søndag den 20. april 2014

Storme puster midlertidig luft i byggeriets forventninger

Bygge- og anlægsbranchens konjunkturbarometer befinder sig netop nu på højeste niveau i næsten seks år, men den underliggende konjunkturtilstand er fortsat uforandret
Det er især engangseffekten med udbedring af stormskader, der løfter bygge- og anlægsbranchens optimisme. Den underliggende konjunkturtilstand er dog uforandret og holdes nede blandt andet af et historisk lavt boligbyggeri og mange tomme kontorlokaler. Samlet for dansk økonomi indebærer dagens konjunkturbarometre endnu et skridt fremad, da også industrien går markant frem.

Byggeriets sæsonkorrigerede konjunkturindikator steg fra – 7 i december til – 5 i januar. Indikatoren har været negativ siden 2008. Men med dagens måling befinder bygge- og anlægsbranchen sig faktisk på sit højeste niveau i næsten seks år. Branchens ordrebøger har i gennemsnit opgaver til de næste 4,5 måneder – mod 4,4 måneder ved seneste opgørelse. Det er markant højere end i januar 2013, hvor der i gennemsnit var ordrer til 3,6 måneder.

Konjunkturbarometret er en sammenvejning af bygge- og anlægsvirksomhedernes beskæftigelsesforventninger og ordrebeholdning.

- Udbedringen af stormskader efter Bodil og Allan har løftet optimismen og beskæftigelsesforventningerne. Og aktivitetsmæssigt er det positivt, at udbedringerne finder sted henover vinteren, der ellers normalt er præget af lavsæson. Dog bør man huske på, at udbedringen af stormskader trods alt er engangseffekter, som ikke ændrer på den underliggende ret afventende grundtilstand i byggeriets formkurve, der blandt andet holdes nede af et historisk lavt nybyggeri, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Marginal forbedring af kreditklemme i byggeriet
Danmarks Statistik spørger også til hvilke såkaldte produktionsbegrænsninger virksomhederne oplever.

- 2014 åbner med en marginal forbedring i bygge- og anlægsbranchens vurdering af kreditklemmen, idet virksomheder svarende til 6 pct. af beskæftigelsen oplever adgang til kredit som den væsentligste produktionsbegrænsning. De seneste måneder har det tal svinget omkring syv-otte pct. Denne forbedring skal dog blive fastholdt i flere måneder før, man kan tale om en stabil tendens, siger Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: Danmark, 2008, økonomi, 2013, december, Danmarks Statistik, storm, virksomhed, beskæftigelse, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar