Arbejdsmarkedet er fortsat i pæn fremgang. Byggeriets fremgang ser dog stadig ud til at kunne tilskrives midlertidige effekter Nogle har betegnet Danmarks Statistiks nyskabelse med månedlige, sæsonkorrigerede tal for lønmodtagerbeskæftigelsen som det nye "kongetal" blandt de økonomiske statistikker. Så vidt vil Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg dog ikke gå:
- Den kvartalsvise BNP-vækst er vigtigere. Men ingen tvivl om, at det er et meget centralt nøgletal og en bedre indikator for arbejdsmarkedets tilstand end de ligeledes månedlige ledighedstal.
Bo Sandberg glæder sig over en fortsat pæn fremgang på arbejdsmarkedet, idet november 2014 bød på 800 flere lønmodtagere i beskæftigelse. Det tal dækker over 2.000 flere private beskæftigede og 1.200 færre offentligt ansatte.
- Arbejdsmarkedet er og bliver den aktuelle solstrålehistorie i dansk økonomi. Og der er grund til at være optimistisk på dansk økonomis vegne i 2015. Lavere oliepris, lav effektiv kronekurs, lav rente og i bedste fald også Draghis ECB-bazooka betyder gunstig stimulans til den danske vækst, siger Bo Sandberg.
Vanen tro er det erhvervsservice med et plus på ca. 800 beskæftigede i november, der fører an i beskæftigelsesfremgangen, men byggeriet følger godt med, og der blev i november ca. 600 flere lønmodtagere beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen.
- I vores branche er det dog en midlertidig effekt som følge af den hamstring af opgaver under BoligJobordningen, som har fundet sted i stor stil henover efteråret, inden håndværkerfradraget desværre i et uhensigtsmæssigt stop-and-go-forløb ophørte ved årsskiftet, forklarer Bo Sandberg.
Læs mere her
tags: Danmark, økonomi, nøgletal, Danmarks Statistik, arbejdsmarked, beskæftigelse, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar