mandag den 9. marts 2015

Generationsskifte hos SKANDI-BO

Arne L. Jensen, stifter af SKANDI-BO a/s i Jerslev, trækker sig fra den daglige drift og posten som virksomhedens administrerende direktør. Han bliver afløst af to direktører. Efter 42 år på posten som daglig leder af virksomheden har Arne L. Jensen holdt afskedsreception og træder et skridt tilbage. Som hovedaktionær fortsætter han dog i bestyrelsen, ligesom han vil være tilknyttet virksomheden som konsulent.

Direktionen vil fremover bestå af de to ledende medarbejdere Carsten Andreasen og Lars Birk Biller, som har været i virksomheden i henholdsvis ét og godt fem år. Carsten Andreasen bliver fabriks- og produktionsdirektør og Lars Birk Biller bliver direktør for salg og forretningsudvikling.

Begge indgår i virksomhedens aktionærkreds som led i generationsskiftet.
Det er således erfarne folk, der kører virksomheden videre i samme spor. Det vil sige i et spor, hvor produktudvikling, design, forandring og stor fleksibilitet har været det mest kendetegnende.

Da Arne L. Jensen startede virksomheden i 1972 var det nemlig som tømrervirksomhed, men i dag arbejdes der udelukkende med aluminium til at producere de store glaspartier med aluprofiler, som i dag er virksomhedens kerneprodukt.

SKANDI-BO a/s er en førende dansk producent inden for glasskillevægge, som leveres til store byggerier i både ind- og udland, ligesom virksomheden har en nicheproduktion af indvendige brandglasvægge til skibs- og offshorebyggerier over hele verden. Virksomheden ligger i Jerslev på Vestsjælland og beskæftiger 35 medarbejdere.

Læs mere her

tags: afskedsreception, direktør, udland, Vestsjælland, virksomhed, recept, fleksibilitet, generationsskifte,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar