søndag den 14. juni 2015
Vestegnen ruster sig til fremtidens forventninger
JD Transport og Nowak Wine lagde domicil til Netværket SYD's sidste møde inden sommerferien om 'Vestegnens nuværende og kommende projekter'. Med spændende indlæg om bl.a. det ambitiøse letbaneprojekt, Hovedstadens Letbane - som er blevet til i et samarbejde mellem 11 kommuner, staten og Region Hovedstaden, blev sæsonen rundet af i god stemning og med masser af vidensudveksling og lækre vine.Glostrup kommunes nylig tiltrådte erhvervschef, Niels Thede Schmidt-Hansen, indledte arrangementet med en fortælling om By- og erhvervsudviklingsstrategien 20-25-30, som bl.a. skal sikre Ejby Industri og stationsområdet - bykernen i Glostrup - samt kommunens forventninger til flere borgere og flere arbejdspladser i de kommende år.
Byplanlægger Rasmus Groth Hansen skitserede herefter nogle af de udviklingsmuligheder, som de 5 kommende letbanestationer i Glostrup åbner op for i kommunen. Ikke mindst området omkring Glostrup Station indeholder et meget stort og spændende udviklingspotentiale. Rasmus fortalte, at stationen med etablering af fjerntogsstop og letbane forventes at blive Sjællands 5. største målt på antallet af passagerer. Dette har betydet stor politisk interesse og et ønske om at udvikle området til en tættere og mere urban bykerne. Planlægningen er dog først gået i gang. Glostrup Kommune forventer at afholde en arkitektkonkurrence i 2016 og derefter arbejde for realisering af mulighederne i årene derefter.
Projektleder Lisa Christiansen, Glostrup Boligselskab redegjorde for det kommende, omfattende projekt 'Stadionkvarteret under forandring', som er en sammenlægning, modernisering og fremtidssikring af 1235 boliger med et samlet budget på 1,2 milliarder DKK.
'Vi oplever, at vores beboere er meget interesserede og engagerede i projektet. De møder talstærkt op til beboermøderne og bidrager med hverdagsviden. Beboerne er med til at udvikle og forbedre projektet. Ved afstemningen i de enkelte etaper har beboernes tilslutning til projektet ligget mellem 74%-86%. Projektet gav i starten anledning til debat, bl.a. om at udvalgte lejligheder ombygges med tilgængelighed for dårligt gående, men vi har hurtigt fået stor efterspørgsel på specielt disse lejligheder. Det er positivt', sagde Lisa.
Renoveringsprojektet betyder, at Stadionkvarteret vil få renoveret facader, tage, nye vinduer og altaner, badeværelser og ventilation. Derudover vil en del af lejlighederne også få nyt køkken. 33% af lejlighederne bliver elevatorbetjente og egnet til ældre- og kørestolsbrugere, små lejligheder nedlægges og sammenlægges med nabolejligheder for at kunne imødekomme en moderne boligindretning og 58% gennemgår en modernisering. I stuelejlighederne bliver der mulighed for at gå direkte ud på de store, grønne fællesområder. Med andre ord bliver der tale om såvel indvendige som udvendige arbejder.
Glostrup kommunalbestyrelse behandler Glostrup Boligselskabs ansøgning om godkendelse af projektet for etape 1 med et budget på 201 mio. DKK. Hele sagen har et samlet budget på 1.258 mio. DKK. Projektet er støttet af Landsbyggefonden og er Storkøbenhavns største renoveringsprojekt.
Chefkonsulent Jørgen Østergaard fra Hovedstadens Letbane lavede en flot præsen-tation, som redegjorde for tanker, visioner og fakta bag den kommende 27 km lange Letbane mellem Lyngby og Ishøj. Letbanen bliver skabt i samarbejde mellem 11 kommuner, staten og Region Hovedstaden og har et samlet budget på 5,3 milliarder DKK. Der er tale om et kæmpe projekt, som vil få stor betydning for såvel borgere som erhvervsliv i Storkøbenhavn, og man forventer at denne tydelige forbedring af infrastrukturen i Storkøbenhavn vil booste såvel erhvervslejemål som boligpriser. Letbanen vil meget behændigt komme til at flyde sammen med den øvrige trafik, og i den forbindelse sagde Jørgen - med et smil på læben:
'Letbanen er meget populær rundt omkring i Europa og er allerede etableret i flere byer. Vi har været rundt og besigtige lignende projekter for at lære, hvad vi bl.a. skal gøre for at tage højde for sikkerheden. Ikke mindst i forhold til cyklister, som jo er kendte for at opføre sig en smule autonomt'.
Prækvalifikationen og forslag til anlægsloven er planlagt til efteråret 2015. Anlægsloven forventes vedtaget primo 2016, og anlægsarbejdet påbegyndes i 2017. Letbanen transporterer de første passager i 2021.
Anette Krarup, udviklingsdirektør i ELF Development A/S, fortalte medlevende om den nye, unikke bydel i Rødovre, Irmabyen - opkaldt efter Irmas gamle domicilområde. 110.000 m2 boliger på en 135.000 m2 grund i Rødovre vil i løbet af de næste år helt ændre karakter, og blive resultatet af en vision om en bydel, hvor storbyens moderne livsstil møder nærom-rådets tryghed og fællesskab. Anette fortalte om tendenser indenfor udvikling af Københavnsområdet de næste 10 år, hvor der forventes at flytte mere end 100.000 mennesker til København.
'Vores vision er at skabe en bydel, hvor beboerne får let tilgang til aktiviteter, sport, caféer, butikker, god social infrastruktur og ikke mindst - trygge rammer', sagde Anette.
Boligtyperne vil omfatte både villaer, rækkehuse, townhouses og lejligheder og boformen bliver leje, eje, andel og bofællesskab. Byggeriet har en samlet projektsum på 3 milliarder DKK, forventes at gå igang i efteråret 2015 og stå færdigt i 2021. ELF Development har - for at fremme udviklingen og skabe den nødvendige diversitet - solgt nogle af områderne i Irmabyen fra til andre aktører - bl.a. har Jeudan købt et område byggejord. Fordelen herved er, at der kan foregå et ordentlig ryk af aktiviteter på én gang, når først man går i gang.
Det lille - men hyggelige lokale hos JD Transport var oplagt til afslappede snakke netværksmedlemmerne imellem og som sædvanlig benyttede de fremmødte sig af muligheden for en-til-en dialog med talerne.
Slutteligt blev der serveret virkelig god tapas og nydt lækre vine fra netværksmedlem Nowak Wine.
Læs mere her
tags: Europa, København, direktør, politi, Lyngby, Sjælland, storby, Glostrup, cyklist, 2016, Region Hovedstaden, strategi, konkurrence, lejemål, Ford, sommerferie, erhvervsudvikling, livsstil, Rødovre,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar