Unge, som uddanner sig til financial controller på Cphbusiness og Erhvervsakademi Aarhus er attraktive for Visma Services Danmark A/S, der er en af landets største aktører inden for HR, løn og økonomi. Uddannelsen financial controller er et rent pletskud fra Erhvervsakademiet Cphbusiness. Det mener Inge Lilholt, HR Manager i Visma Services Danmark A/S, som leverer ydelser inden for blandt andet HR, løn og økonomi.
Visma er gået i samarbejde med Cphbusiness for at bidrage til at målrette uddannelsen mest muligt til behovet ude i virksomhederne.
- Hidtil har vi rekrutteret de fleste af vores trainees fra HHX og HG-uddannelserne, men financial controller passer perfekt til vores behov. Især fordi de studerende her får et godt kendskab til hele håndværket med at lave et regnskab. Virksomhederne, altså vores kunder, har brug for controllere for at få en bedre ledelsesrapportering. Den kompetence vil vi i stadig større grad levere til dem, siger Inge Lilholt, som nemt kan se en fremtid, hvor Visma henter sine trainees fra den nye uddannelse.
Tilgang stiger stærkt
Cphbusiness har udbudt den to-årige uddannelse siden 2013, og det første hold bliver dermed færdig til sommer. Der er lidt under 40 studerende på holdet, mens der blev optaget 80 på det hold, der begyndte i 2014.
- Antallet, der har financial controller som førsteprioritet, er steget markant, siger adjunkt Jan Tiedemann, faglærer i økonomi Cphbusiness. Det er en decideret økonomiuddannelse, som vi prøver at gøre praktisk orienteret. Derfor er det et stort plus at få Visma som samarbejdspartner.
- Vi ønsker at komme i kontakt med flere virksomheder. Erhvervslivet, typisk revisionsfirmaer og økonomiafdelinger, er jo vores ultimative kunder. Vores mission er at levere talenter til dem. Derfor er samarbejde nødvendigt, bemærker Jan Tiedemann.
Vi kan spotte talenterne
Samarbejdet mellem Visma og Cphbusiness opstod ganske uformelt med, at Inge Lilholt besøgte det første financial controller hold på skolen i Lyngby og fortalte om Visma. Det vakte så stor interesse, at de studerende selv arrangerede et virksomhedsbesøg. Siden har der været flere gensidige besøg, og lige nu er tre studerende på 12 ugers praktikophold hos Visma i Herlev.
- Et samarbejde med Cphbusiness om praktikpladser kan også være hjælp til selvhjælp, fordi vi kan bruge det til at spotte talenter til vores trainee-forløb og senere fastansættelse, siger Inge Lilholt.
- Vi er oppe imod de store revisionshuse og større virksomheders økonomiafdelinger, som ønsker at tiltrække samme gruppe unge. Men der kan jeg bare sige, at Visma kombinerer det bedste fra de to verdener, fordi vi både kan konsulentrollen og håndværket. De unge får lov at prøve begge discipliner hos os.
Brug for feedback fra erhverv
Jan Tiedemann og Cphbusiness ser det tættere samarbejde med erhvervslivet som en vej til at gøre uddannelsen endnu mere målrettet. For eksempel ved at virksomhederne leverer gæstelærere og cases.
- Vi vil gerne uddanne nogle økonomi-håndværkere. Derfor vil vi, så vidt muligt, tage udgangspunkt i det virkelige liv og have nogle virksomheder at arbejde ud fra. De unge kan godt lide at få input udefra og få bekræftet det, der står i bøgerne, siger Jan Tiedemann.
Han tilføjer, at virksomhederne også har en vigtig funktion med at give feedback, så Cphbusiness kan justere uddannelsen efter de behov, som kunderne har.
Vejen til fast job
Uddannelsen til financial controller udbydes også på Erhvervsakademi Aarhus, som Vismas kontor i Kolding har et lignende samarbejde med.
- Som virksomhed føler vi os forpligtet til at hjælpe de unge med at få en uddannelse, der kan bruges til noget. De dygtige af de elever og trainees, vi tager ind, tilbyder vi fast job, når de er færdige. Det har vi gjort i mere end 15 år, gerne 8-12 stykker om året, oplyser Inge Lilholt.
Også Jan Tiedemann ser optimistisk på muligheder for fast job, hvis man er uddannet financial controller.
- Lige nu har vi næsten 40 studerende fra hold 1 ude i praktik. Når jeg besøger virksomhederne og praktikanterne, får jeg en klar fornemmelse af, at mange af de unge kan blive knyttet til virksomhederne.
Fakta om Cphbusiness
Copenhagen Business Academy (Cphbusiness) er dannet af erhvervsskolerne Niels Brock, Handelsskolen København Nord, Hotel- og Restaurantskolen og Erhvervsskolen Nordsjælland.
Cphbusiness er Danmarks største erhvervsakademi med videregående uddannelser inden for Salg og Markedsføring, Service og Oplevelse, Økonomi og Finans, It og Multimedie, Innovation og Entreprenørskab, Ledelse og Kommunikation samt Laboratorie og Miljø.
Skolen har fem afdelinger i Storkøbenhavn og Nordsjælland og uddanner hvert år cirka 5.000 studerende på fuldtids- og deltids uddannelser.
I juli 2014 havde mere end 2.700 ansøgere en uddannelse på Cphbusiness som førsteprioritet.
www.cphbusiness.dk
Fakta om Visma i Danmark
Visma er Nordens førende leverandør inden for outsourcing af HR-, løn-, økonomifunktionen samt inkasso og forretningskritiske it-løsninger.
Virksomhedens kunder er såvel små enkeltmandsvirksomheder som mellemstore og helt store virksomheder inden for både den private og offentlige sektor.
Vismas løsninger effektiviserer arbejdsprocesserne, og gør virksomhederne mere konkurrencedygtige.
I Danmark har Vismas selskaber flere end 400 medarbejdere fordelt på kontorer i Herlev, Kolding, Lyngby, Odense og Vejle.
På nordisk plan beskæftiger Visma cirka 6.000 ansatte og omsatte i 2014 for mere end 7,1 mia. NOK.
www.visma.dk og www.visma.com
Læs mere her
tags: Danmark, København, Lyngby, Vejle, økonomi, uddannelse, regnskab, 2013, Odense, Nordsjælland, Kolding, Herlev, virksomhed, erhvervslivet, rock, praktikplads, ansættelse, studerende, videregående uddannelse, offentlige sektor, konkurrence, 2014, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar