Teknikentreprenøren Caverions servicecenter på Ellegårdvej i Sønderborg opruster i sin eksisterende VVS-afdeling med ansættelsen af serviceleder Kim Asmussen. Caverion har i forvejen en stor el-afdeling på adressen, og firmaet udvider nu i VVS-afdelingen, som ud over Kim Asmussen beskæftiger tre svende og en lærling. Planen er at udvide bemandingen, så den som minimum bliver fordoblet. Caverion er den eneste teknikentreprenør i Sønderborg, efter at Bravida er flyttet ud af byen. Caverion overtog i den forbindelse nogle af Bravidas VVS-ansatte og arbejder for industrikunder og mindre virksomheder.
- Vi opruster i stedet for at flytte, så det er meget positivt. Vi ser et stort potentiale i Sønderborg, og som en del af vores strategi er det vores mål at blive dobbelt så store, siger Kenny Arpe, afdelingschef for Caverion, Sønderborg.
Bor på Sydals
Den nye serviceleder Kim Asmussen er uddannet VVS tekniker, han har arbejdet 24 år i Sønderborg, og bor med sin familie på Sydals. I Sønderborg har Kim Asmussen et stort netværk, og gennem årene har han blandt andet arbejdet meget med fjernvarme på forsyningssiden med Sønderborg Fjernvarme.
- Sønderborg afdelingen har mange gode, trofaste kunder, som vi ser frem til at arbejde sammen med. Selvfølgelig ser vi også frem til at få nye kunder. Vi har planer om at udbygge vores bygninger på Ellegårdvej, så vi har plads til endnu flere medarbejdere, siger Kim Asmussen.
Interesse for energioptimering
Caverion designer, installerer og servicerer brugervenlige og energieffektive tekniske løsninger til bygninger, infrastruktur, industrianlæg, marine og offshore. Virksomheden, der tidligere har været kendt som ABB Electric og senest YIT, beskæftiger flere end 1000 medarbejdere i Danmark fordelt på 14 servicecentre spredt over hele landet.
Tilbagemeldingen fra Caverions lokale servicecentre er, at energioptimering bliver mere og mere udbredt. Det er også et område, der er i vækst i Sønderborg, hvor Caverions folk i el- og VVS-afdelingen rådgiver kunderne om, hvilke tilskud de kan søge, og hvor mange penge de for eksempel kan spare ved at få installeret en varmepumpe.
- Vi satser på energiløsninger i fremtiden, fordi kunderne har fået øjnene op for fordelene. Jeg glæder mig meget til at komme ud og fortælle vores kunder om det, siger Kim Asmussen.
Flere fag i samme hus
Caverion følger den øgede efterspørgsel efter flere fag i samme hus. I afdelingen i Sønderborg er klima, VVS og el samlet, og fra andre af Caverions servicecentre kan Sønderborg-afdelingen trække på flere specialkompetencer. Caverion i Sønderborg tæller i alt 30 ansatte, og el og VVS arbejder sammen på tværs.
- Vi følger trenden med flere fag i samme hus. Hvis vi er ude på en el-opgave, oplever vi, at kunderne ofte også har VVS-opgaver, og så kan vi sende en medarbejder, så kunderne ikke behøver at kontakte to firmaer. Vi har haft succes med at komme ind med VVS hos vores eksisterende el-kunder, forklarer afdelingschef Kenny Arpe.
Læs mere her
tags: Danmark, fjernvarme, virksomhed, penge, Sønderborg, energi, strategi, ansættelse, lærling,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar