lørdag den 28. maj 2016

Omprioriteringsbidrag – en reminder om løbende effektivisering


Kommunerne kan finde en stor del af deres omprioriteringsbidrag ved at åbne for samarbejde med den private sektor om fx udlicitering. Beregninger fra Dansk Byggeri viser, at kommunerne kan samle næsten 25-øre op, hver gang der skal betales en krone i omprioriteringsbidragKøbenhavn skal betale 243 mio. kroner i omprioriteringsbidrag. Det er mange penge, og kommunerne over hele landet er da også helt op i det røde felt. Derfor opfordrer Dansk Byggeri nu kommunerne til at fokusere på løsninger og fx realisere det potentiale for besparelser, der er ved øget udlicitering.

- Det er en stor blind vinkel i rigtig mange kommuner i forhold til at se på løsninger. Dansk Byggeri prøver derfor nu at lede borgmestrene i retning af de oplagte løsninger. Som i den private sektor er effektiviseringer nødvendige, når pengene bliver færre, og det må kommunerne også lære at forstå, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Dansk Byggeri har beregnet, at omkring 23 procent af omprioriteringsbidraget fra kommunerne kan findes ved, at kommunerne fuldt ud udnytter deres udliciteringspotentiale på det tekniske område. Fx kan Albertslund og Horsens kommuner finde mere end 50 procent af deres omprioriteringsbidrag ved at øge deres udlicitering af tekniske opgaver. Det vil sige deres drift og vedligehold af veje, parker og anlæg.

Dansk Byggeri har tidligere dokumenteret, at der er 10-15 procent at spare ved at lade private udføre driftsopgaver på vej- og parkområdet. Tallene fra Dansk Byggeri viser et ikke-udnyttet udliciteringspotentiale på cirka 550 mio. kroner. Hertil kommer selvfølgelig muligheden for at udlicitere og opnå effektiviseringsgevinster på andre kommunale driftsområder, som Dansk Byggeri ikke har taget med i regnestykket.

- Så der er formentlig endnu mere at hente. Kommunerne bør se til erhvervslivet, hvor effektivisering er løsningen på mange økonomiske problemer i hverdagen. Omprioriteringsbidraget er en udmærket reminder om, at det også skal ske i den kommunale sektor, siger Torben Liborius og tilføjer:

- Netop den private sektor har en del at byde på i forhold til mange af de kommunale udfordringer, og dermed opfordrer jeg også kommunerne til at åbne øjnene for de mange ressourcer, der frigøres ved at samarbejde med den private sektor, siger Torben Liborius.

Læs mere her

tags: København, politi, Horsens, økonomi, Albertslund, penge, erhvervslivet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar