Er du klar til rusk og regn Et kritisk blik og en fugtig klud kan få dine vinduer til at holde bedre på varmen og forlænge deres levetid. Det betaler sig at give vinduerne et efterårstjek. Snavs, spindelvæv og insekter koster ikke bare på varmeregningen, men kan også skabe fugt og råd i træet. Sådan lyder det fra Rationel Vinduer, hvor rådgiver Thomas W. Hansen opfordrer til at finde spand og klud frem og give vinduerne en omgang, inden vinteren sætter ind.
"Og jeg mener hele vinduet. Ikke kun ruden," siger Thomas W. Hansen. "Det lyder måske lidt bøvlet, men det kan hurtigt blive meget mere bøvlet at lade være."
Spindelvæv og gammelt snavs har det med at snige sig ind i alle kroge og fordybninger mellem ramme og karm, forklarer rådgiveren. Det kan forhindre vinduerne i at lukke helt tæt, så varmen fiser ud. Det kan også blokere for automatisk vandafløb og naturlig ventilation. Og går det helt galt, kan det give råd og svampeangreb i vinduets trækonstruktion, fordi skidtet suger fugt som en slags fastgroet svamp.
"Så er det da bedre bare at gribe en fugtig klud og sætte i gang," siger Thomas W. Hansen og fortæller, at han selv sørger for at tjekke vinduernes hængsler og tætningslister ved samme lejlighed for at sikre, at vinduerne slutter helt tæt.
Hængslerne trænger måske til at blive justeret ganske let det kan man lære mere om på Rationels hjemmeside, hvor en justeringsfilm viser trin for trin, hvordan man gør. Tætningslisterne trænger helt sikkert til at blive tørret af og måske til at blive smurt med en silikonespray, så de forbliver smidige og tætte.
"Tjek også lige træværket ved samme lejlighed," siger Thomas W. Hansen og anbefaler, at man udbedrer selv små sprækker og revner i malingens overflade med det samme.
"Sandpapir og to lag maling så er det klaret. Større skader kræver straks en smule mere arbejde."
Er trævinduerne beklædt med aluminium udvendig, kan de reelt nøjes med en grundig afvaskning. Man kan ifølge rådgiveren også gøre en smule mere ud af det og behandle den udvendige aluminium med autovoks, så overfladen bliver mere smudsafvisende, ser renere ud og holder bedre på farven.
"Og det er det," siger Thomas W. Hansen. "Ret meget mere kræver det ikke at holde sine vinduer i topform."
Læs mere her
tags: silikone, træværk,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar