Det er langt fra sandheden, når Skatteministeriet skriver, at BoligJob-ordningen benyttes mest af de velhavende. Tværtimod er det i høj grad danskere med en indkomst under 350.000 kroner, der har benyttet muligheden for at trække 15.000 kroner af håndværkerregningen fra i skat Over 550.000 danskere har sidste år brugt håndværkerfradraget, og nu viser nye tal fra SKAT også, hvem der har gjort brug af ordningen. Flertallet af de danskere, som har trukket en del af håndværkerregningen fra i skat, er helt almindelige mennesker med en indkomst på under 350.000 kroner.
- Det svarer meget godt til vores forventninger, at det er helt almindelige lønmodtagere, som netop på grund af fradraget hiver byggeprojekterne op af skrivebordsskuffen. Finanskrisen og usikkerheden om man også har et job i morgen, sidder stadig i danskerne, og derfor beholder de pengene i lommen. BoligJob-ordningen har været den gulerod, der har givet særligt boligejerne lyst til og mod på alligevel at gøre lidt ved boligen, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, og tilføjer:
- Ordningen benyttes netop af de danskere, hvor fradraget gør en forskel. Det er en hjælp i en travl hverdag og en hjælp til at få ordnet noget i boligen, som ellers ikke ville være blevet gjort.
Til gengæld er der kun 38.000 danskere med en indkomst på over 700.000 kroner, som har benyttet sig af fradraget. Derfor undrer det Dansk Byggeri, at Skatteministeriet i sidste uge gik ud med budskabet om, at det er de mest velhavende, der mest benytter BoligJob-ordningen.
- Det ligner bestilt arbejde, nu hvor der foregår en diskussion om, hvorvidt ordningen skal være en del af finansloven eller ej. Her er det selvfølgelig helt i orden at have det synspunkt, at ordningen skal stoppe. Men det er ikke i orden at fordreje tallene så meget, at det der siges, er direkte misvisende. Det burde ethvert ministerium holde sig for god til, siger Torben Liborius og tilføjer:
- Men når vi skærer ind til benet, så er det afgørende jo, at med 550.000 borgere som brugere af ordningen er den meget bred, og den skaber bedre forhold for både kunder og håndværkere. Ordningen er en succes, der giver 5.000 arbejdspladser og lærepladser ikke bare i byggeriet, men også i mange andre erhverv, og den giver dermed jobsikkerhed for mange mennesker. Regeringen skal beslutte sig for, det skal fortsætte, eller om de 5.000 arbejdspladser skal blive til fyresedler.
Læs mere her
tags: politi, Finanskrise, boligejer, Skatteministeriet, penge, SKAT, finanslov,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar