søndag den 1. februar 2015

Ny undersøgelse kortlægger ufaglærtes motivation for at blive faglærte

Hver femte ufaglærte i alderen 25 til 54 år har lyst til at tage en erhvervsuddannelse. Samtidig mener mere end halvdelen, at en erhvervsuddannelse vil gavne dem. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA. EVA har gennemført en større undersøgelse af ufaglærtes interesse for erhvervsuddannelserne. Undersøgelsen kortlægger en række forskellige barrierer og push-faktorer, som kan have betydning for, om den enkelte vælger at tage skridtet til at blive faglært.

I undersøgelsen svarer hver femte ufaglærte i alderen 25 til 54 år, at de har lyst til at tage en erhvervsuddannelse. Herudover vurderer mere end halvdelen, at en erhvervsuddannelse vil gavne dem på arbejdsmarkedet.

Samtidig svarer et flertal, at de oplevede at klare sig godt i folkeskolen og på øvrig uddannelse, hvilket umiddelbart skaber et godt afsæt for at starte en erhvervsuddannelse. Dermed er der et stort potentiale for, at flere ufaglærte kan blive faglærte.

"Det er vigtigt, at flere ufaglærte får en uddannelse, så de står bedre på arbejdsmarkedet. Med den nye erhvervsuddannelse for voksne (euv) skaber vi bedre muligheder for, at voksne kan gå fra ufaglært til faglært på kortere tid, fordi vi tager højde for de erfaringer, de har fra tidligere. Det skal styrke motivationen hos de voksne til at tage en erhvervsuddannelse. Som EVA's undersøgelse også peger på, er det vigtigt, at vi nu udbreder viden om de nye muligheder," siger undervisningsminister Christine Antorini.

Men en lang række faktorer spiller ind på, om de ufaglærte har lyst til at tage en erhvervsuddannelse. Undersøgelsen viser, at faglige forudsætninger, risiko for ledighed og opfordring fra kollegaer har den største betydning for, om de ufaglærte har lyst til en erhvervsuddannelse. Omvendt relaterer de væsentligste oplevede barrierer sig til økonomi, tid, nødvendighed, at det er vanskeligt at finde en læreplads eller manglende støtte fra jobcenteret.

Samlet set peger undersøgelsen på, at der behov for meget forskelligartede indsatser, hvis flere ufaglærte skal blive faglærte. For den gruppe af ufaglærte, der er tættest på at starte på en erhvervsuddannelse, kan mere information og vejledning om muligheder for at tage en erhvervsuddannelse for voksne fremme motivationen. For andre grupper kan der være behov for at styrke de almene færdigheder.

Om undersøgelsen:

EVA's rapport "Fra ufaglært til faglært" bygger på to registerundersøgelser, der omfatter omkring 300.000 ufaglærte i aldersgruppen 25-54 år, som er til rådighed for arbejdsmarkedet, samt en spørgeskemaundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit på 1.000 personer fra samme målgruppe. Herudover indgår en interviewundersøgelse med personer udvalgt blandt spørgeskemaundersøgelsens respondenter.

Rapporten sætter et særligt fokus på, hvordan de ufaglærte selv oplever og vurderer deres behov og muligheder for en erhvervsuddannelse, såvel som barrierer de måtte opleve for at gå i gang med en erhvervsuddannelse.

Læs mere her

tags: Danmark, interview, økonomi, uddannelse, folkeskole, undervisningsminister, erhvervsuddannelser, undervisning, arbejdsmarked, motivation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar