En skam, mener Dansk Byggeri. I stedet for at sætte mål for energirenovering af de statslige bygninger har Danmark valgt at sætte et overordnet mål for reduktion af statens energiforbrug, uden særlige ambitioner for energirenovering af bygningerne Danmark er som resten af EU's medlemslande forpligtet til at energirenovere tre procent af de statslige bygninger hvert år. Det er en direkte følge af direktivet om energieffektivitet. Dog kan medlemslandene vælge en alternativ tilgang til direktivets krav om energirenovering, hvilket Danmark har gjort.
- Danmark er desværre blandt de mindre ambitiøse lande. Den danske tilgang glimrer ved fravær af konkrete mål for energirenovering. Staten vil ikke sætte mål for indsatsen i forhold til energirenovering af egne bygninger, siger Camilla Damsø Pedersen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Danmark har i stedet valgt at fastsætte et mål om, at statens energiforbrug skal reduceres med mindst 14 pct. i år 2020 i forhold til 2006. Hvert ministerområde skal således reducere energiforbruget med 14 pct. og har selv ansvar for at iværksætte rentable energibesparelser, og det inkluderer både energiforbrug til varme og køling, elforbrug samt procesenergi. Indsatsen er fastlagt i et cirkulære fra juli om energieffektivisering af statens institutioner.
- Et overordnet mål for reduktion af statens energiforbrug er ikke i sig selv en dårlig ide. Det ærgerlige er, at den indsats EU har lagt op til i forhold til energirenovering af de statslige bygninger bliver svækket, når Danmark i stedet for mål for energirenovering sættes mål for reduktion af statens samlede energiforbrug, mener Camilla Damsø Pedersen.
Direktivet om energieffektivitet lægger op til, at medlemslandene også kan vælge at fastsætte mål for energirenovering af kommunernes og regionernes bygninger. Det er tvivlsomt om Danmark vælger denne tilgang. Danmark var et af de lande, der under forhandlingerne af direktivet var direkte imod, at der skulle stilles forpligtelser til kommuner og regioner om energirenovering.
- Dansk Byggeri vil opfordre til, at både stat, regioner og kommuner målsætter en indsats i forhold til de potentialer, der er for energibesparelser i bygninger. Og det indbefatter efter vores mening klare og konkrete ambitioner for energirenoveringsindsatsen i stat, regioner og kommuner. Det vil være den mest lige vej at tage, siger Camilla Damsø Pedersen.
Konkrete mål for energirenoveringsindsatsen kunne, som EU-direktivet lægger op til, være et fast mål for energirenovering af et vist bygningsareal, men det kunne også fastlægges i forhold til screeninger af potentialerne i de offentlige bygninger, og tilrettelægges efter, hvornår bygningerne alligevel begynder at trænge til vedligehold og renovering.
Læs mere her
tags: Danmark, EU, 2020, 2020, energiforbrug, 2006, energi,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar