Stigende produktivitet er den afgørende forudsætning for, at befolkningen kan opnå endnu større velstand - og jo større velstand, jo mere byggeri Produktiviteten i byerhvervene steg med 1,2 procent i 2013. Stigningen dækker over en økonomisk vækst på 0,9 procent og et fald i antallet af arbejdstimer på 0,3 procent. Det viser de foreløbige beregninger fra Danmarks Statistik.
- I byerhvervene har de ansatte øget produktiviteten med 1,2 procent i 2013 efter en forbedring på 1,7 procent i 2012. Den aftagende stigningstakt skærper kravene til erhvervslivet om at producere mere effektivt end tidligere, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
I årene 2008-2013 som helhed var der en gennemsnitlig årlig vækst i produktiviteten på 1,0 procent.
- I kriseårene har væksten i produktiviteten i byerhvervene været både beskeden og præget af store udsving. I 2010 steg produktiviteten med 5,9 % efter at have været negativ, hvilket afslører, at man i virksomhederne var meget langsomme med at tilpasse efterspørgslen på arbejdskraft til faldet i produktionen, som er affødt af finanskrisen, fortæller chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
I de foregående mange år var der generelt meget højere vækstrater. Den gennemsnitlige årlige vækst i produktiviteten var 2,7 procent i perioden fra 1967 til 2013.
- Det er meget tydeligt, at virksomhederne har en stor udfordring med hensyn til at forbedre produktiviteten i form af en stadig mere effektiv produktion. Efter tilpasningen af arbejdskraften i de foregående år bør der være grundlag for forbedringer af produktiviteten, men det er også vigtigt, at virksomhederne til stadighed drager nytte af den teknologiske udvikling og forbedrer kompetencerne med henblik på at opnå en mere effektiv produktion og en høj kvalitet, siger Finn Bo Frandsen og fortsætter:
- Hvis vi ser bort fra lavere importpriser, så er højere produktivitet en forudsætning for, at lønningerne kan stige mere end priserne. Altså skabe en højere realindkomst for den enkelte. Og jo rigere vi bliver, jo bedre vil vi bo. Når realindkomsterne stiger, så skærper vi kravene til tidssvarende boliger, og det vil vise sig i form af mere nybyggeri af boliger og flere renoveringer af de eksisterende boliger.
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, 2008, finanskrisen, økonomi, 2013, Danmarks Statistik, 2012, virksomhed, erhvervslivet, produktivitet, teknologi, arbejdskraft,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar