier for at øge kendskabet til faget.

Læs mere her

tags: Esbjerg, 2013, virksomhed, 2022, praktikplads, lærling, arbejdskraft,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar