tirsdag den 10. marts 2015

Kæmpe stålleverance til superskole skal leveres på rekordtid

Henover de næste 30 uger vil Give Stålspær A/S producere, levere og montere 1700 tons stål til den nye internationale superskole i Nordhavnen. Den 22.400 m2 store skole skal tiltrække udenlandske specialister til danske virksomheder og øge erhvervslivets konkurrenceevne. Københavns internationale miljø og erhvervsliv kan se frem til en ny og anderkendt skole, Copenhagen International School på Nordhavnen. Skolens arealer omfatter nyskabende faglokaler og faciliteter i verdensklasse. Byggeriet fordeler sig på fire enheder af varierede højder på 16 til 34 meter.

Hos Give Stålspær A/S har man taget hul på projekteringen. Der venter nu en rekordhurtig produktion, levering og montering af en kæmpeordre på 1700 tons stål til projektet – alt sammen på 30 uger. "Vi leverer blandt andet store runde kompositsøjler og bjælker, men det er ikke kun den store ordrestørrelse og konstruktionens kompleksitet, der gør projektet spændende for os. Også den stramme deadline er i sig selv imponerende. Her gør vi det umulige muligt.", lyder det fra Give Stålspær A/S.

Startskuddet til en ny bydel
Med den nye skole bliver den tidligere containerplads på kajen forvandlet til en helt ny bydel. Den nye bygning har en meget dynamisk arkitektur og skal huse 1200 elever fra 3-19 år. Omgivelserne byder på aktiviteter på land og vand for både skole og lokalsamfund. Det forventes, at skolen vil skabe erhvervsmæssig udvikling i København og dermed øge den danske konkurrenceevne. Den manglende internationale skolekapacitet har indtil nu været en stor barriere for at få de eftertragtede specialister til landet med deres familier. Det 500-600 millioner kroner dyre byggeri er blandt andet finansieret af A.P. Møller og Novo Nordisk Fonden.

Læs mere her

tags: København, Nordhavn, virksomhed, Novo Nordisk, erhvervslivet, konkurrence, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar