tirsdag den 30. september 2014

Ny 3D model hjælper borgere, politikere og bygherrer: Undgå unødig frygt ved nye byggeprojekter

I 2017 får Danmark formentlig sin højeste bygning. Den kommer efter planen til at ligge på Nørrebro Gods. Ved at dele en 3D model online med borgerne, kan bygherrer undgå unødig frygt ved nye byggeprojekter. Efter artikler og debat i flere medier blev it-virksomheden Informi GIS inspireret til at bygge en 3D model, der viser syv 7-12 etagers bygninger og en 29 etagers bygning, placeret på Nørrebro på det nedlagte godsbaneareal. Det unikke ved dette projekt er, at 3D indholdet deles online og giver borgere mulighed for at se skyggevirkningen på forskellige tidspunkter af dagen og året.

Dette lille "proof of concept" må ikke betegnes som arkitektens endelige design, men derimod en illustration designet af City Engine produktspecialist, Kenneth Lindhardt, i det planlagte område for de 500 studieboliger.

3D bygningerne af i det planlagte område er dannet fra 7 til 29 etager, med en etagehøjde på 3,8 m, hvilket giver en bygningshøjde på 110 m for den højeste bygning.

For at danne det eksisterende bymiljø, er der blevet anvendt offentligt tilgængelige data, som er muligt for alle at arbejde med. Der er benyttet:

- Bygningspolygoner fra FOT data, hvilket gør at alle bygninger har en faktisk geografisk placering, samt
en 2D geometri.

- Data fra den danske højdemodel 2007, hvilket gør det muligt at få den faktiske højde på terræn, samt
tilknytte en højde værdi, til de eksisterende bygningspolygoner.

Disse data er behandlet i Esri software.Ved at benytte de eksisterende data skaber systemet CityEngine fra Esri 3D indhold, hvor detaljegraden bestemmes af brugeren. Hele by-scenen deles online, så interesserede kan få en fornemmelse af den faktiske skyggevirkning fra projektet.

Fakta om "proof of concept" projektet:

209 eksisterende bygninger på Nørrebro, i "Skumdesign" eller 216.898 m² i grundplan
48.000 etage kvadratmeter på skyskraber illustrationen fordelt på 3.700 m² i grundplan

Fra dataopsamling til færdig online illustration: 3 mandetimer.

Læs mere her

tags: Danmark, Nørrebro, virksomhed, 2007, miljø, Fakta,

SKAT tjekker også håndværkeren i baghaven

508 gange har SKAT kontrolleret ansættelseskontrakter, korrekt skattebetaling og sort arbejde hos private boligejere, der har håndværkere i gang på deres private grund Når håndværkerens varevogn står parkeret uden for huset, stilladset er stillet op eller cementblanderen står og kører, så er der risiko for, at SKATs medarbejdere kigger forbi byggepladsen hjemme i din have. Siden juni 2012 har SKAT haft lov til at kontrollere udendørs byggearbejde på privat grund, og det har de i sidste halvår af 2012 og hele 2013 gjort 508 gange, viser tal fra SKATs Gennemsigtighedsrapport. Det svarer til mindst én kontrol hver dag.

- Særligt i Nordsjælland har SKAT oplevet tilfælde, hvor villaejere havde ansat udenlandske håndværkere, der ikke havde orden i papirerne og skattebetalingen. Hvis indsatsen fortsætter med samme styrke, vil den uden tvivl være med til at begrænse det sorte arbejde, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Michael Riff Alexandersen.

I dag skal de håndværksfirmaer, der arbejder på et byggeprojekt, sætte et skilt op på gaden, så det er synligt for alle, hvem der arbejder på byggepladsen. Det gælder også arbejde udført i baghaven hjemme hos hr. og fru Jensen, når opgaven er større end 50.000 kroner inkl. moms og tager mere end en dag.

- Både kravet om synlige skilte og SKATs ret til at kontrollere hvem, der arbejder i baghaven, er en ny stil, som boligejerne har skullet vænne sig til. Kort sagt skilter vi med, at vi har orden i sagerne, når vi bygger ny terrasse eller får lagt nyt tag. Vi skal gerne derhen, hvor det er pinligt at få udført sort arbejde, mens hvidt arbejde, der er udført under ordnede forhold. er noget, som vi praler med, siger Michael Riff Alexandersen.

Også Arbejdstilsynet er med, når SKAT er på kontroltur på de danske villaveje.

- Selvom arbejdet foregår i en lukket baghave, skal sikkerheden og arbejdsmiljøet jo være i orden alligevel. Så det er en god kombination, at de to myndigheder arbejder sammen, siger Michael Riff Alexandersen.

SKAT og Arbejdstilsynet har dog ikke lov til at gå indenfor i private boliger, men må kun kontrollere det arbejde, der foregår udendørs.

Læs mere her

tags: politi, 2013, boligejere, Nordsjælland, boligejer, stillads, 2012, Arbejdstilsynet, moms, arbejdsmiljø, SKAT, ansættelse, miljø,

mandag den 29. september 2014

Sporjustering ved Klampenborg Station

Banedanmark går i næste uge i gang med den afsluttende justering af de sporskifter og ca. 300 meter af spor 1, som blev udskiftet i sommer. Arbejdet foregår i den sydlige ende af Klampenborg Station. Arbejder om natten
Af hensyn til togtrafikken er vi nødt til at arbejde om natten, når der ikke kører tog.
Vi begynder natten til torsdag den 2. oktober, hvor vi læsser skærver af. Natten til torsdag den 9. oktober og natten til fredag den 10. oktober kører vi med sporjusteringsmaskinen.

Vi kan desværre ikke undgå at støje, når vi arbejder.

Banedanmark beklager ulejligheden for dig som nabo og håber på din tålmodighed.

Yderligere information og kontakt
Hvis du har spørgsmål til arbejdet, kan du kontakte byggeledelsen på tlf. 4177 3653 eller via e-mail hue@bane.dk. Samme telefonnummer kan benyttes uden for normal arbejdstid.

Læs mere her

tags: trafikken, arbejdstid, Banedanmark,

Lavvækst er den største økonomiske udfordring i Danmark

Dansk Byggeri understreger, at det lille overskud på de offentlige finanser i 2. kvartal viser, at det er den lave vækst i økonomien - og ikke de offentlige finanser - der i øjeblikket er vores største samfundsøkonomiske udfordring Der var et overskud på den offentlige saldo på 3,2 mia. kr. i 2. kvartal 2014. Ved indgangen til 2014 forventede regeringen et underskud på 23 mia. kr. for hele 2014. Men Dansk Byggeri vurderer, at årets underskud i stedet lander på max -15 mia. kr. og dermed et budgetunderskud på under 1 pct. af bruttonationalproduktet.

- Det generelle billede de seneste 4-5 år har været, at de offentlige finanser systematisk overrasker positivt, mens den økonomiske vækst desværre lige så systematisk overrasker negativt. Hvis man sammenligner de skiftende regeringers egne forventninger til de offentlige finanser i begyndelsen af året med, hvordan de faktisk har udviklet sig, så har den offentlige saldo i årene 2010-2013 i alt udviklet sig 151 mia. kr. bedre end forventet, forklarer Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg, og fortsætter:

- Samme tendens kommer til at gøre sig gældende i år, så vi formentlig lander på et facit, hvor de offentlige finanser samlet set for perioden 2010-2014 har overpræsteret med ca. 160 mia. kr., og det er jo en pæn sjat penge her sidst på måneden.

Dansk Byggeri henleder opmærksomheden på, at fejlskønnene ikke skyldes uforudsete politiske ændringer i løbet af de enkelte år. Ekstraordinære effekter som efterlønsreform, omlægning af kapitalpensioner mv. har været indregnet primo de enkelte år. Men bl.a. er provenuet fra omlægning af kapitalpensioner konsekvent blevet undervurderet, ligesom de statslige indtægter fra pensionsafkastskatten notorisk skønnes for lavt.

Udfordring til de offentlige finanser i 2015
Men selvom de offentlige finanser gang på gang har udviklet sig bedre end forventet, er det ingen naturlov, at det samme vil gøre sig gældende i 2015. Derfor er en del økonomer, politikere og medier bekymret for, at regeringen i sit finanslovsforslag opererer med et offentligt underskud på præcis de 3,0 pct., som er tilladt i forhold til reglerne i EU´s stabilitetspagt. Dansk Byggeri deler ikke den bekymring. Tværtimod.

- Vi befinder os i et ingenmandsland forud for et forhåbentligt kommende opsving. Det er således den lave vækst, der er det største problem i dansk økonomi. Derfor er det godt, at man fra politisk side går helt til grænsen og gør, hvad man kan for at skubbe bag på den spæde fremgang i økonomien. Blot havde vi ønsket, at rammerne i finanslovsforslaget havde været fyldt bedre ud, ikke mindst med en videreførelse af den populære og jobskabende BoligJobordning, siger cheføkonom Bo Sandberg.

Oversigten fra Danmarks Statistik viser endelig, at de offentlige investeringer i 1. halvår 2014 udgjorde 30,4 mia. kr. Det er på niveau med 2013, men det er ca. 1½ mia. kr. lavere end i 2012. Dansk Byggeri peger på, at vi trods mange store byggeprojekter kun lige akkurat undgår netto-nedslidning af vores fælles samfundsmæssige formue, og at Danmarks offentlige investeringer halter efter fx Sverige, Norge, Finland og Holland.

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, Sverige, Norge, underskud, Holland, politi, økonomi, 2013, EU, regeringen, Danmarks Statistik, 2012, penge, regering, Finland, samfundsøkonomi, 2014, finanslov,

søndag den 28. september 2014

Nye vådrumspaneler er billigere og nemmere at montere end fliser

Vådrumspaneler med flisemønster fra Fibo-Trespo er en godkendt, færdig vådrumsløsning, som overflødiggør det tidskrævende arbejde med vådrumsgips, fugtstandsende membraner og fliser. Godkendt vådrumsløsning

De nye vådrumspaneler fra Fibo Trespo ligner til forveksling fliser, men er både hurtigere og nemmere at montere. Der er tale om solide plader, som kan monteres på lodrette regler eller direkte på skruefaste vægge. Panelerne har indbygget vådrumsmembran samt en færdig overflade af modstandsdygtigt højtrykslaminat.

Vådrumspanelerne, der er godkendt i henhold til Byggebranchens Vådrumsnorm, er født med et særligt låsesystem kaldet Aqualock, som giver et 100 % tæt resultat. Panelerne skrues skjult i samlingerne, der herefter forsegles med Fibo Seal fugemasse. Aqualock sikrer, at den glatte og stærke overflade tåler både direkte vandsprøjt og store temperatursvingninger. Panelerne er endvidere nemme at rengøre.

Pladerne er store, 600x 2400 mm, hvilket forenkler monteringen. Montageprocessen er således langt mindre tidskrævende end processen omkring opsætning af fliser.
Fibo-Trespo programmet består af en lang række designs, herunder forskellige overflader og fugebredder samt en bred farvepalette og mønstre som natursten og træ-look.

Komplet tilbehørsprogram

Udover de mange designs og farver består Fibo-Trespo løsningen også af en række lister, der fuldender monteringen, fx lister til ind- og udvendige hjørner, afslutningsprofiler og dæklister. Derudover indbefatter tilbehørsprogrammet bl.a. speciel vådrumsfugemasse og renseproduktet Fibo Clean.

Fibo-Trespo forhandles i førende byggecentre over hele landet, herunder XL-BYG kæden.

Læs mere her

tags: sprog, XL-BYG,

Gør dine vinduer klar til efteråret

Er du klar til rusk og regn Et kritisk blik og en fugtig klud kan få dine vinduer til at holde bedre på varmen og forlænge deres levetid. Det betaler sig at give vinduerne et efterårstjek. Snavs, spindelvæv og insekter koster ikke bare på varmeregningen, men kan også skabe fugt og råd i træet. Sådan lyder det fra Rationel Vinduer, hvor rådgiver Thomas W. Hansen opfordrer til at finde spand og klud frem og give vinduerne en omgang, inden vinteren sætter ind.

"Og jeg mener hele vinduet. Ikke kun ruden," siger Thomas W. Hansen. "Det lyder måske lidt bøvlet, men det kan hurtigt blive meget mere bøvlet at lade være."

Spindelvæv og gammelt snavs har det med at snige sig ind i alle kroge og fordybninger mellem ramme og karm, forklarer rådgiveren. Det kan forhindre vinduerne i at lukke helt tæt, så varmen fiser ud. Det kan også blokere for automatisk vandafløb og naturlig ventilation. Og går det helt galt, kan det give råd og svampeangreb i vinduets trækonstruktion, fordi skidtet suger fugt som en slags fastgroet svamp.

"Så er det da bedre bare at gribe en fugtig klud og sætte i gang," siger Thomas W. Hansen og fortæller, at han selv sørger for at tjekke vinduernes hængsler og tætningslister ved samme lejlighed for at sikre, at vinduerne slutter helt tæt.

Hængslerne trænger måske til at blive justeret ganske let – det kan man lære mere om på Rationels hjemmeside, hvor en justeringsfilm viser trin for trin, hvordan man gør. Tætningslisterne trænger helt sikkert til at blive tørret af og måske til at blive smurt med en silikonespray, så de forbliver smidige og tætte.

"Tjek også lige træværket ved samme lejlighed," siger Thomas W. Hansen og anbefaler, at man udbedrer selv små sprækker og revner i malingens overflade med det samme.

"Sandpapir og to lag maling – så er det klaret. Større skader kræver straks en smule mere arbejde."

Er trævinduerne beklædt med aluminium udvendig, kan de reelt nøjes med en grundig afvaskning. Man kan ifølge rådgiveren også gøre en smule mere ud af det og behandle den udvendige aluminium med autovoks, så overfladen bliver mere smudsafvisende, ser renere ud og holder bedre på farven.

"Og det er det," siger Thomas W. Hansen. "Ret meget mere kræver det ikke at holde sine vinduer i topform."

Læs mere her

tags: silikone, træværk,

lørdag den 27. september 2014

Staten vil ikke sætte mål for energirenovering

En skam, mener Dansk Byggeri. I stedet for at sætte mål for energirenovering af de statslige bygninger har Danmark valgt at sætte et overordnet mål for reduktion af statens energiforbrug, uden særlige ambitioner for energirenovering af bygningerne Danmark er som resten af EU's medlemslande forpligtet til at energirenovere tre procent af de statslige bygninger hvert år. Det er en direkte følge af direktivet om energieffektivitet. Dog kan medlemslandene vælge en alternativ tilgang til direktivets krav om energirenovering, hvilket Danmark har gjort.

- Danmark er desværre blandt de mindre ambitiøse lande. Den danske tilgang glimrer ved fravær af konkrete mål for energirenovering. Staten vil ikke sætte mål for indsatsen i forhold til energirenovering af egne bygninger, siger Camilla Damsø Pedersen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Danmark har i stedet valgt at fastsætte et mål om, at statens energiforbrug skal reduceres med mindst 14 pct. i år 2020 i forhold til 2006. Hvert ministerområde skal således reducere energiforbruget med 14 pct. og har selv ansvar for at iværksætte rentable energibesparelser, og det inkluderer både energiforbrug til varme og køling, elforbrug samt procesenergi. Indsatsen er fastlagt i et cirkulære fra juli om energieffektivisering af statens institutioner.

- Et overordnet mål for reduktion af statens energiforbrug er ikke i sig selv en dårlig ide. Det ærgerlige er, at den indsats EU har lagt op til i forhold til energirenovering af de statslige bygninger bliver svækket, når Danmark i stedet for mål for energirenovering sættes mål for reduktion af statens samlede energiforbrug, mener Camilla Damsø Pedersen.

Direktivet om energieffektivitet lægger op til, at medlemslandene også kan vælge at fastsætte mål for energirenovering af kommunernes og regionernes bygninger. Det er tvivlsomt om Danmark vælger denne tilgang. Danmark var et af de lande, der under forhandlingerne af direktivet var direkte imod, at der skulle stilles forpligtelser til kommuner og regioner om energirenovering.

- Dansk Byggeri vil opfordre til, at både stat, regioner og kommuner målsætter en indsats i forhold til de potentialer, der er for energibesparelser i bygninger. Og det indbefatter efter vores mening klare og konkrete ambitioner for energirenoveringsindsatsen i stat, regioner og kommuner. Det vil være den mest lige vej at tage, siger Camilla Damsø Pedersen.
Konkrete mål for energirenoveringsindsatsen kunne, som EU-direktivet lægger op til, være et fast mål for energirenovering af et vist bygningsareal, men det kunne også fastlægges i forhold til screeninger af potentialerne i de offentlige bygninger, og tilrettelægges efter, hvornår bygningerne alligevel begynder at trænge til vedligehold og renovering.

Læs mere her

tags: Danmark, EU, 2020, 2020, energiforbrug, 2006, energi,

Fremtidens familiehus i Nykøbing

Passivhus Nordvest, inviterer alle interesserede til at komme til fyraftensmøde, hvor Realdania Byg giver deres bud på, hvilke parcelhuse vi om få år vil købe. Normalt når vi taler moderne parcelhuse, er der stor fokus på, hvor meget energi huset bruger. Men det er ikke nødvendigvist nok, mener Realdania Byg. Derfor har de opført seks nye enfamiliehuse i Nyborg, der på hver deres måde viser, hvordan vi kan reducere ressourceforbruget, når vi bygger nyt. Det vil sige, at huset ikke kun har et lavt forbrug, når det er opført, men materialerne der bliver brugt også har en reduceret CO2-udledning. Ud af de seks huse er de fem bygget som prototyper, der hver især illustrerer bygningsmæssige principper. Det sidste og sjette hus er et færdigt typehus, opført af Benee Huse.

FOREDRAG I NYKØBINGS MEST SPÆNDENDE FAMILIEHUSBYGGERI
Passivhus Nordvest får besøg af projektleder Jørgen Søndermark fra Realdania Byg og Direktør Klaus Benée fra Benée Huse. Sammen vil de fortælle om projektet og Klaus Benée vil perspektivere projektet til den praktiske dagligdag, når der skal bygges huse.

De nyskabende MiniCO2-huse er bygget efter bygningsreglementets 2015-krav, hvilket er de samme krav, som husene hvori dagens fyraftensmøde bliver holdt. Kurt Justensen fra Morsø Tømrer & snedkerforretning og Passivhus Nordvest er vært ved arrangementet, hvor de besøgende også får mulighed for at se og høre om de spændende familiehuse i Dueholm Klosterpark.

- Vi har bygget to meget moderne huse, hvor vi har været meget opmærksomme på, at husene skal passe ind i det smukke område, hvor de er opført - Samtidigt med at deres energiforbrug, skulle holdes meget lavt, forklarer Kurt Justensen.

Fyraftensmødet bliver holdt i det ene af de to huse på Dueholm Klosterpark. Deltagerne får også mulighed for at se det andet fuldt færdigbyggede hus, så de kan få en klar fornemmelse af, hvordan det vil være at bo ud til Mors' smukkeste udsigt.

HVORNÅR
Fyraftensmødet afholdes den 9. oktober klokken 16.30 i Dueholm Klosterpark ved Maagevej 22. Deltagelse er gratis, men af hensyn til forplejning bedes man tilmelde sig på passivhusnordvest.dk senest den 7. oktober.

OM PASSIVHUS NORDVEST
Passivhus Nordvest har til formål at give lokale virksomheder adgang til den nyeste viden og erfaring med lavenergibyggeri (nye boliger, renoveringsløsninger mv.), at give virksomhederne mulighed for i samspil med udviklings- og forskningsmiljøer at udvikle og afprøve nye bygningskoncepter og produkter samt at medvirke til at virksomhederne er på forkant med udviklingen i Danmark og EU og i stand til at levere attraktive og konkurrencedygtige løsninger og produkter.

Læs mere her

tags: Danmark, CO2-udledning, EU, Nyborg, energiforbrug, virksomhed, energi, projektleder, konkurrence, miljø,

fredag den 26. september 2014

Bylivet tilbage til Odense

Den 25. september fik borgmester Anker Boye fra Odense kommune overrakt årets Byplanpris. Odense kommune modtager prisen for at bruge planlægningen som en vigtig del af strategien for omdannelsen af Odense fra industri- til vidensby. Odense er en by i vækst og det er lykkedes kommunen at koble den fysiske planlægning med strategiske investeringer i milliardklassen. Kommunen er fx i fuld gang med at udbygge campus på Syddansk universitet med sygehus og universitetsbygninger, hvor 60.000 mennesker vil blive betjent af den kommende letbane.

Odense satser massivt på bæredygtig transport og byudvikling. Det seneste og meget synlige resultat er, at den store gennemfartsvej Thomas B-Thriges Gade i juni måned blev lukket for biltrafik. Samtidig sørger en ny bro for, at det bliver muligt at køre uden om bymidten. Omdannelsen vil binde Odense bymidte sammen og skabe et nyt attraktivt område med boliger, butikker, erhverv, letbane, parkeringsanlæg og byrum. På den måde vil bylivet igen vende tilbage til H.C. Andersens fødeby.

Det var en glad borgmester, der modtog prisen:
"Byplanprisen er et kæmpe skulderklap både til de dygtige fagfolk, der arbejder med byomdannelsen, og til de modige byrådspolitikere, der har stået fast på at udvikle og forandre vores by. Prisen her giver os alle mere energi til at fortsætte den fysiske og mentale transformation af Odense fra stor dansk by til dansk storby", siger Odenses borgmester Anker Boye.

Overrækkelsen af Byplanprisen foregik under overværelse af 550 planlæggere og politikere på det årlige Byplanmøde, der afholdes i Herning.

Prisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening.

Læs mere her

tags: politi, borgmester, Odense, storby, Herning, sygehus, energi, campus, strategi,

Nyt hus til Tivoli-Garden og Balletskolen

$(document).ready(function() { $("a.oembed").oembed(null,{ maxWidth: 428, maxHeight: 528 }); }); Tivoli har gennem 170 år uddannet unge musiktalenter i Tivoli-Garden og har sendt hundredvis af musikere videre til dansk og internationalt musikliv. I 2012 kom Tivoli Balletskole til, hvor der i dag er 200 danseglade elever. Det har gennem de sidste par år været Tivolis ønske at samle de to skoler og ikke mindst udvide kapaciteten, så der kan blive plads til flere børn og unge med mod på musik og dans. En skole, der også vil få inspiration fra de bedste musikere og internationale balletensembler, der gæster Tivoli. Takket være en generøs donation på 50 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er Tivoli nu i gang med at realisere den drøm. Millionstøtten betyder nemlig, at finansieringen er faldet på plads til et helt nyt, inspirerende fælles hus for Tivoli-Garden og Tivoli Ballet Skole. Navnet på det 4.500 kvadratmeter store hus bliver Tivoli Huset, og det skal ligge i Tietgensgade sammen med Tivolis Koncertsal. Samlet set er der tale om et byggeri til 130 millioner kroner.

Med det nye hus får Tivoli et sted, hvor de ypperste fra kunstarterne mødes og kan give hinanden fælles inspiration og tjene som forbilleder for unge dansere og musikere – uafhængigt af ambitionsniveau. Talentudvikling og uddannelse er et prioriteret satsningsområde for Tivoli, der vil bidrage til vækstlaget og samtidig vil bruge talenterne i egne produktioner i fx Tivoli Ballet Teaters forestillinger. Beliggenheden i forbindelse med Koncertsalen vil derfor give Tivoli-Gardens og balletskolens elever en unik mulighed for at møde og lade sig inspirere af de professionelle kunstnere, der færdes i huset. Det gælder f.eks. Tivolis Symfoniorkester, Tivoli Ballet Teater, internationale orkestre og senest f.eks. Royal Ballet og Alvin Ailey, som deltog i Tivolis Balletfestival.

Tivoli og Tietgensgade ligger i den såkaldte kulturelle akse i København, og nu bliver der altså tilføjet endnu en dimension til Københavns kulturliv med det nye hus, der kommer til at huse Tivoli-Gardens 100 gardere og Tivolis Ballet Skole, der på sigt vil få op til 600 elever. Huset giver også mulighed for at kunne optage piger i Tivoli-Garden på lige fod med drenge.

Henrik Tvarnø, direktør for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal siger: "Tivolis tanke om at samle de to kunstformer ballet og musik fysisk under samme tag giver god mening. Der er tale om et visionært projekt, der styrker kreativ uddannelse af talentfulde balletdansere og musikere. Noget hele København forhåbentlig får glæde af."

Tivolis Balletchef Peter Bo Bendixen siger:
"Tivoli-Garden har gennem de sidste 170 år været en vigtig faktor i det danske og internationale musikmiljø, gennem uddannelse af unge talenter, og det er vores plan, at Tivoli Ballet Skole på samme måde skal være en væsentlig bidragyder til det danske og internationale balletmiljø. Tivoli Huset vil give os mulighed for, for alvor, at bidrage til og inspirere ballet og dansemiljøet både på og uden for Kongens Nytorv. Ballet er en kunstart, ikke en sport, men ikke desto mindre er systemerne i de bedste af fodboldklubberne en inspiration for Tivoli Ballet Skole; alle kan være med og har man potentialet, bliver det set".

Adm. direktør for Tivoli, Lars Liebst siger:
"Med den meget generøse donation har A.P. Møller Fonden endnu en gang vist, at Fonden spiller en væsentlig rolle for udviklingen af Danmarks børn og unge. Tivoli Huset bliver et kraftcenter for musik og ballet, hvor topprofessionelle lærerkræfter, udøvende balletdansere og musikere vil mødes, inspireres og være med til at dygtiggøre Danmarks mange unge, kreative talenter."

Tæt dialog med Københavns Kommune
Med finansieringen og den overordnede arkitektur på plads er næste skridt at opnå godkendelse af Tivoli Huset, som udover Tivoli-Garden og Tivoli Ballet Skole kommer til at rumme Tivolis administration. Tivoli er derfor netop nu i tæt dialog med Københavns Kommune om at tilvejebringe det nødvendige lokalplangrundlag. Det forventes at falde på plads i 2015, og først herefter kan byggeriet gå i gang.

Tivoli Huset er tegnet af det anerkendte arkitektfirma Pei Cobb Freed & Partners fra New York. Arkitekterne er valgt på grund af tegnestuens evne til og erfaring med at forstå og designe i særligt følsomme omgivelser, hvor historie og traditioner spiller en afgørende rolle. Blandt tegnestuens mest kendte bygninger er John F. Kennedy Library, Bank of China Tower i Hong Kong, og den berømte Pyramide-udvidelse af Louvre Museet i Paris.

Baggrund:

Tivoli-Garden:
I 1844 blev Tivoli-Garden dannet som et korps af drenge, der stod vagt om Tivolis vigtigste bygninger og monumenter på Havens festdage. I dag er Tivoli-Garden blandt Danmarks bedste musikskoler og består af ca. 100 drenge i alderen 8 til 16 år, der året rundt modtager undervisning af høj klasse, varetaget af konservatorieuddannede musiklærere og udøvende musikere. Tivoli-Garden bliver ofte fremhævet som et vigtigt led i den musikalske, professionelle fødekæde i Danmark og har lagt grunden til en lang række store kunstneriske karrierer. Her kan f.eks. nævnes Uffe Savery og Morten Friis, Chris Minh Doky, Jan Glæsel, Nikolaj Lie Kaas, Jeppe Kaas og Michael Bojesen.

Tivoli Ballet Skole

Tivoli Ballet Skole blev etableret i 2012 og har allerede nu over 200 elever. Tivoli Ballet Skole er for alle, fra den 6-årige, der aldrig har gået til dans, til det 16-årige stortalent, som går efter en professionel karriere. På Tivoli Ballet Skole øves intensivt, både i individuelle færdigheder med fokus på klassiske dansetrin og i kunsten at fortælle en historie med kroppen. Balletskolens elever deltager aktivt i Tivolis kulturelle udbud, dels med egne forestillinger, dels ved at indgå i teaterproduktioner som f.eks. "Nøddeknækkeren" i Tivolis Koncertsal samt forestillinger på Havens udendørs scener.

Læs mere her

tags: New York, Danmark, København, direktør, Tivoli, uddannelse, kunst, fodbold, 2012, kreativ, Kongens Nytorv, balletdanser, undervisning, miljø, fødekæde,

torsdag den 25. september 2014

Krydstogtterminal i Nordhavnen med nyskabende facadeløsning

Da arkitekten skulle finde et facadeprodukt til ny krydstogtterminal i den udvidede københavnske Nordhavn, faldt valget på opalfarvede polykarbonatpaneler. Materialet blev valgt, fordi det giver bygningen et unikt, maritimt udtryk. København har længe været et turistmekka, hvor udlændinge fra alle verdenshjørner lægger vejen forbi. En stor del af disse turister kommer med de over 300 krydstogtskibe, der hvert år lægger til kaj i hovedstaden. For at tilgodese denne interessante kundeskare har By & Havn netop – sammen med Dronningen – indviet en ny passagerterminal i Nordhavnen. Det er meningen, at terminalen skal gøre livet som krydstogtturist endnu nemmere.

For Mogens Rasmussen A/S, der blandt andet leverer facader, solafskærmninger og loftsprodukter til byggesektoren, har projektet været særligt interessant. Firmaet med base i Middelfart har nemlig leveret det tyskproducerede facadepanel Rodeca 50 mm. Heatbloc i polykarbonat til den nye terminalbygning.

– Da vi fik muligheden for at levere 5.000 kvadratmeter facadepaneler til den nye krydstogtterminal, var der ikke meget at betænke sig på. Vi er stolte over at have leveret facaden til et så fremtrædende byggeri i det københavnske havneområde, siger Peter Gjerløff, der er direktør hos Mogens Rasmussen A/S.

Minder om opaler og østers

Jesper Kusk Pedersen fra Christensen & CO Arkitekter var arkitekt på projektet, og han forelskede sig i panelerne, fordi de gav nogle specielle muligheder i de maritime omgivelser. – Panelernes perlemorsudtryk giver en rigtig god effekt i de maritime omgivelser, da det minder om opaler eller det indvendige af en østers, fortæller han og fortsætter:

– Rodeca 50 mm. Heatbloc er translucent, og det giver en god effekt i dagslys, men også når det er mørkt. Da lyset kan gennemtrænge facaden både udefra og indefra, er der altid nye nuancer at betragte, når man ser på bygningen, ligegyldig om det er nat eller dag. Desuden sikrer Heatbloc-teknologi, at varmen bliver reflekteret, hvilket muliggør et mere behageligt indeklima.

Alternativ til glas

Ifølge Peter Gjerløff giver polykarbonat som facadeprodukt andre muligheder end eksempelvis glas. – Hvis man vælger en facade lavet af polykarbonat, får man mulighed for at lege med et hav af farver, forklarer han.

Når det kommer til isoleringsevnen, er polykarbonat fuldt ud på højde med energiruder, og det var naturligvis også vigtigt for arkitekten, da valget faldt på Mogens Rasmussens facadepaneler:

– I dag er energiprofilen vigtig i nybyggeri, og ud over de arkitektoniske fordele ved facadepanelerne er de også yderst energivenlige, forklarer Jesper Kusk Pedersen, der også peger på den relativt simple montering som en fordel ved Rodecas produkt.

Billigt materiale

For Mogens Rasmussen A/S startede processen med at blive leverandør til den nye krydstogtterminal allerede i efteråret 2011. Arkitekt Jesper Kusk Pedersen havde set Rodecas produkt på et byggeri i Holland, og han mente, det ville passe godt til den nye københavnske havnebygning. Siden den første kontakt blev taget, er leverandøren og arkitekten indgået i en tæt dialog. – Det har været en god og lærerig proces for alle parter, hvor vi har budt ind med de kompetencer, som vi har i forhold til facader, siger Peter Gjerløff.

Facadeelementerne er leveret i en bredde på 50 centimeter og i længder på op til 14,5 meter. Pladernes tykkelse er 50 millimeter. Polykarbonat er et billigt materiale, som normalt kun koster godt en tredjedel af facadeglas.

Mogens Rasmussen A/S leverer – i tæt samarbejde med arkitekter og rådgivere – akustikløsninger, facadesystemer og solafskærmning. Virksomheden, der har over 20 års erfaring med skræddersyede løsninger til byggeriet, er dansk agent for internationalt førende producenter som Armstrong (USA), HunterDouglas (Nederland) og Rodeca (Tyskland). www.mras.dk


Læs mere her

tags: USA, 2011, Tyskland, København, Holland, direktør, Dronningen, Nordhavn, hovedstad, Middelfart, teknologi, energi,

Aarhus skal have 20.000 nye boliger

Aarhus har vokseværk. Frem med 2030 får byen yderligere 75.000 indbyggere, og der skal investeres 40 milliarder kr. i nyt boligbyggeri for at følge med væksten. Den 29. oktober afholder Byens Ejendom konferencen "Boligmarkedet til 40 milliarder kr. i Aarhus 2015-2025". Ud over en række nye højhuse domineres aftenhimlen over Aarhus af byggekraner. Over de kommende 10 år vil tendensen tage til, for der skal opføres 20.000 boliger for at følge med befolkningsvæksten. Både på havnefronten, Brygger Bakke, Godsbanearealerne, Frederiks Plads, Ceresgrunden samt i Lisbjerg, Elev, Rosenhøj og i Gellerupparken vil byggeriet tage voldsomt til i de kommende år.

- Danskerne flytter fra land til by som aldrig før, og det kan mærkes i Aarhus, hvor der bliver sat endnu mere fart på byggeriet. Blandt andet er behovet for nye ungdomsboliger efterhånden meget stort, siger Piotr Szutowicz, der er redaktør og konferencechef hos Byens Ejendom, som arrangerer konferencen om de mange nye byggeprojekter i Aarhus.

Netop behovet for nye ungdomsboliger er blandt emnerne, når stadsarkitekt Stephen Willacy på konferencen vil fortælle om byens udvikling i de kommende år. Han vil også komme ind på både de nye udviklingsområder samt mulighederne for at fortætte den eksisterende by.

Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank vil analysere den demografiske udvikling i Aarhus nærmere, mens Henrik Løwig, adm. direktør i Boligportal.dk vil belyse, hvad befolkningsudviklingen betyder for prisudviklingen for leje-, andels- og ejerboliger. Samtidig vil han komme med sit bud på, hvilke områder i Aarhus, der er de mest attraktive nu og fremadrettet.

Ud over nybyggeri kan der også etableres nye boliger gennem omdannelse af industri- og kontorejendomme. Johan Gottschalk fra Colliers International Danmark A/S vil på konferencen holde et oplæg, hvilke muligheder der er for at etablere boliger på den måde i Aarhus. Han vil ligeledes belyse, hvordan man griber sagen an som ejer, ejendomsudvikler eller investor.

I havneområdet fortsætter udbygningen med både boliger og erhverv ufortrødent, og mandag den 15. september præsenterede borgmester Jacob Bundsgaard og arkitekt Bjarke Ingels fra BIG en ny udviklingsplan for Bassin 7 på Aarhus Ø. Bente Lykke Sørensen, Chef for Byudvikling og Mobilitet i Aarhus Kommune vil på konferencen holde et oplæg om den fremadrettede udvikling af havneområderne.

Endelig vil Jan Pedersen, der er direktør i det nystartede selskab Danish Student Housing deltage med et oplæg om de mange nye ungdomsboliger, der er i støbeskeen i Aarhus. Danish Student Housing har planer om at bygge 640 studieboliger i det nye byudviklingsområde Brygger Bakke, og Jan Pedersen vil berette om, hvordan man bygger boliger til unge i dag, samt hvilket prisleje de skal befinde sig i.

- Konferencen henvender sig til boligaktører, udviklere, investorer, entreprenører, ejendomsmæglere, arkitekter og rådgivere med interesse for Aarhus. Ejendomsaktører med interesse for boligudvikling generelt eller for Aarhus specifikt, kan også med fordel deltage, siger Piotr Szutowicz.

Han fortæller, at der stadig er mulighed for at tilmelde sig konferencen og få mere information på Byens Ejendoms hjemmeside.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, borgmester, portal, Jyske Bank, Gellerup, investor,

onsdag den 24. september 2014

Jaynet sparer 34% med EC ventilatorer i køleanlæg

IT- og Televirksomheden Jaynet i Glostrup fortsætter den grønne linje og skifter til energibesparende ventilatorer på køleanlæg til deres 2000 m2 store serverrum. IT- og Televirksomheden Jaynet i Glostrup sparer en tredjedel af energiforbruget til ventilatorerne på deres køleanlæg ved at skifte fra standard AC-ventilatorer til energibesparende EC-ventilatorer fra ebmpapst. Investeringen er tjent hjem på ca. 4 år.

Jaynet lever af driftssikkerhed, og køling af det 2.000 m2 store serverrum er af vital betydning. Op ad bygningen står 7 kæmpestore chillere med 6 ventilatorer på toppen af hver. De kører 24 timer i døgnet reguleret op og ned i hastighed efter behov. Ved at skifte til moderne aksialventilatorer med integreret styring og EC-motor spares der cirka 7.000 kWh årligt på driften af et enkelt af de 7 anlæg. Det svarer til cirka en tredjedel af forbruget til ventilatorerne på de chillere, der stadig kører med AC-ventilatorer.

I første omgang er der installeret nye ventilatorer på en enkelt af de 7 chillere, og energiforbruget følges tæt og sammenlignes med målinger på anlægget ved siden af, der ikke har fået skiftet ventilatorer. Der er nu i 6 måneder indsamlet data via bimålere kun tilsluttet ventilatorerne, og Martin Axelsen, der er Hosting Facility Manager hos Jaynet, har regnet på tallene.

- Chilleren med de nye ventilatorer bruger omkring en tredjedel mindre strøm end de andre, men vi kan ikke fastslå den præcise størrelse af besparelsen, før vi har målinger for et helt år. Behovet for køling varierer jo enormt i forhold til udetemperaturen, og vi har lige haft en meget varm sommer, hvor ventilatorerne virkelig har været på arbejde og kørt op imod de 100%, forklarer Martin Axelsen.

Bedre end forventet

Når udetemperaturen falder, og ventilatorerne drosler ned til under 100%, stiger størrelsen af besparelsen igen, og Martin Axelsen mener, den realiserede besparelse kommer til at ligge på cirka 7.000 kWh pr. år, hvilket svarer til 34%.

Resultatet er en tak bedre end den minimumsbesparelse på 28%, som ventilator-leverandøren ebmpapst havde garanteret forud for udskiftningen.

- De AC-ventilatorer, der er blevet udskiftet, er ikke særlig gamle og af en udmærket kvalitet, så besparelsen opnås udelukkende ved skiftet fra AC- til EC-teknologi. Når vi energirenoverer køleanlæg er det i rigtig mange tilfælde ældre og dårligere typer af ventilatorer, vi udskifter, og så ser vi langt større besparelser – helt op til 70%. Hos Jaynet kan vi se, at det altid kan betale sig at skifte fra AC til EC, også når der er tale om ret nye AC-ventilatorer, siger produktchef Henrik Dahl Thomsen fra ebmpapst.

Læs mere her

tags: Glostrup, energiforbrug, virksomhed, teknologi, energi,

Nyudviklet glaskran letter montering i højden

Jøma Lift Teknik A/S, der forhandler lifte og teleskoplæssere af mærket Genie, har netop lanceret en glaskran, der gør det meget lettere at montere og udskifte vinduer i højden. Især anvendeligheden og sikkerheden får roser med på vejen. Tunge vinduer kan være vanskelige at håndtere – især på steder, hvor pladsen er trang. Men nu har Jøma Lift Teknik A/S i Kolding gjort det betydeligt nemmere at montere vinduespartier. De har nemlig udviklet en såkaldt glaskran, der lige er kommet i handlen.

Jørgen Martinsen fra Jøma har store forventninger til det nye løfteaggregat, som vil lukke et hul for mange byggefirmaer. – Løfteaggregatet er udviklet på baggrund af stor efterspørgsel og et udækket behov i markedet, og derfor tror vi på, at den bliver en succes, fortæller han.

Brugbart arbejdsredskab

Ifølge Jørgen Martinsen er glaskranens store fordel, at den ud over at være fleksibel på mindre byggepladser også reelt aflaster brugerne. – Arbejdsredskaber er nødvendige for at få arbejdet gjort, men de gør ikke altid arbejdet decideret nemmere at udføre. Med glaskranen har vi forsøgt at lave en løsning, der overholder Arbejdstilsynets gældende regler, men også er en reel aflastning for brugerne. Dermed muliggør glaskranen også hurtigere opgaveløsning, fortæller Jørgen Martinsen.

Han bliver bakket op af Mogens Christensen, ejer af byggefirmaet MC Byg A/S, der i forbindelse med et renoveringsprojekt i Lejre har taget den nye glaskran i brug som en af de første. – Vi er meget positive over for glaskranen, og vi vil helt sikkert bruge den i fremtidige byggeprojekter. Den giver os en fleksibel løsning, hvor man ikke behøver meget plads til at navigere, og man kan nøjes med én maskine til at håndtere vinduespartierne. Med andre løsninger er det som regel nødvendigt at bruge flere forskellige maskiner under monteringen, siger Mogens Christensen.

Tilgodeser sikkerheden

Glaskranen kan tage elementer med en vægt på op til 113 kilo og et areal på op til tre kvadratmeter. Og selvom funktionaliteten er i top, går løsningen ikke på kompromis med arbejdssikkerheden. Sådan lyder konklusionen fra Lars Olsen, der er konsulent hos den politisk uafhængige arbejdsmiljøorganisation Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

– Der findes i dag en række løsninger på markedet til vinduesmontering, hvor glaskranen kan betragtes som næste generation. Den er udviklet, så den overholder de gældende regler for arbejdsmiljø, og produktet virker gennemtænkt i forhold til arbejdssikkerhed og anvendelighed. Blandt andet er det værd at fremhæve tilt-funktionen og den fastmonterede kran, der giver mulighed for nemmere at montere vinduespartier længere inde i væggen, vurderer han.

Ifølge Jøma Lift Teknik henvender glaskranen sig især til byggefirmaer, entreprenører og glarmesterfirmaer. Men maskinen kan også benyttes af blandt andet skiltefirmaer, der har behov for at kunne håndtere og montere store elementer. Glaskranen leveres fuldt monteret i kurv, der som standard passer til Genies bomlift S60HC. Kurven kan også leveres i tilpassede udgaver til andre lifte med samme kurvekapacitet. Løsningens pris betegnes af producenten som yderst konkurrencedygtig i forhold til diverse teleskoplæssere.

Jøma Lift Teknik A/S har siden 1999 specialiseret sig i at sælge og servicere løftemateriel. Virksomheden er dansk totalforhandler af Genie personlifte, materialehejs og teleskoplæssere, eneimportør af Anteo læssebagsmækker samt forhandler og serviceværksted for danske HMF, der tilbyder et komplet program af kraner, lifte samt krog- og wirehejs. www.genielift.dk


Læs mere her

tags: politi, Lars Olsen, Kolding, Arbejdstilsynet, arbejdsmiljø, organisation, konkurrence, miljø,

tirsdag den 23. september 2014

Massiv efterspørgsel på udstillingshuse hos eurodan-huse

Efterspørgslen er gældende for eurodan-huses udstillingshuse i hele landet. Siden 1. maj 2014 har de solgt ikke mindre end 17 udstillingshuse til en samlet sum af cirka 50 mio. kr. Kvalitet i attraktive områder
Det er positive toner, der indikerer, at efterspørgslen efter nye huse i god kvalitet er for opadgående. Ifølge administrerende direktør Thomas Dahl, er de primære årsager til, at nogle køber et færdigbygget udstillingshus, frem for at bygge selv, manglen på ledige grunde i attraktive områder, og det faktum at de forelsker sig i hele pakken, når de besøger udstillingshuset med en færdiganlagt have i et bebygget område.
Tendensen matcher fint det stigende salg af nye huse, der opleves ved eurodan-huse i år til dato.

Solgt inden første åbningsdag
Flere af udstillingshusene når at blive solgt, inden de overhovedet åbner. Men så er det typisk med en aftale om overtagelse ét år efter åbning.

Knap halvdelen af de solgte udstillingshuse, er allerede leveret til kunderne.

Nye udstillingshuse på vej
Dermed opstår muligheden for at bygge nye kvalitets-udstillingshuse, som står til at åbne hen over det kommende halvår. Udskiftning i husene betyder, at de nyeste løsninger inden for byggebranchen altid kan fremvises. eurodan-huse har allerede 13 nye udstillingshuse i støbeskeen. Det første åbnede søndag den 14. september 2014 i Løjt Kirkeby.

Derudover bygges der i blandt andet Haderslev, Herning, Aalborg, Ringsted, Vindinge, Greve, Odense og Esbjerg.

Læs mere her

tags: euro, direktør, Esbjerg, Odense, Herning, Aalborg, Ringsted, Greve, 2014, Haderslev,

Reformer begynder at virke: 3 pct. færre offentligt forsørgede

Der var 25.300 færre på offentlig forsørgelse i de erhvervsaktive aldre i 2. kvartal 2014 i forhold til 2013. Der er især færre ledige, færre på efterløn og førtidspension. Dansk Byggeri glæder sig, men mener, at man fortsat kæmper med fortidens synder Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for antallet af offentligt forsørgede. Der var 791.715 på offentlig forsørgelse i de erhvervsaktive aldre i 2. kvartal 2014, svarende til ca. 22 pct. af de 16-64 årige. Det er et fald på 25.300 fuldtidspersoner - svarende til en nedgang på 3,1 pct. på et år.

- Arbejdsmarkedsreformerne begynder at virke. Antal offentligt forsørgede bevæger sig på fjerde år i positiv retning, og det er første gang siden finanskrisen, at der igen er under 800.000 offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder. Udvikling skal - nok så væsentligt - ses i sammenhæng med den ret nye tendens, at beskæftigelsen det seneste år er steget næsten tilsvarende med 21.800 personer, siger Bo Sandberg, cheføkonom i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

Det samlede fald i antal offentligt forsørgede på godt 25.000 fuldtidspersoner skyldes især, at der er blevet ca. 10.500 færre ledige dagpengemodtagere, ca. 10.500 færre på førtidspension, ca. 8.000 færre på efterløn, 1.500 færre på barsel og 1.000 færre på sygedagpenge. I modsat retning trækker, at dagpenge- og kontanthjælpsreformen har ført til ca. 5.000 flere kontanthjælpsmodtagere og ca. 4.000 flere i støttet beskæftigelse.

- Det er positivt, at faldet i offentligt forsørgede nu modsvares af stigende beskæftigelse. Samtidig er der med de senere års reformer lagt spor ud til at fortsætte tendensen. Dog kæmper vi fortsat med fortidens synder i skikkelse af forsømte reformer i de gode tider bl.a. op gennem 00´erne, slutter Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: Danmark, finanskrisen, 2013, Danmarks Statistik, sygedagpenge, penge, førtidspension, organisation, arbejdsgiver, beskæftigelse, 2014,

mandag den 22. september 2014

Momsrefusion - fristen udløber den 30. september

Hvis bestemte betingelser er opfyldt, kan danske momsregistrerede virksomheder få moms tilbage, som er betalt i andre EU-lande i forbindelse med indgående leveringer eller ydelser. Forudsætningen for det er, at man ansøger for den såkaldte "momsrefusion" hos SKAT Danmark. tyskrevision, 18.09.2014: Den senest mulige dag for at søge om momsrefusion er den 30. september i året efter virksomheden har købt varer eller ydelser. Dvs. at ansøgningen for momsrefusion 2013 senest skal være indsendt den 30. september 2014.

"Man skal derfor sørge for, at man overholder fristen, fordi SKAT ikke accepterer eller tager imod ansøgninger som indgår senere, selv hvis indholdet er i orden", siger Christian Kuth fra tyskrevision i Flensborg.

tyskrevision svarer gerne på alle spørgsmål mht. momsrefusion og er også behjælpelig med at stille ansøgninger til SKAT, helt specielt i forbindelse med moms betalt i Tyskland.

Læs mere her

tags: Danmark, Tyskland, EU-lande, 2013, EU, virksomhed, moms, SKAT, 2014,

Nye udfordringer for aktører på ejendomsmarkedet

Ejendomsmarkedet har gennem de seneste år flyttet sig og udspiller sig på nye arenaer. Drivkraften bag udviklingen er blandt andet den digitale udvikling og udenlandske investorers indtræden på det danske ejendomsmarked. Den 22. oktober afholder Byens Ejendom konferencen "Udlejning og salg af ejendom – de nye metoder", hvor der stilles skarpt på et marked under forandring. Stadig flere transaktioner på ejendomsmarkedet foregår via nettet, og samtidig stiller udenlandske investorers stigende interesse for det danske ejendomsmarked nye krav til danske ejendomsaktører. Det er omdrejningspunktet for den konference, som Byens Ejendom står bag.

- Den udvikling, som vi nu ser på ejendomsmarkedet, stiller nye krav til både ejendomsmæglere og andre ejendomsaktører. Man risikerer ganske enkelt at blive kørt agterud, hvis man ikke tager højde for den digitale revolution, siger Piotr Szutowicz, der er redaktør og konferencechef hos Byens Ejendom, som arrangerer konferencen.

På konferencen vil Claus Jensen, der er direktør i Pipeline Communications, blandt andet fortælle om, hvordan man kan optimere sin tilstedeværelse på de elektroniske medier. Jesper Damborg, der er partner i Capital Investment vil belyse, hvilken betydning de udenlandske investorer har for ejendomsmarkedets dynamik.

- Konferencen gennemgår alle væsentlige aspekter af den nye trend på ejendomsmarkedet, og både ejendomsmæglere, private og offentlige ejendomsbesiddere, ejendomsadministratorer, ejendomsfirmaer, udviklere, rådgivende ingeniører vil alle med stor fordel kunne deltage, siger Piotr Szutowicz.

Konferencen vil også sætte lup på nøglebegreber som drift, bæredygtighed og omkostningseffektivitet, der fylder mere og mere inden for ejendomsbranchen. Ejer og udlejer er blevet en mere aktiv aktør med fokus på optimering af både ejendommen og hele porteføljen med blikket rettet mod konjunkturerne på ejendomsmarkedet.

Hele programmet for konferencen kan ses på Byens Ejendoms hjemmeside via dette link: http://byensejendom.dk/conference/udlejning-og-salg-af-ejendom---de-nye-metoder-558

Læs mere her

tags: direktør, investor,

søndag den 21. september 2014

Vejle Kommune får Landskabspris for Mariaparken

Mariaparken i Vejle har fået Dansk Landskabspris for at skabe en moderne folkepark. Prisen blev overrakt borgmester Arne Sigtenbjerggaard af kulturminister Marianne Jelved ved Danske Parkdage i Roskilde. Vejle Kommune har fået Dansk Landskabpris for Mariaparken, som juryen har valgt at kalde en moderne folkepark. Juryen finder, at processen omkring skabelsen af Mariaparken og inddragelsen af brugerne er eksemplarisk. "Byplanmæssigt er det beundringsværdigt, at Vejle Kommunes Midtbystrategi følges og i så tydelig grad forskønner og forbedrer forholdene for byens beboere. Vejle Kommune har gjort sig store anstrengelser for, at byen forbliver et godt sted at bo," siger stadsgartner og formand for Kommunale Park- og Naturforvaltere, Kirsten Lund Andersen. Kommunale Park og Naturforvaltere (KPN) står sammen med Danske Landskabsarkitekter (DL) og Danske Arkitektvirksomheder bag Dansk Landskabspris.

Og det var en stolt Vejle-borgmester, der fik Landskabsprisen overrakt af kulturminister Marianne Jelved.
"Vi er utroligt glade og stolte over at få præcis denne pris. Mariaparken er et håndgribelig resultat af den kultur, vi ønsker at fremme i Vejle Kommune, hvor vi ikke stiller os tilfredse med det næstbedste. Vi bliver ved, indtil vi har den helt optimale løsning. Parken fremstår ikke kun smuk, men er en park, der understøtter ungdomskultur og studieliv, da den ligger på aksen mellem handelsstrøget og campusområdet. Den indbyder til både idræt og bevægelse, men også til kultur. Oven i dette fungerer den som en fin indramning af de gamle bygninger i Vedelsgade, hvor nyt møder gammelt," siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard, Vejle Kommune.

Også Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, er glad for prisen.
"I skabelsen af Mariaparken har vi vægtet dialogen med borgerne højt. Vi ville være helt sikre på, at vi skabte en park, der ville blive brugt. Det kan man kun, når man fornemmer, hvad borgerne drømmer om. Parken skulle gerne fremstå som et bynært aktivitetsområde med en palette af muligheder, der tiltrækker både vejlenserne samt nye borgere. Vores håb har været at skabe en oase i byen, hvor idræt og kultur mødes på tværs," siger Peder Hummelmose.

Mariaparken er en sammensmeltning af Marias Plads og Amtmandens Have og er blevet til efter et langt forarbejde, hvor der også har været drøftet forskellige løsninger med parkeringshuse. I sidste ende besluttede byrådet I Vejle, at der i stedet blev opført et parkeringshus bag Mary's Shoppingcenter. Dermed var vejen banet for, at de fleste parkeringspladser på Marias Plads kunne nedlægges og erstattes af et stort grønt rum med en multibane. Multibanen fungerer om vinteren som skøjtebane, og resten af året anvendes den til forskellige boldspil, rulleskøjteløb og meget andet.

Dansk Landskabspris 2014 er delt i to priser, hvor den anden pris gik til Vestervangs Fritidshjem på Vesterbro i København for en innovativ taghave.

Yderligere oplysninger:
Vejle Kommune:
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard
Tlf.nr. 76 81 15 56
E-mail: borgmesteren@vejle.dk

Stadsarkitekt Henrik Stjernholm
Tlf 76 81 22 40 mobil 20 15 49 44
e-mail. henst@vejle.dk

Juryen for Dansk Landskabspris 2014
Landskabsarkitekt, MAA, MDL, LIW Planning, Lisbeth Westergaard, mobil 28 10 64 60

Pressekontakt:
Landskabsprisens sekretariat v. Michael Nørgaard, Kommunale Park- og Naturforvaltere
mna@publicpress.dk, mobil 40974444

Fakta om Dansk Landskabspris
Dansk Landskabspris uddeles for 6. gang af Danske Ark, Kommunale Park- og Naturforvaltere og Dansk Landskabsarkitektforening. Årets tema for Danske Landskabspris er "Et bedre sted at bo".
Juryen til Dansk Landskabspris 2014 består af:
Landskabsarkitekt MDL Lisbeth Westergaard, LIW Planning, repræsentant for DANSKE ARK
Landskabsarkitekt MDL Bo Holm-Nielsen, ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, repræsentant for Dansk Landskabsarkitektforening
Landskabsarkitekt MDL Steen Himmer, Gentofte Kommune, repræsentant for Kommunale Park og Naturforvaltere


Læs mere her

tags: København, Vejle, borgmester, Parken, Vesterbro, Roskilde, virksomhed, campus, strategi, 2014, Fakta,

Solrød satser på vedvarende energi

Solrøds borgmester Niels Hörup (V) har taget første spadestik til kommunens nye biogasanlæg, der skal levere grøn energi, forbedre vandmiljøet ved Køge Bugt, bidrage til færre lugtgener og medvirke til at nå kommunens ambitiøse klimamål Solen skinnede fra en skyfri himmel og humøret var højt, da flere end 80 specialister, fagfolk og samarbejdspartnere en varm septemberdag var mødt op for at overvære det første spadestik for Solrød Biogas A/S.

Med det kommende biogasanlæg tager Solrød Kommune et væsentligt skridt i forhold til at opfylde kommunens meget ambitiøse klimamål, hvilket bl.a. indebærer en målsætning om at reducere kommunens drivhusgasser med 55 procent inden 2025.

Jeg håber, at andre kommuner og private aktører vil lade sig inspirere og kopiere vores projekt, så vi for alvor får omstillet til vedvarende energi og dermed yder et reelt bidrag i kampen mod klimaforandringerne, sagde Solrød Kommunes borgmester samt formand for Solrød biogas A/S, Niels Hörup, under sin tale i forbindelse med indvielse af byggeprojektet.

Stort skridt mod opfyldelse af ambitiøs klimapolitik
Spadestikket markerer en milepæl i flere års hårdt planlægningsarbejde og borgmester Niels Hörup udtrykte i sin tale håb om, at andre kommuner kan hente inspiration i Solrød kommunes fremtidsinvestering.

Det er helt afgørende at gøre os fri for fossile brændsler, hvis vi vil undgå de globale klimaforandringer. Med biogasanlægget reducerer vi udledningen af drivhusgasser med 40.000 tons årligt, og det bidrager dermed til halvdelen af det mål, som Solrød kommune har sat frem mod 2025, understregede Niels Hörup.

I praksis vil anlægget årligt producere grøn varme svarende til forbruget hos ca. 1.700 husstande samt grøn el svarende til omkring 3.800 husstande, hvormed en stor del af kommunens godt 21.000 borgere vil få gavn af det grønne initiativ.

Unikt anlæg omdanner tang til biogas
Når anlægget er klar til drift i 2015, vil det være det første biogasanlæg i Danmark, der kan omdanne ildelugtende tang til grøn energi, til stor glæde for kommunens mange borgere.

Lokalt er biogasanlægget på mange læber, hvor der er store forventninger til projektet. Mange af kommunens borgere er således tilfredse med, at stranden renses for tang og efterfølgende nyttiggøres til grøn energi i biogasanlægget, sagde Niels Hörup.

Stærkt offentlig-privat samarbejde
Solrød Kommune er eneaktionær i selskabet, men etableringen af biogasanlægget er sket i tæt samarbejde med CP Kelco, VEKS, Chr. Hansen, Bigadan, Roskilde Universitet samt landbruget, og borgmesteren opfatter projektet som et stærkt og overbevisende eksempel på et offentlig-privat samarbejde, der fungerer.

Netop det stærke samarbejde spiller en vigtig rolle for projektets realisering. Projektet er skabt på baggrund af at skabe fordele for alle parter i projektet. Og det må man sige er lykkedes. De lokale landmænd har mulighed for at komme af med deres gylle på en effektiv og bæredygtig måde, hvilket også gælder de biologiske restprodukter fra CP Kelco og Chr. Hansen. Sammen med tang og fedtemøg udvikles det organiske materiale til biogas, hvorefter gassen omdannes til bæredygtig energi på VEKS' kraftvarmeanlæg, så Solrød Kommunes borgere til sidst kan nyde godt af grøn el og varme. Og det affald, som er tilbage vil kunne udbringes på landbrugsjord, sluttede Niels Hörup.

Solrød Biogas A/S er støttet af Den Europæiske Kommission, Region Sjælland samt Vækstforum Sjælland. Danske Bigadan, der har mere end 30 års erfaring inden for biogasindustrien, er hyret ind som totalentreprenør på entreprisen, der forventes at være driftsklar allerede i august 2015.

Fakta:
• Biogas er en brændbar blanding af gasser bestående hovedsageligt af metan og kuldioxid, som det er muligt at omsætte til energi.
• Udvinding af biogas sker gennem en biologisk proces, hvor organisk materiale omdannes til biogas i et ildfattigt miljø.
• Biomassen består af biologiske restprodukter fra virksomhederne CP Kelco og Chr. Hansen, tang og fedtemøg fra strandrensning i Køge Bugt samt husdyrgødning fra nærliggende landbrug. Biogasproduktionen vurderes at være ca. 6. Mio. m3 metan årligt.
• Selve biogassen sendes til VEKS kraftvarmeanlæg på Solrød Fjernvarmeværk, hvormed der årligt udvindes ca 23 GWh el samt 28 GWh varme.


Læs mere her

tags: Danmark, klimamål, politi, borgmester, Sjælland, Køge, Roskilde, virksomhed, klimaforandringer, drivhusgas, husstand, biogasanlæg, energi, landmænd, miljø, Fakta,

lørdag den 20. september 2014

Følg træhusbyggeri i Taastrup uge for uge

Scanwo vil med udstillingshus i Taastrup vise de funktionelle og miljømæssige fordele, man kan opnå med træhuse – også som selv- eller medbygger. Samtlige søndage i september slås dørene op for alle interesserede. Hvis man går med tanker om at bygge sit eget træhus, er det måske værd at besøge træhusleverandøren Scanwos åbent hus arrangementer på Jernbane Allé i Taastrup, som slår dørene op alle søndage i september. Her vil der nemlig være mulighed for at opleve en funktionel familievilla med en gennemtænkt planløsning. – Udstillingshuset er på 145 m2, men fordi der er tænkt over rumfordelingen, vil boligen opleves større. Dermed får gennemsnitsfamilien fint med plads at boltre sig på, forklarer Erik Berg, der er salgschef hos Scanwo.

– Vi har valgt at holde åbent hus over fire søndage i september, fordi en del af vores kunder selv deltager i deres byggeprojekter og på den måde sparer hundredtusinder af kroner. I Taastrup får man fire søndage i træk mulighed for at følge byggeriet trin for trin, så man selv kan lære af processen. Samtidig kan man opleve, hvor hurtigt og forholdsvis nemt et moderne træhus kan bygges, hvad enten man er selv- eller medbygger eller overlader det hele til professionelle, fortsætter han.

Godt indeklima

En af de store fordele ved træhuse er et bedre indeklima end i traditionelle murstenshuse, og i Scanwos boliger benyttes udelukkende kvalitetstræ fra Skandinavien. – Mange af vores kunder kan godt lide et økologisk og bæredygtigt træhus, og med et spirende boligmarked er der god grobund for, at interesseren for træhuse fortsat vil stige i de kommende år, mener Erik Berg.

Scanwo har inden for det seneste år mærket en stigende interesse for nybyggeri, men firmaet oplever også, at danskernes boligdrømme lider et knæk, så snart de sætter benene i banken. – Op til lavkonjunkturen var det for nemt at låne penge, og der blev bygget alt for mange nye huse, men i dag er det lige modsat. Bankerne smækker nogle gange kassen i over for selv solide kunder, og der er efterhånden oparbejdet et stort behov for nybyggerier med ekstra gunstig totaløkonomi, forklarer salgschefen.

Skræddersys efter individuelle ønsker

Udstillingshuset i Taastrup kan ligesom Scanwos øvrige husløsninger tilpasses individuelle behov. Scanwos leverance til udstillingshuset i Tåstrup begrænser sig udelukkende til materialerne. – På den måde opnår kunden stor fleksibilitet og sparer flere hundrede tusinde. I øvrigt er det som selvbygger betydelig nemmere at opføre et træhus end et murstenshus i samme størrelse, lover Erik Berg.

Hos Scanwo er det både muligt at blive husejer med en totalløsning, hvor man ikke skal røre en finger, med en medbyggerløsning, hvor man bistår med arbejdet, og med en selvbyggerløsning, hvor man selv står for hele byggeriet.

Åbent hus i weekenden

Der afholdes åbent hus på adressen Jernbane Allé 51A, 2630 Taastrup, samtlige søndage i september – første gang den 7. september. Det sker alle fire dage i tidsrummet fra kl. 13 til 15.


Fakta: Scanwo DK A/S er blandt Danmarks førende leverandører af træ- og bjælkehuse til selv- og medbyggere og har mere end 20 års erfaring med at producere og bygge til kunder over hele Europa. Produktprogrammet omfatter både et- og flerplanshuse, fritidshuse samt specialhuse, der er skræddersyet til individuelle behov.

Virksomheden tilbyder levering på flere forskellige trin, alt efter hvor færdig en løsning man ønsker. Det laveste trin omfatter alene byggesæt med ind- og udvendige materialer samt bistand til bjælkemontagen, mens det højeste trin leveres som nøglefærdigt hus www.scanwo.dk


Læs mere her

tags: Danmark, Europa, økonomi, penge, fleksibilitet, Skandinavien, miljø, økologi, Fakta,

STM hyrer på Langeland

En af Danmarks førende producenter af vinduer og døre ansætter flere både i produktionen og på kontoret for at udnytte forventning til et travlt efterår STM Vinduer A/S har styrket sin salgsorganisation både internt og eksternt det seneste år. Det har resulteret i øget afsætning af vinduer og døre både til nybyggeri og til renoveringer af institutioner og større boligbyggeri. Væksten ser ud til at fortsætte i efteråret ikke mindst i kraft af slutspurten på håndværkerfradraget til private boligejere, som dog nok bliver fulgt af et stille kvartal i starten af 2015.

- Den positive udvikling gør, at vi i øjeblikket ansætter både i produktionen og administrationen, fortæller adm. direktør Finn Methmann.

Investeringerne og et prispresset marked gør til gengæld, at STM Vinduer A/S kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud før skat på 2,4 millioner kroner, hvilket er lavere end resultatet for sidste år og betegnes som "ikke tilfredsstillende".

- Vi havde større forventninger til resultatet, men i et presset marked, hæfter vi os dog ved, at vi formår at vokse og samtidigt skabe et positivt resultat, siger adm. direktør Finn Methmann.

Positive forventninger
Der er fortsat gode udsigter til eksportvækst især til Norge, og derfor søger den lange-landske virksomhed flere forhandlere i det nordlige naboland.

Forventningerne er igen i år både vækst i omsætning og indtjening ikke mindst på grund af øget efterspørgsel efter firmaets A-mærkede produkt TINIUM 2020.

STM Vinduer har gennem de seneste år satset målrettet på at producere en meget energivenlig og tyverisikker serie, og er på forkant når energikravene skærpes yderligere i forbindelse med ikrafttrædelse af Bygnings-reglementet 2015 (BR15).

For yderligere oplysninger: Adm. dir. Finn Methmann tlf. 63 51 16 29.

FAKTA: STM Vinduer A/S blev etableret for over 40 år siden, har ca. 120 medarbejdere og et stort moderne produktionsanlæg på Langeland.

Læs mere her

tags: Danmark, Norge, direktør, regnskab, boligejere, 2020, Langeland, boligejer, 2020, omsætning, virksomhed, energi, organisation,

fredag den 19. september 2014

Boligrådgiver: Pas på urimelig regel i købsaftalen

Bygningsmæssige problemer omtalt i el-syns- og tilstandsrapporter, der når at udvikle sig i de halve og hele år, der ofte går fra rapporterne udarbejdes til en køber overtager sin nye bolig – kan ende som købers uoverskuelige hovedpine. Derfor skal en passus i Dansk Ejendomsmæglerforenings standardvilkår fjernes, mener boligrådgiver i Ret Inden du skriver under på købsaftalen på dit drømmehus, er det vigtigt, at, du sætter dig grundigt ind i, hvad du skriver under på. Købsaftalen indeholder nemlig ofte et standardvilkår, som betyder, at du som køber reelt har ansvaret for ejendommen, længe før du får rådighed over dine kvadratmetre.

Det kan blive dyrt, hvis et forhold i en af rapporterne når at udvikle sig negativt. Som køber har du ingen mulighed for at gribe ind, rette op eller vedligeholde før overtagelsen - og ansvaret for de forværringer, der måtte ske, hviler på købers skuldre. Det sørger en formulering i Dansk Ejendomsmæglerforenings standardvilkår for.

Urimelig regel
Boligrådgiver Inge Lindeer peger i september måneds nyhedsbrev på problemet, der optræder under punkt 8 i Dansk Ejendomsmæglerforenings købsaftale. Det er her reglerne for tilstandsrapporter og el-installationsrapporter omtales – herunder alle de mange forhold, som køber IKKE vil kunne påberåbe sig overfor en sælger.

"Der har for nylig indsneget sig en bestemmelse, som jeg ikke finder rimelig, og som Dansk Ejendomsmæglerforening bør overveje at justere, da det ikke er en lovbestemt konsekvens, men noget der kan aftales", mener Inge Lindeer.

Uoverskueligt for køber
Standardvilkåret er i dag formuleret sådan, "at det i nærværende købsaftale bestemmes, at køber ikke kan påberåbe sig forhold, som er opstået efter udarbejdelsen eller fornyelsen af henholdsvis tilstands- og el-installationsrapport."

"Jeg finder det uheldigt og uoverskueligt for en køber, da tilstandsrapporten kan være tæt på et halvt år gammel, når købsaftalen underskrives, og der forøvrigt ofte kan jo gå op til ét år fra tilstandsrapporten er udarbejdet indtil overtagelsesdagen", påpeger Inge Lindeer.

Punktet bør fjernes
I en del af hendes handler er det lykkedes Inge Lindeer at få elimineret punktet.
"Men der er bestemt også mæglere, som fastholder, og det er svært at forsvare over for køberne"
Problemet er, forklarer Inge Lindeer, at afsnittet ikke bærer den ellers indlysende tilføjelse: ".... i det omfang forholdet er dækket af den tilbudte ejerskifteforsikring."

Ansvar - men ingen råderet
Ifølge boligrådgiveren ville en sådan tilføjelse gøre ansvaret begrænset, uden dog helt at fritage de nye ejere, der altid vil hæfte med en selvrisiko.

"Det urimelige består i, at der jo kan være tale om forhold, der er nævnt i rapporten, men som når at udvikle sig negativt inden overtagelsen af boligen. I mellemtiden har køber ikke en chance for at sætte ind med en opretning eller vedligeholdelse. Det kan selvsagt først ske, når køber får disposition over ejendommen. Som køber og købers rådgiver, bør man derfor være særligt opmærksom på denne bestemmelse og vurdere, om man kan acceptere bestemmelsen med den risiko, der er forbundet med at have ansvaret for en ejendom, som man ikke har rådighed over.

BOKS 1:
Hvad er standardvilkår
I en købsaftale er der standardvilkår, som bliver en del af aftalerne mellem køber og sælger. En del af disse vilkår er identiske med, hvad der følger af lovgivningen - herunder "Lov om forbrugerbeskyttelse ved køb af fast ejendom". I denne lov findes bl.a. reglerne om, at en sælger kan blive ansvarsfri for mangler ved bygningens fysiske tilstand, når køber har modtaget en tilstandsrapport, el-synsrapport, ejerskifteforsikringstilbud samt tilbud om betaling af halvdelen af præmien på en ejerskifteforsikring.

BOKS 2: Det "uheldige" standardvilkår
At det i nærværende købsaftale bestemmes, at køber ikke kan påberåbe sig forhold, som er opstået efter udarbejdelsen eller fornyelsen af henholdsvis tilstandsrapporten og el-synsrapporten.

BOKS 3:
Grunde til at vilkåret bør fjernes
• at køber ikke har rådighed over ejendommen, og derfor ikke har mulighed for at gribe ind, dels i forhold til de mangler der oplyses om i tilstandsrapporten, som kan udvikle sig og dels i forhold til følgeskaderne deraf,
• derudover har køber risikoen for de forhold, som ikke var kendt på det tidspunkt hvor rapporterne blev udarbejdet, og som udvikler sig med evt. følgeskader i denne periode,
• at der ikke er nogen garanti for at ejerskifteforsikring dækker,
• og såfremt den dækker, udløses en selvrisiko eller måske flere som køber skal betale,
• at tilstandsrapporten, på aftaletidspunktet, kan være næsten et halvt år gammel og overtagelsen kan ligge flere måneder frem i tiden.

Læs mere her

tags: lovgivning, synsrapport, hovedpine,

Byggebranchen vil tage større samfundsansvar med nyt charter

Nyt charter skal bidrage til bedre arbejdsforhold, bæredygtighed, samarbejde og interessentdialog i den ca. 200 mia. kr. store ejendoms-, bygge- og anlægsbranche i Danmark. Bag initiativet står Bygherreforeningen og Realdania, der har udviklet charteret med bidrag fra brancheorganisationer og i dialog med mere end 50 af byggeriets førende virksomheder. Et nyt charter, der skal løfte fremtidens samfundsansvar i den danske ejendoms-, bygge- og anlægsbranche, er på vej. Initiativet skal sikre, at virksomhederne i branchen kan samarbejde på tværs om at højne standarden inden for blandt andet arbejdsforhold, bæredygtighed og interessentdialog.

»Mange virksomheder i branchen er usikre på, hvordan de håndterer de risici i forhold til samfundsansvar, der følger med bygge- og anlægsprojekter. Risici der kan spænde fra underbetaling af arbejdskraft til dårlig nabodialog. Derfor har vi taget initiativ til at skabe et charter som en fælles ramme for samarbejde på tværs af branchen,« siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, og fortsætter:
»Det er ambitiøst, men vi tror virkelig på, at det her vil sætte en ny dagsorden og dermed løfte niveauet for hele branchens måde at arbejde med samfundsansvar på,« siger han.

Seks principper skal gøre byggeriets samfundsansvar nemmere
Charterets består af seks principper, som underskriver forpligter sig til. Formuleringen af principperne er sket gennem et samarbejde med brancheorganisationerne FRI og DANSKE ARK og med bidrag fra over 50 virksomheder fra hele branchen. Initiativet er støttet af og udviklet i et partnerskab med Realdania, der i rollen som bygherre længe har ønsket at få skabt et fælles grundlag for samarbejde på området.

»Vi har engageret os i dette projekt, fordi vi ønsker et ordentligt fælles fundament for samarbejde om samfundsansvar i byggebranchen. Som bygherre ønsker vi, at det bliver så let som muligt at skabe gode arbejdsvilkår, dialog og gennemsigtighed i de samarbejder, vi indgår i,« siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

Næste skridt: Ny forening skal drive initiativet
Charteret vil blive fremlagt i udkast og drøftet med over 100 topledere fra landets førende bygherre-, entreprenør- og rådgivervirksomheder på en stor konference den 17. september i Carlsberg Byen.

Herefter er det planen, at der stiftes en forening, der på baggrund af charteret skal vejlede i arbejdet med samfundsansvar og være samlingssted for viden, metoder og modeller. Foreningens hovedopgaver bliver at registrere, underskrive, videreudvikle og dele gode, præcise og konkrete løsninger og udbrede det i ejendoms-, bygge- og anlægsbranchen i Danmark.

Foreningen skal tegnes af en bestyrelse og et mindre sekretariat. Bestyrelsens medlemmer vil være repræsentanter for markante virksomheder fra henholdsvis bygherrer, rådgivere og entreprenører.

Læs mere her

tags: Danmark, Carlsberg, direktør, virksomhed, organisation, arbejdskraft,

torsdag den 18. september 2014

Byggeriet af 22 forskerboliger er nu i gang

Byggeriet af 22 forskerboliger ved J.C. Jacobsens historiske have i Carlsberg Byen er nu i gang. Boligerne bliver hjem for topforskere fra ind- og udland, der er på gæstebesøg i Danmark. I det syd-østlige hjørne af Carlsberg Byen er byggerierne af den nye Carlsberg Station og Professionshøjskolen UCC's nye campus Carlsberg allerede i fuld gang. Nu er endnu et byggeri i området skudt i gang, da første spadestik til 22 nye forskerboliger er taget. De nye forskerboliger støder op til den historiske J.C. Jacobsens Have og får den nye Carlsberg Station og Campus Carlsberg som nabo.

"Vi er glade for, at første spadestik er taget til et endnu et nyt byggeri i Carlsberg Byen. Byggeriet af Forskerboligerne er endnu et skridt i udviklingen af et nyt levende bykvarter i København. Med opførelsen af de nye forskerboliger bliver Carlsbergs tradition for at have topforskere fra ind- og udland på gæstebesøg samtidig videreført i en ny og tidssvarende udgave i Carlsberg Byen, hvilket vi naturligvis både er glade for og stolte over," siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S.

Det er udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, der opfører de 22 nye forskerboliger for Carlsbergfondet. Byggeriet forventes at stå færdig medio 2016.

Kulturarv i nye klæder
Carlsbergfondet tog beslutningen om at påbegynde projektet på 200 års fødselsdagen for J. C. Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg. For J.C. Jacobsen var videnskaben central for udvikling af øl, men også for samfundet som helhed, og boligerne opføres for at fastholde en tæt kobling mellem Carlsberg, forskning og viden. Det har tidligere været Carlsbergfondets æresbolig, der har været hjem for forskere. Det var nemlig J.C. Jacobsens ønske, at boligen efter sønnen Carl Jacobsens hustrus død skulle overdrages som livstidsbolig til en videnskabsmand, der har tjent samfundet. Dens mest berømte beboer var formentlig Niels Bohr, som boede der fra 1932 til sin død i 1962.

Det er det danske arkitektfirma Praksis Arkitekter, der står bag tegningerne til det nye forskerboligbyggeri. Firmaet vandt Carlsbergfondets konkurrence om at tegne boligerne, fordi deres bud imponerede ved at nyfortolke og videreføre historien om Carlsberg – blandt andet i kraft af byggeriets lyse farve, der går igen i nabobygningen og Carlsbergfondets æresbolig. Samtidig er vinderforslagets murværk udtryk for en dansk håndværksmæssig tradition omsat i nutidig arkitektur.

Læs mere her

tags: Danmark, Carlsberg, København, direktør, Niels Bohr, udland, 2016, videnskab, campus, konkurrence, Forsker,

I dag blev skattetrykket sænket med næsten to procentpoint

Ifølge Danmarks Statistiks offentliggjorte hovedrevision af Nationalregnskabet er niveauet for den samlede produktion, BNP, løftet med 44 mia. kr. og skattetrykket er samtidig med et trylleslag faldet fra 49,7 pct. til 47,9 pct. 15. september har været imødeset længe blandt økonomer og andre med en nørdet interesse for hovedrevisionen af Nationalregnskabet og de offentlige finanser, heriblandt Dansk Byggeris cheføkonom:

- Det er måske årets største økonomiske nyhed, for det er ikke hver dag, vores velstand med et trylleslag løftes med 44 mia. kr. og vores skattetryk falder med 1,8 procentpoint. Men det er resultatet af dagens metodemæssige hovedrevision af nationalregnskabet, som er en øvelse, samtlige EU-lande skal igennem dette efterår, og som meget vel kan vende op og ned på den indbyrdes rangorden mellem lande, vi normalt sammenligner os med, siger Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Nationalregnskab – nu med prostitution og narkohandel
Den nye virkelighed indebærer et højere BNP og et lavere offentligt forbrug – og dermed også et lavere skattetryk. Den største ændring er, at udgifter til forskning og udvikling fremover i stedet betragtes som investeringer på lige fod med fx bolig- og maskinvesteringer.

- Selvom niveauet for BNP løftes, så efterlades de årlige vækstrater i BNP stort set uændret. Dermed er Danmark i dag såvel som i går fanget i en lavvækstfælde, der fortsat er vores største økonomiske udfordring, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- I den mere kuriøse afdeling, så indarbejdes illegal aktivitet nu i Nationalregnskabet. Fra i dag bidrager prostitution, smugling og narkohandel med 3,0 mia. kr. årligt til BNP, hvordan det så ellers er lykkedes for Danmarks Statistik at måle dette …

Største fald i skattetryk siden 1975
Det nye Nationalregnskab sænker 2013-skattetrykket markant fra 49,7 pct. til 47,9 pct.

- Det er ikke udfordringer, vores nye skatteminister, Benny Engelbrecht mangler. Et skandaliseret ejendomsvurderingssystem og udfordring af skatteborgernes retssikkerhed er de mest aktuelle. Men i dag får han et pusterum fra trængslerne og kan glæde sig over, at skattetrykket falder 1,8 pct-point, siger cheføkonom Bo Sandberg og fortsætter:

- Statistikerne i Sejrøgade har rørt grundigt rundt i gryden og resultatet er, at den første S-skatteminister i 13 år efter blot 13 dage på posten kan bryste sig af det største fald i skattetryk i Danmark siden den midlertidige momssænkning i 1975. Det hverken kan eller vil han dog næppe tage æren for.

Hvad kan man i det hele taget bruge en skrivebordsafgørelse, der sænker skattetrykket til Udfordringerne er jo de samme i dag som i går. Udover de nævnte problemer, kan man fx pege på behovet for en mere konkurrencedygtig kapitalbeskatning og incitamenter imod sort arbejde.

Dansk Byggeri advarer derfor mod, at faldet i skattetryk bliver en sovepude for kommende reformer, men omvendt kan metodeskiftet være en fin anledning til at få flere nuancer med i debatten om den offentlige sektor.

Set med byggebriller, har Nationalregnskabsrevisionen kun begrænset betydning, og først om nogle måneder bliver der offentliggjort detaljerede produktionsværdier for bygge- og anlægsbranchen.

Læs mere her

tags: Danmark, EU-lande, økonomi, regnskab, 2013, EU, Danmarks Statistik, skatteminister, retssikkerhed, skattetryk, moms, offentlige sektor, konkurrence, beskatning,

onsdag den 17. september 2014

Byg nyt hus og få flere penge til forbrug

Rådighedsbeløbet til forbrug med køb af nyt hus har aldrig været større. En familie har flere penge til forbrug ved at flytte fra lejlighed i nyt hus eller vælge nyt frem for brugt hus. Skal du købe hus, og står valget mellem en murermestervilla fra 30'erne, et parcelhus fra 60'erne eller et nyt hus, er der flere tusind kroner pr. måned til forskel.

Før familien kan flytte ind i det brugte hus, vil mange vælge at bringe huset op på moderne standard. Nyt badeværelse og køkken, ny maling inde og ude og nødvendige reparationer kan koste 500.000 kroner. Bedre isolering og nyt tag betyder 300.000 kroner oven i.

Prisen på et brugt hus eller en grund til at bygge nyt på afhænger selvfølgelig meget af, hvor i landet du vil bo.

For nemheds skyld kan vi sammenligne et brugt hus til 2,0 mio.kr., der efter modernisering og renovering står i 2,5 mio.kr. og et nyt eurodan-hus på 150 kvadratmeter til 1,7 mio. kr. inkl. have og alle omkostninger og en byggegrund til 800.000.kr., så det nye hus også koster 2,5 mio. kr.

Selv om de to huse koster det samme, er omkostningerne ved at bo i det brugte hus flere tusind kroner højere pr. måned.

Energiomkostningerne til varme og el i et 30'er og i 60'er hus ligger på 26.000 kroner. Det nye eurodan-hus opføres efter BR2015 standarden med tykkere isoleringslag i tag og vægge bruger for 16.000 kroner årligt.

I det brugte hus skal installationer og hus løbende vedligeholdes og ting udskiftes typisk for 20.000 kroner om året. Samlet 30.000 kroner svarende til 2.500 kroner pr måned.

Familiens rådighedsbeløb til forbrug er således 2.500 kroner mindre hver måned..

En familie med to børn og to indtægter på hver 35.400 kroner pr. måned (425.000 kr /år fx håndværker, funktionær), der bor i det brugte hus har et rådighedsbeløb til forbrug på 17.800 kroner efter skat, afbetaling af lån, a-kasse, forsikring, bil og alle andre faste omkostninger.

Bor familien i det nye hus, har de har et rådighedsbeløb til forbrug på 20.300 kroner efter skat, afbetaling af lån, a-kasse, forsikring, bil og alle andre faste omkostninger.

Nyt også billigere end leje

Også familien, der bor til leje, kan få en højere boligstandard og flere penge til rådighed til forbrug.

Den månedlige nettoudgift ved at bo i et nyt eurodan-hus på 150 kvadratmater til en samlet pris for hus, grund mm. på omkring 2,5 millioner kroner er 11.800 kroner.

Heraf er 3.800 kroner afdrag på obligations- og banklån, det vil sige opsparing, så nettoudgiften er 8.000 kroner. Oven i kommer udgiften til energi – el og varme, som udgør 16.000 kroner pr år, svarende til 1.350 kroner/måned.

Bor du til leje og betaler mere end 8.000 kroner pr. måned er lejeudgiften dyrere, end at bo i et nyt hus.
Dertil kommer, at boligstandarden i et nyt hus på 150 kvadratmeter formentlig overstiger den, der findes i for eksempel en 4-værelses lejlighed på 100 kvadratmeter.

Der er flere årsager til, at det i dag er markant billigere at realisere sin boligdrøm ved at bygge nyt hus.
Byggeomkostningerne er lave, fordi byggefirmaerne er blevet dygtigere til at bygge rationelt. Et nyt eurodan-hus opføres på kun 20 uger. Læg dertil, at grundpriserne er faldet markant de seneste år.

Renten er historisk lav. Huskøbet på 2,5 mio.kr. kan finansieres for 9.071 kr. pr. måned (3 procent obligationslån med afdrag, rest finansieret med banklån og 150.000 kroner i udbetaling).

Læs mere her

tags: euro, penge, omkostninger, energi,

Rådhusudvidelse i udbud

Fra den 19. september kan virksomheder hente udbudsmateriale om udvidelsen af Tønder Rådhus Den ca. 3.000 m2 store tilbygning til Tønder Rådhus kommer nu i EU-udbud. Fra fredag den 19. september kl. 13.00 vil det samlede udbudsmateriale være tilgængeligt på nettet, så interesserede virksomheder kan hente materialet digitalt, og fredag den 17. oktober bliver de indkomne tilbud åbnet.

- Med det omfang, opgaven har, er vi forpligtet til at udbyde byggeriet i EU-udbud. Men for at sikre lokale firmaer og håndværksmestre realistisk mulighed for at få del i byggeriet, har vi politisk besluttet at udbyde opgaven i fagentrepriser. Vi har naturligvis et ønske om, at opgaven i videst muligt omfang kan medføre lokale arbejdspladser og lokal indtjening, siger borgmester Laurids Rudebeck.

Et såkaldt udbudsbrev med en overordnet beskrivelse af byggeopgaven er tilgængeligt på kommunens hjemmeside på www.toender.dk fra tirsdag den 16. september, hvor udbuddet også bliver annonceret.

Det samlede udbudsmateriale skal hentes digitalt på portalen Byggeweb Udbud, hvor tilbud også skal uploades.

Efter licitationen skal Kommunalbestyrelsen forholde sig til resultatet og frigive pengene til byggeriet på mødet den 30. oktober.

Lige efter nytår går byggearbejdet i gang, og der er planlagt rejsegilde den 6. juli 2015. I august tager håndværkerne fat på ombygning i det eksisterende rådhus, og til december 2015 kan det udvidede og ombyggede rådhus tages i brug.

Rådhusudvidelsen gennemføres for at skaffe plads til at samle de administrative funktioner i Tønder. Det vil give en årlig besparelse på administrationen på ca. 10 mio. kr. fra 2016.

Læs mere her

tags: politi, borgmester, nytår, EU, portal, december, virksomhed, 2016, penge, Tønder, rådhus, kaffe,

tirsdag den 16. september 2014

Ny SMK museumshave er smeltedigel for kunst og byliv

Den nye have foran Statens Museum for Kunst indvies på fredag. Et åbent landskab som inviterer museumsgæster og forbipasserende til at mødes og nyde kunstpauser og kulturelle events. På fredag d. 19. september indvier Statens Museum for Kunst (SMK) officielt den nye museumshave tegnet af danske POLYFORM Arkitekter og hollandske Karres en Brands. "Når haven åbner på fredag, er det ikke kun museumsgæsterne, der får en ny lettilgængelig indgang til kunstens verden, men alle byens brugere som får et nyt grønt byrum, hvor de kan møde hinanden og deltage i arrangementer og kunstevents" fortæller partner i POLYFORM Arkitekter, Thomas Kock. Væk er den gamle barok-inspirerede haves stramme stisystem og hegnene, der lukkede af for byens liv på Sølvgade og Østre Voldgade. "I dag byder bløde græsøer og bugtende stier velkommen til en have, der er åben døgnet rundt. Her er plads til, at kunsten kan flyde ud af museet og ned i haven, der vil fungere som en smeltedigel for kunst og byliv" forklarer Thomas Kock om de muligheder, haven åbner for både museet og byen.

SMK er rykket ind i Østre Anlæg
"SMK tilbage i parken" var titlen på POLYFORM og Karres en Brands vinderforslag til arkitektkonkurrencen – "parken" refererer til det populære og velbesøgte Østre Anlæg bag SMK. "Det var vigtigt for os, at museumshaven og Østre Anlæg blev til ét stort sammenhængende offentligt rum, hvor SMK ligger inde i parken, i stedet for i udkanten af den. "fortæller Thomas Kock, om hvordan den nye have skal styrke SMK's status som et af parkmuseerne "Derfor har vi med museumshaven valgt at trække nogle af Østre Anlægs kvaliteter, de græsklædte bakker og bugtende stier, hele vejen rundt om museet."

Multifunktionelt bassin til vand og kunst
Allerede før havens indvielse er det store bassin i midten af landskabet blevet et naturligt samlingspunkt: På den meterbrede bassinkant sidder museumsgæster og diskuterer kunstoplevelserne, ungerne leger og tilfældigt forbipasserende slår sig ned med to go-kaffen. Men ifølge Thomas Kock kan bassinet meget mere: "Det er multifunktionelt. I hverdagen vil bassinet fungere som et vandspejl, der reflekterer himlen og trækker byens tårne ind i haven, men det kan også tømmes og bruges til kunstinstallationer, koncerter og performance art eller det kan omdannes til en skøjtebane om vinteren. Med en diameter på 32 meter er der plads til de helt store armbevægelser - det kun fantasien der sætter grænser for, hvad både bassinet og haven kan bruges til."

Byen inviteres ind i haven
Fra Statens Museum for Kunst har der været et stort ønske om at åbne op og invitere byen ind i haven. Den nye museumshave er derfor helt åbent tilgængelig fra Øster Voldgades og Sølvgade, hvor nysgerrige kan gå direkte ind på havens grusstier og op imod museet. Den gamle museumshaves smukke syrenbuske gør her i kanten af den nye have et comeback placeret i grupper, som stadig efterlader masser af plads til at besøgende kan sive ind fra fortovet.
SMK's nye have indvies med en stor åbningsfest på fredag d. 19. september kl 15.00-18.00.

Fun facts om den nye museumshave:
- Havens store bassin er skabt af 32 specialdesignede kurvede betonelementer, som hver vejer op til 8 ton. Da elementerne blev sat sammen i april 2014, skete det med en præcision på kun 5 mm.
- Bassinets dybde er afmålt specifikt til, at børn og voksne kan sejle med modelbåde i vandet
- Den gamle barokhaves mest elskede del var de store syrenbuske. Derfor plantes der i den nye have 318 syrener, ligesom barokhavens lysarmaturer også er bevaret i den nye have.
- Haven får flytbare grønne stole, så de besøgende kan rykke rundt i haven og sidde præcis hvor og med hvem, de vil.

Museumshavens forskellige plante- og træsorter:
• Acer campestre, Naur
• Acer rubrum, Rød løn
• Quercus plaustris, Sumpeg
• Robinia pseudoacacia, Alm. robinie
• Magnolia solangeana, Alm. magnolie
• Corylus colurna, Tyrkisk hassel
• Syringa vulgaris 'Andenken an Ludwig Späth'
• Syringa vulgaris 'Beauty of Moscow'
• Syringa vulgaris 'Madame Lemoine'
• Syringa vulgaris 'Marie Legraye'
• Syringa vulgaris 'Michael Büchner'
Løg:
Snepryd i variationer, Skilla i variationer, Porcelænshyacint, Forårskrokus og Efterårskrokus.

Fakta:
Hvor: København, DK
Klient: Statens Museum for Kunst/ Københavns Kommune
Arkitekter: POLYFORM og Karres en Brands
Hvornår: 2011-2014
Areal: Knap 10.000 m2 (på størrelse med Kongens Nytorv og Rådhuspladsen)
Anlægssum: 20 mio DKR
Type: Inviteret konkurrence
Team: Thomas Kock, Jonas Sangberg, Sylvia Karres, Bart Brands, Signe Hertzum, Nikolaj Frølund Thomsen, Henrik Thomas Faurskov, Sofie Mandrup, Sofia Bergman, Tomas Degenaar, Elke Krausmann, Sander Vedder, Marianne Weeke Borup og Julie Thorsø Hansen
Samarbejdspartnere: Oluf Jørgensen Ingeniører, Via Trafik, Annemarie Lund og Svava Riesto






Læs mere her

tags: 2011, København, kunst, comeback, OL, Borup, koncert, museum, Kongens Nytorv, konkurrence, 2014, Fakta, kaffe,