fredag den 3. oktober 2014

Nulvækst og smalkost i installationsbranchen

Installationsbranchen må indstille sig på tilbagegang og afskedigelser. Branchen kommer hverken nu eller næste år til at mærke vækst, vurderer branche- og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ. Efter et fald i installatørernes omsætning i 1. halvår af 2014 nedjusterer branche- og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ forventningerne til både 2014 og 2015. I år rammes branchen af nulvækst, og 2015 byder på nedgang i aktiviteten for landets installatørvirksomheder.

Årsagerne er det laveste niveau for nybyggeri siden 1950'erne, svigtende investeringer i private hjem, færre offentlige investeringer og en generelt afventende dansk økonomi.

- Branchen er præget af benhård konkurrence og overkapacitet. I 2008 beskæftigede installatørerne 45.000 medarbejdere. Nu er antallet faldet til 40.000, og alt tyder på, at vi desværre kommer til at miste flere arbejdspladser, siger Niels Jørgen Hansen.

- Situationen er alvorlig. Det lille opsving, der var ventet i år, udebliver helt. Selvom branchen har været hjulpet af storme, en mild vinter, skybrud og BoligJobordningen, har vi ikke oplevet vækst. Når de offentlige investeringer falder, og BoligJobordningen ophører, ser det skidt ud, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ.

En medlemsundersøgelse viser, at en tredjedel af TEKNIQs knapt 3.000 medlemsvirksomheder forventer, at afskedigelser kan blive nødvendige som følge af, at BoligJobordningen forsvinder.

- Det er for tidligt, når regeringen bremser de offentlige investeringer, og det er uklogt at udfase BoligJobordningen uden at sætte noget andet i stedet, siger Niels Jørgen Hansen.

- Skal CO2-forbruget ned, har vi brug for incitamenter til at investere i energirenoveringer, hvor det vigtigste bør være en justeret BoligJobordning, der alene giver fradrag for energieffektiviseringer og vedvarende energiløsninger. Suppleres ordningen med ambitiøse mål for energiforbedringer i offentlige bygninger, vil vi nå langt med både beskæftigelse og CO2-reduktion, siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQs forventninger til omsætningen er nedjusteret med 2 procentpoint – fra en vækst på 2 procent i år og 1 procent næste år til 0 i år og minus 1 procent næste år.

TEKNIQs forventninger til 2014 og 2015 fremgår af en ny halvårsanalyse af installationsbranchen, som er offentliggjort i dag. Analysen tager bl.a. udgangspunkt i nøgletal fra de seneste seks måneder for branchen, for byggebranchen og for dansk økonomi.

Læs mere her

tags: 2008, direktør, økonomi, CO2-reduktion, nøgletal, regeringen, storm, omsætning, virksomhed, regering, energi, organisation, arbejdsgiver, beskæftigelse, konkurrence, 2014, bremser,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar