onsdag den 31. december 2014

Dansk Byggeri tror på genoplivning af BoligJobordningen

Nytårsudtalelse af adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen. Vi har efter syv trange år i byggeriet et næsten påtrængende stort behov for at få mildere økonomiske vinde. Krisen har luget ud, og mange virksomheder har skåret til og står mere end klar til at fylde ordrebøgerne. Det ser lidt bedre ud i nogle dele af landet end i andre, men desværre kan vi ikke vente os en dramatisk vending i 2015.

Vi skal derfor også i 2015 være tålmodige, da der i den europæiske økonomi ikke er tegn på en bedring, der kan skabe forudsætning for forventninger om øget privat efterspørgsel på byggeriets ydelser.

De positive historier finder vi på anlægssiden, hvor vi klogt har sat os store ambitioner i forhold til udbygning og modernisering af vores infrastruktur. Femern-forbindelsen vil blive sat i gang, og jernbanenettets udbygning og modernisering vil også for alvor komme i gang i løbet af 2015. Også de såkaldte supersygehuse tager form i 2015, og det er store projekter i europæisk skala, som uden tvivl også vil give masser af aktivitet i de danske bygge- og anlægsvirksomheder, som bør gøre sig klar til at tage deres bid af kagen.

I det kommende år skal demokratiet så igen stå sin prøve og forhåbentlig vise sin styrke, når vi skal sammensætte et nyt Folketing. Og måske kan vi tillade os at tale om to afstemninger, nemlig om henholdsvis en genoplivning af BoligJobordningen og om Danmarks europæiske retsforbehold.

Sandsynligvis skal vi allerede i 2015 stemme om et farvel til et af de forbehold, der holder Danmark uden for indflydelse på fælles europæiske anliggender. Vi skal således stemme om at blive fulde medlemmer på det retslige område.

Og for byggeriets små og mellemstore virksomheder knytter der sig denne gang en særlig interesse om folketingsvalget, da det kan blive et skelsættende valg for og imod BoligJobordningen. Vi må på løfterne forvente en genindførelse af ordningen, hvis de blå partier – som det ser ud til – får flertal. Under alle omstændigheder er fornuften i ordningen så åbenlys, at det bør ende med, at vi i 2015 ser den genindført i sin eksisterende eller udbygget form.

Vi skal også håbe på, at de senere års reformer på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet fastholder fokus. Og forhåbentlig fortsætter vi reformsporet, så danske unges og danske virksomheders konkurrenceevne kan gøre os endnu stærkere. I bygge- og anlægsbranchen har vi tradition for at løfte et stort samfundsansvar i erhvervsuddannelserne, og vi vil stå vagt om at øge kompetencerne i de praktiske fag. Og i arbejdsmarkedspolitikken handler det fortsat om at øge udbuddet af dansk arbejdskraft.

I Dansk Byggeri har vi såmænd også sat branchen på reformkurs. Vi vil ikke længere bare være en branche, der laver løsninger. Vi vil være med til at skabe løsninger. Strategien vil involvere alle i branchen, som gennem udvikling af løsninger og ved at påtage sig ansvar for branchens ydelser fra vugge til grav skal være med til at skabe øget anerkendelse af branchens betydning for samfundet.

Den vej vil vi fortsætte ud ad i 2015, og jeg siger derfor ved årets udgang tak for et godt samarbejde i 2014 og ser frem til endnu et godt arbejdsår.

Rigtig godt nytår.

Lars Storr-Hansen,
adm. direktør i Dansk Byggeri

Læs mere her

tags: Danmark, euro, direktør, politi, økonomi, uddannelse, nytår, jernbanenettet, sygehus, virksomhed, erhvervsuddannelser, arbejdsmarked, arbejdskraft, konkurrence, 2014,

torsdag den 25. december 2014

Indvendige glasvægge er ny trend

Mange af de store bygningsværker, der skyder op i disse år, er kendetegnet ved markante glaspartier i facaden – eller ligefrem facader, hvor glas er det bærende element. Arkitekterne er vilde med glas, fordi det giver maksimale muligheder for at lege med dagslyset, og nu har glas også fået så mange tekniske egenskaber, at det er fuldt på højde med andre byggematerialer. Glas kan fx behandles så det værner mod kulde, støj, slag, brand og sollys. Den nye trend er, at arkitekterne også er begyndt at bruge glasvægge indvendigt i byggeriet, fx i uddannelsesinstitutioner. – En ny trend starter med prestigebyggerierne og ender i løbet af nogle år med at blive standard i boligbyggeriet, fortæller livsstilsekspert Helle Lundsgaard. – Mange folk, der har boet på et nybygget hotel i de senere år, er nok blevet overrasket over, at der var glasvæg ind til toilet og bad. Vi kommer næppe til at se mange glasdøre til toiletterne i de danske parcelhuse, spår Helle Lundsgaard, men indvendige glasvægge vil vi se meget mere af, også i de private boliger.

Glasvægge med åbenlyse fordele
En af grundene til, at glasvægge indendørs har fået så stor udbredelse i de senere år, er simpelt hen, at der bygges mere bæredygtigt. Der kan spares rigtig meget på belysningen, hvis man lader dagslyset strømme ind gennem vinduerne og videre fra rum til rum gennem væggene. Den største hindring for at bruge glasvægge indendørs har været, at man ikke tidligere har kunnet brandsikre med glas, men det problem har den danske virksomhed SKANDI-BO løst. Virksomheden, der har fremstillet døre, vinduer mv. på Vestsjælland i siden 1972, har fået brandmyndighedernes godkendelse af sine glaspartier med indbyggede branddøre af glas, så de nu præger en række offentlige bygninger landet over, ligesom virksomheden har en stort eksport af glaspartierne til især danske arkitekters byggerier i udlandet.

Glas giver arkitekturpriser
For nylig kunne SKANDI-BO glæde sig over at have leveret indvendige glaspartier til tre af de syv nye byggerier, der blev hædret som "Gode og smukke bygninger i Københavns Kommune". De tre bygninger er Hal C – en markant rød multihal, der ligger på Arsenaløen mellem Christianshavn og Holmen, Bygning 35, en ny bygning i tilknytning til det gamle kommunehospital, som nu rummer en afdeling af Københavns Universitet samt de nye asymmetriske krydstogtterminaler, der minder om sejl eller klitter, når man kommer sejlende til den nye Oceankaj i Nordhavn.

Transparente skoler og arbejdspladser
Fra store arbejdspladser kender man til storrumskontorer med meget støj eller lange gange, hvor medarbejderne sidder isoleret i små kontorer. I tidens mange skolerenoveringer er det også blevet populært at lave gennemsigtige klasseværelser. – De nye muligheder med glasvægge betyder en hel anden transparens i den måde vi omgås. Man må gerne kunne se, at en bygning lever og har aktivitet, fortæller arkitekt Jesper Møgelhøj fra KANT Arkitekter, der er står bag "Årets skolebyggeri". Det blev den renoverede 70'er-skole Dyvekeskolen på Amager, og også her har SKANDI-BO leveret indvendige glasvægge, idet de lange mørke gange er erstattet af mere åbne miljøer med masser af dagslys.


Læs mere her

tags: hospital, København, Arsenal, uddannelse, Amager, Nordhavn, udland, Vestsjælland, virksomhed, klasseværelse, uddannelsesinstitution, miljø, sollys, livsstil, Københavns Universitet,

onsdag den 24. december 2014

Dansk økonomi rykkede i 2014 frem til start

Som ventet har Danmarks Statistik i dag revideret den sæsonkorrigerede BNP-vækst i 3. kvartal en smule ned fra +0,5 til +0,4 pct. Trods alt har der været fremgang i dansk økonomi i en svær tid i efteråret, hvor det internationale baggrundstæppe har været præget af usikkerhed. - Selvom der stadig mangler et kvartal, så kan vi allerede nu konkludere om 2014, at retningen er positiv, men tempoet moderat. Det betyder, at dansk økonomi fortsat har fødderne solidt plantet i gråzonen mellem krise og opsving, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Udover en sæsonkorrigeret kvartalsvækst på 0,4 pct., så viser dagens tal fra Danmarks Statistik, at BNP-årsvæksten i dansk økonomi en smule overraskende er opjusteret fra +0,8 til +0.9 pct. for de første tre kvartaler af 2014 tilsammen.

- Med en foreløbig vækst i 2014 på 0,9 pct., er vores samfundsøkonomiske ludobrikker rykket frem til start igen ovenpå to år i træk med negativ vækst. Derfor må fokus i 2015 være at få sat yderligere gang i væksten, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Uanset hvad der postuleres i den offentlige debat omkring pensionsfinte osv., så er det lavvæksten og ikke de offentlige finanser, der er akilleshælen i dansk økonomi. Når de offentlige finanser 2010-2014 tilsammen har udviklet sig 207 mia. kr. bedre end de officielle regeringsprognoser, burde ingen politiker, økonom eller EU-bureaukrat kunne ligge søvnløs over udsigten til evt. 5-10 mia. kr. mindre i statskassen i 2015.

Dansk Byggeri hæfter sig ved, at det primært er det offentlige forbrug, der foreløbig har trukket væksten i 2014 – dog heldigvis sekunderet af en pæn investeringsvækst fra lavt udgangspunkt.
- Det er positivt, at investeringerne så småt er begyndt at vokse fra sit uhyggeligt lave udgangspunkt, selvom en stor del af forklaringen er engangseffekterne fra stormskaderne i foråret 2014, siger Bo Sandberg.

Privatforbruget er blevet opjusteret siden første offentliggørelse af Nationalregnskabet.

- Men det ændrer ikke ved, at et sæsonkorrigeret plus i privatforbruget på 0,1 pct. i 3. kvartal og en ligeså svag vækst på 0,1 pct. i årets første tre kvartaler tilsammen, er et sløjt facit.

Hjemmemarkedet mangler fortsat meget for at kunne tage over som vækstmotor efter eksporten, siger Bo Sandberg og tilføjer:

- Her kan man dog godt tillade sig at sætte sin lid til, at de faldende oliepriser – der reelt virker som en skattelettelse – kan sætte en positiv udvikling i gang i 2015, om end man ikke skal sætte næsen op efter en decideret ketchupeffekt i privatforbruget.

Arbejdsmarkedet har længe været den del af økonomien, som mest stabilt har bevæget sig i positiv retning, men her bekræfter dagens nye Nationalregnskabstal den kraftige nedjustering fra november.
- Tidligere viste tallene, at den sæsonkorrigerede beskæftigelse var steget med næsten 33.000 siden bunden blev nået i 2. kvartal 2013. Men med nationalregnskabstallene for 3. kvartal, er beskæftigelsesvæksten revideret kraftigt ned, så vi nu i stedet ligger ca. 21.800 højere end da arbejdsmarkedet ramte bunden. Og ser man isoleret på 2014, er der nu også "kun" skabt 12.500 nye job, siger Bo Sandberg.

Dagens BNP-tal er mere positive end ventet, men får næppe spekulationerne om nye vækstinitiativer før folketingsvalget til at ophøre.

- Der tegner sig efterhånden et fast mønster, hvor det i foråret viser sig, at man ikke har gjort tilstrækkeligt i finansloven for at stimulere aktiviteten i den private sektor, siger Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, politi, økonomi, regnskab, 2013, EU, statskassen, Danmarks Statistik, storm, regering, arbejdsmarked, sprog, beskæftigelse, samfundsøkonomi, 2014, finanslov,

2014 slutter med status quo i forbrugertillid

Forbrugerne er ikke så optimistiske, som de var tidligere på året. Men den lave oliepris kan betyde, at 2015 bliver et bedre år på hjemmemarkedet. Det gælder dog ikke bygge- og anlægsbranchen, som mister ordrer med håndværkerfradragets ophør. Ifølge Danmarks Statistik var den sammensatte, sæsonkorrigerede forbrugertillidsindikator stort set uændret på +6,0 i december mod +6,3 i november.

- Der er ingen tvivl om, at olieprisfaldet kommer til at røre gevaldigt rundt i gryden med vindere og tabere både mellem lande, brancher og virksomheder. Men på bundlinjen er lavere energipriser godt nyt for både dansk økonomi og privatforbruget. Denne tendens er dog endnu så ny, at den ikke har rodfæstet sig hos forbrugerne endnu, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

- Forbrugerne er ikke lige så optimistiske, som de var tidligere på året. I sommerferien var indikatoren helt oppe på 2006-niveauet. Men 2. halvårs forstærkede internationale usikkerhed har i takt med sløje hårde økonomiske nøgletal herhjemme ført til en større realisme også i de "bløde" økonomiske nøgletal, herunder forbrugertillidsindikatoren, siger Bo Sandberg.

- Bedømmelsen af, hvor dansk økonomi befinder sig i øjeblikket og hvor vi vil befinde os om et år, er dykket i de seneste to måneder, og det skyldes jo nok de meget omtalte nedjusteringer af prognoserne for den økonomiske vækst både i år og næste år, siger Bo Sandberg.

- Hvis man skal kigge lidt i krystalkuglen, så er der dog en del, der tyder på, at 2015 bliver første gang længe, at der vil komme en positiv økonomisk impuls fra hjemmemarkedet og privatforbruget. De lavere oliepriser vil bide sig fast og vil reelt fungere som en skattelettelse til forbrugere og virksomheder i størrelsesordenen 5-10 mia. kr. Senest er der også sket en lille stigning i detailsalget fra lavt niveau, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Men selvfølgelig skal man være opmærksom på, at krisen tilsyneladende har ændret forbrugs- og opsparingsadfærden varigt, og at vi mange gange før er blevet skuffet på hjemmemarkedets vegne. Så man skal nok ikke forvente en decideret ketchup-effekt, men snarere en stille og rolig fremgang.

På bundlinjen – og set med byggebriller – er der desværre ikke noget i forbrugerforventningerne, der peger i retning af stigende privat byggeaktivitet. Tværtimod indebærer bortfaldet af håndværkerfradraget til nytår et betydeligt dyk i renoveringsaktiviteten og et beskæftigelsesfald i størrelsesordenen 5.000 årsværk, herunder ca. 4.000 i selve bygge- og anlægsbranchen, slutter cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Læs mere her

tags: Danmark, økonomi, nytår, december, nøgletal, Danmarks Statistik, virksomhed, 2006, energi, beskæftigelse, sommerferie,

tirsdag den 23. december 2014

Smag på Aarhus

En gåtur i Aarhus kan snart blive en kulinarisk oplevelse, når Aarhus Kommune med en uddeling på 15 mio. kr. fra Nordea-fonden kan realisere planerne om at gøre byens grønne rum spiselige. Fra januar 2015 stiller kommunen en række byrum til rådighed for, at borgerne kan dyrke, plukke og smage på frugter, bær, krydderurter og grøntsager. Sundhed, madglæde og fællesskab
Smag på Aarhus skal fra januar 2015 til 2019 gentænke byens grønne rum og gøre dem til spiselige og sanselige miljøer. Aarhusianerne skal selv være med til at dyrke jorden og skabe erfaringer med dyrkning, råvarer og opskrifter. Alle kommunens borgere kan deltage, og møde medborgere på tværs af generationer, kulturelle, etniske og sociale skel. Visionen med Smag på Aarhus er, at øge aarhusianernes livskvalitet ved etablere 600 spiselige byrum i bl.a. parker, boligkarréer, vejrabatter og havhaver

"Smag på Aarhus er startskuddet til at omdefinere byrummet og fremme det gode liv. De næste fire år skal vi gøre erfaringer med forskellige typer af byrum, planter, events og involveringsmetoder, så vi er rustet til at skabe en blivende kulturændring og nogle byrum, som kan få borgerne til at stoppe op, dufte, smage og mødes", siger borgmester Jacob Bundsgaard.

En grøn ambassade midt i midtbyen
For at gøre projektet synligt og let tilgængeligt har Smag på Aarhus valgt at etablere en "grøn ambassade", der flytter rundt på byens centrale pladser. Her vil projektteamet holde til, og dørene vil være åbne for borgere, som ønsker rådgivning, viden om projektet eller at blive godkendt som ansvarlig for et af kommunens områder. Det er også i den grønne ambassade og en hjemmeside, at borgerne kan deltage i workshops, kurser og inspirationsoplæg.

Erfaringer at bygge videre på
Smag på Aarhus løber over fire år, men ønsket er, at det efterfølgende kan videreføres.

"Sundhed handler ikke blot om mager kost og vitaminer men også om velvære, madglæde og nysgerrighed. Smag på Aarhus skal give store og små aarhusianere lyst til at smage på nye råvarer, møde nye mennesker, bevæge sig i nye områder og bruge byen på nye måder," siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.

600 spiselige byrum og 300 offentlige arrangementer
I projektperioden skal der etableres 600 spiselige byrum i bl.a. parker, boligkarréer, vejrabatter og havhaver. Aarhus Kommune har ansvar for 100, mens 500 skal drives af borgere. Sideløbende skal der afholdes 300 offentlige arrangementer med fokus på mad, natur og dyrkning. Projektet bakkes op af en digital platform, hvor borgerne kan udveksle erfaringer om såvel såteknikker som haveevents, madopskrifter og meget mere.

Betydning for livskvaliteten i smilets by
Aarhus Kommune evaluerer løbende, hvilke byrum og aktiviteter der har størst effekt på borgernes sundhed og engagement. Nordea-fonden vurderer, at den helhedsorienterede tilgang til sundhed, aktivitet og natur vil bidrage positivt til det gode liv i byen, og direktør Henrik Lehmann Andersen glæder sig til at se resultaterne:

"Byens rum skal være indbydende både visuelt og socialt, før vi har lyst til at opholde os der. Smag på Aarhus imødekommer netop disse ønsker med byrum, der giver plads til smukke planter, smage og dufte og mulighed for fællesskab og nye input. Jeg glæder mig til at følge projektet og se, hvilken betydning de grønne oaser vil få for aarhusianernes sundhed, livskvalitet og bylivet i hele Aarhus."

Fakta - Om projektet
• Aarhus Kommune står bag 'Smag på Aarhus' og samarbejder med bl.a. AgroFoodPark, Naturhistorisk Museum og Den Gamle By.
• Smag på Aarhus er for alle borgere i Aarhus Kommune.
• Formålet er at gentænke byens grønne rum og involvere borgere fra forskellige generationer, kulturer og sociale lag i at gøre Aarhus smukkere, sundere og rarere at færdes i.
• Frem til slutningen af 2018 er det målet at etablere 600 spiselige byrum i forskellig skala, tilknytte 50 foreninger og afholde 300 arrangementer med fokus på mad, natur og dyrkning.
• Projektet er støttet af Nordea-fonden med 15 mio. kr. Aarhus Kommune medfinansierer en del af projektet.

Faktaboks –Det gode liv i byen
• Nordea-fonden støtter aktiviteter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
• I 2014 har Nordea-fonden fokus på gode liv i byen.
• Nordea-fonden har modtaget 603 projektforslag og udvalgt 13 projekter, som er nytænkende, aktivitetsbaserede og involverende.
• Alle projekter offentliggøres 6. januar 2015
• Læs mere om de projekter, fonden har valgt at støtte på nordeafonden.dk

Læs mere her

tags: direktør, borgmester, Nordea, råvarer, ambassade, jorden, 2018, livskvalitet, miljø, 2014, krydderurter, Fakta, vitaminer, frugt,

mandag den 22. december 2014

Danske Bygningskonsulenter er en realitet

Der var klar opbakning ved etableringen af en ny og bredere rådgiverorganisation. På den stiftende generalforsamling i Middelfart blev der også sat navn på den nyvalgte bestyrelse Med et pænt og engageret fremmøde fik Danske Bygningskonsulenter valgt en bestyrelse på syv personer, der nu skal opbygge den nye og stærke rådgiverorganisation inden for byggeri og energiteknik – Danske Bygningskonsulenter. Bestyrelsen skal i første omgang arbejde med en plan for foreningens kommende fokusområder.

Det var med Tommy Glindvad, den tidligere formand for BfBE, ved roret, at baggrund og formål med den nye forening blev præsenteret.

- Danske Bygningskonsulenter er organisation for energikonsulenter og huseftersynskonsulenter. Men også den stigende interesse og fokus på kvalificeret byggefaglig rådgivning vil komme i centrum for Danske Bygningskonsulenter via en række fagudvalg som fx energirådgivning, tæthedsmåling, miljøproblemer som PCB og bly samt indeklimaproblemer som radon og skimmelsvamp, fortæller Tommy Glindvad.

Danske Bygningskonsulenter er skabt som reaktion på, at BfBE hen over hovedet på mange små og mellemstore rådgivningsvirksomheder valgte at placere sit sekretariat i Dansk Industri og derigennem påfører medlemmerne en ekstra kontingentomkostning.

- Danske Bygningskonsulenter vil have et bredere fokus på de mange rådgivningsydelser, der efterspørges inden for det byggefaglige område, og hvor der er behov for at kunne arbejde med kvalitet, certificering, efteruddannelse og samtidig fungere som en seriøs og effektiv dialogpartner for myndighederne fx Energistyrelsen, siger Tommy Glindvad og fortsætter:

- Vi har nu indgået aftaler med en forsikringsleverandør om rådgiveransvarsforsikring og andre relevante forsikringsprodukter, som vil stå til rådighed for medlemmerne. Herudover har Danske Bygningskonsulenter indgået en aftale med Byggeriets Kvalitetskontrol om at levere certificeringsydelser med en fordelagtig rabat for foreningens medlemmer.

Danske Bygningskonsulenter får sekretariat i Dansk Byggeri. Foreningen har via denne aftale adgang til at trække på Dansk Byggeris faciliteter og kompetencer, uden at medlemmerne af foreningen påtvinges et medlemskab af Dansk Byggeri. Tommy Glindvad tillægger dette samarbejde stor værdi, idet han via sit mangeårige samarbejde med Dansk Byggeri ved, at der er et godt og effektivt sekretariat til rådighed for den nye forening.

Danske Bygningskonsulenters bestyrelse den 11.12.2014
Tommy Glindvad - Firma Tommy Glindvad. nielsen@glindvad.com
Egon Majlund - PLATECH. arkitekt@platech.dk
Vivi Gilsager - Jysk Trykprøvning A/S. jysk@trykproevning.dk
Steen Nelander - ENS Consult. Ensconsult.dk@gmail.com
Jørg Nielsen - Dansk Bygge og Energirådgivning. jn@dboe.dk
Michael Teglgaard - M2-rådgivning ApS. mt@m2raadgivning.dk
Stig Nørnberg - Energihuset Danmark Aps. srn@fbgruppen.dk

Læs mere her

tags: Danmark, uddannelse, Dansk Industri, virksomhed, Middelfart, energi, efteruddannelse, organisation, miljø, 2014, miljøproblem,

Et administrationsselskab på forkant

Et administrationsselskab skal være på forkant og levere kvalitet, tilgængelighed og have en god kemi. Kvalitet, tilgængelighed samt god kemi med administratoren er de 3 hovedfaktorer, Vest Administrationen A/S fandt frem til i en brugerundersøgelse med 140 deltagere. Når det kommer til administration, ønsker boligforeninger, det hele går let og godt. Det kan Vest Administrationen levere.

I en brugerundersøgelse Vest Administrationen har foretaget, svarer 137 ud af 140 deltagere, at Vest Administrationen leverer en god eller meget god kvalitet, mens 131 ud af 140 mener, Vest Administrationen er på forkant. Til sidst mener alle 140 deltagere, at Vest Administrationen er let tilgængelig.

Gode råd og hurtige beslutninger

Vest Administrationen har specialiseret sig i at være til for mindre boligforeninger, så disse foreninger oplever nem adgang til deres daglige administrator for gode råd og hurtige beslutninger. Derudover tilbydes en online løsning med direkte adgang til alle foreningernes dokumenter via iPad, mobiltelefonen eller computeren samt proaktiv og vedkommende sparring mellem Vest Administrationen og bestyrelserne inden for drift, vedligeholdelse, økonomi og jura.

Det specielle ved Vest Administrationen er, at det hovedsageligt er foreninger med gennemsnitligt 23 enheder, der arbejdes med. Det betyder, at der er mere tid til den enkelte forening, og det er lettere at kontakte administrationsselskabet.

Vest Administrationen arbejder også med det bedste online system på markedet, der er specielt udviklet til boligforeninger. Systemet gør det let at kommunikere til beboere og profilere foreningen på en flot og professionel måde.

Hvem er Vest Administrationen

Vest Administrationen, der blev etableret i 1991, har hovedsæde i Hellerup og specialiserer sig i at administrere ejendomme. De administrerer ejer- og andelsboligforeninger samt gårdlaug. I dag administrerer Vest Administrationen mere end 240 boligforeninger og gårdlaug.

Læs mere her

tags: økonomi, 1991, computer, kemi, andelsboligforening, boligforening,

søndag den 21. december 2014

Nye, fremtidssikrede trækbjælker fra VBG

VBG's ECE-godkendte CMS-program udvides nu med to nye trækbjælker, der leveres i køretøjstilpassede udgaver til det enkelte chassisfabrikat og desuden fås i færdigmonterede totalløsninger for helbilsgodkendelse. EU-direktiv 2007/46/EF om typegodkendelse af produkter og komponenter trænger sig i stigende grad på hos opbyggerbranchen, og pr. 29. oktober 2014 er der krav om fuld harmonisering af alle seriefremstillede køretøjer. Desuden leverer lastbilproducenterne i stigende grad færdighullede chassiser, som ikke tillader yderligere boring. VBG udvider derfor nu sit CMS-program med to nye trækbjælker til central og halvt underliggende montering, DB C7 og DB 75V-2. Producenten betegner nyhederne som en hjælpende hånd til branchen i en tid med store tilpasningskrav.

– De to nye trækbjælker, der erstatter DB 75V, kræver mindre plads og er meget fleksible. Begge produkter kan leveres i færdigmonterede totalløsninger med certifikater for helbilsgodkendelse, som strømliner opbygningsarbejdet samt gør processen mere enkel og omkostningseffektiv. I kombination med en bred vifte af gavlsæt og monteringsmuligheder kan der altid findes en prisrigtig og sikker løsning, siger adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S. Han fremhæver, at produkterne leveres i køretøjstilpassede udgaver til de otte mest gængse lastvognsfabrikater.

Øget fleksibilitet og effektivitet
DB C7 er designet til central og halvt underliggende montering. Trækbjælken leveres køretøjstilpasset med huller i henhold til de respektive lastbilproducenters anbefalinger og krav, hvilket betyder tidsbesparelser for opbyggeren og muliggør lavere omkostninger for vognmanden. Den kan monteres på chassiset i tre forskellige højder – enten i halvt underliggende position eller i to forskellige positioner til central montering – med henblik på større fleksibilitet og en enklere opbygningsproces.

Også DB 75 V-2 giver ekstra fleksibilitet, da den undermonteres i gavlsæt og kan placeres i flere forskellige positioner i chassisets længderetning, hvilket også gør monteringen mindre pladskrævende. Trækbjælken leveres med boltsætmoduler i forskellige længder, der passer til forskellige godstykkelser og bjælkekombinationer.

Løsninger til ethvert behov
Foruden de to helt nye trækbjælker rummer CMS-serien også den færdigmonterede CMS 63V til forvogne med kort overhæng, som med boltet/nittet design er let at indbygge i chassiset, samt CMS DBI til indvendig montering nær lastbilens bagaksel, når der er krav om en fremadflyttet og lavt monteret kobling. Desuden findes der CMS TRAILER til indvendig montering på trailere og modulvogntog, der fås i dele eller færdigmonteret og i længder fra 980 til 1300 mm.

Til brug med CMS-produkterne har VBG et komplet program af gennemtestede og certificerede bagkofangere til lastbiler og påhængskøretøjer, som opfylder alle relevante krav – også til helbilsgodkendelse. Kofangerne fås i individuelle udgaver til alle gængse køretøjstyper og rammebredder, og de kan monteres enten direkte på bilrammen eller på gavlsæt til underliggende trækbjælker – både fast, aftageligt, opklappeligt eller forskydeligt.

– I vore systemer arbejder koblinger, trækbjælker, gavle, trækstænger og andet tilbehør sammen i en robust og gennemtænkt helhed, hvor hver del er optimeret med henblik på maksimal sikkerhed og ydelse, lover Per Mikkelsen fra VBG, der i lyset af de seneste tilføjelser anser CMS-serien som endnu mere fleksibel og tidssvarende.

– Vi kan til alle behov og anhængertyper tilbyde løsninger, der skaber merværdi for både opbygger og slutbruger. Samtlige produkter er godkendt iht. ECE-kravene, som fra 2014 gælder i 56 lande i og uden for EU. Med zinkmanganfosfatering, ED-behandling og en højblank pulverlak bidrager den unikke korrosionsbeskyttelse desuden positivt til levetid og totalomkostninger, slutter han.

VBG er grundlagt i 1951 og markedsleder inden for koblingsudrustning. Sortimentet omfatter et bredt udvalg af koblinger, trækanordninger og tilbehør. Koncernen er repræsenteret i Danmark ved VBG Group Sales A/S i Ejby. www.vbg.dk

Læs mere her

tags: Danmark, elbil, direktør, lastbil, bilen, EU, RAI, 2007, vogntog, fleksibilitet, omkostninger, 2014,

Lavere vækst i byerhvervenes produktivitet

Stigende produktivitet er den afgørende forudsætning for, at befolkningen kan opnå endnu større velstand - og jo større velstand, jo mere byggeri Produktiviteten i byerhvervene steg med 1,2 procent i 2013. Stigningen dækker over en økonomisk vækst på 0,9 procent og et fald i antallet af arbejdstimer på 0,3 procent. Det viser de foreløbige beregninger fra Danmarks Statistik.

- I byerhvervene har de ansatte øget produktiviteten med 1,2 procent i 2013 efter en forbedring på 1,7 procent i 2012. Den aftagende stigningstakt skærper kravene til erhvervslivet om at producere mere effektivt end tidligere, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

I årene 2008-2013 som helhed var der en gennemsnitlig årlig vækst i produktiviteten på 1,0 procent.

- I kriseårene har væksten i produktiviteten i byerhvervene været både beskeden og præget af store udsving. I 2010 steg produktiviteten med 5,9 % efter at have været negativ, hvilket afslører, at man i virksomhederne var meget langsomme med at tilpasse efter­spørgslen på arbejdskraft til faldet i produktionen, som er affødt af finanskrisen, fortæller chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

I de foregående mange år var der generelt meget højere vækstrater. Den gennemsnitlige årlige vækst i produktiviteten var 2,7 procent i perioden fra 1967 til 2013.

- Det er meget tydeligt, at virksomhederne har en stor udfordring med hensyn til at forbedre produktiviteten i form af en stadig mere effektiv produktion. Efter tilpasningen af arbejdskraften i de foregående år bør der være grundlag for forbedringer af produktiviteten, men det er også vigtigt, at virksomhederne til stadighed drager nytte af den teknologiske udvikling og forbedrer kompetencerne med henblik på at opnå en mere effektiv produktion og en høj kvalitet, siger Finn Bo Frandsen og fortsætter:

- Hvis vi ser bort fra lavere importpriser, så er højere produktivitet en forudsætning for, at lønningerne kan stige mere end priserne. Altså skabe en højere realindkomst for den enkelte. Og jo rigere vi bliver, jo bedre vil vi bo. Når realindkomsterne stiger, så skærper vi kravene til tidssvarende boliger, og det vil vise sig i form af mere nybyggeri af boliger og flere renoveringer af de eksisterende boliger.

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, 2008, finanskrisen, økonomi, 2013, Danmarks Statistik, 2012, virksomhed, erhvervslivet, produktivitet, teknologi, arbejdskraft,

lørdag den 20. december 2014

Messecenter Herning udvikles til fremtiden

En opdatering og fremtidssikring af infrastrukturen i og omkring Messecenter Herning. Det er målet for projektet Fremtidens Messecenter Herning (MCH) – TimeWorld, som Realdania er gået ind i med 150 mio. kr. En opdatering og fremtidssikring af infrastrukturen i og omkring Messecenter Herning. Det er målet for projektet Fremtidens Messecenter Herning (MCH) – TimeWorld, som Realdania er gået ind i med 150 mio. kr.

En opdatering og fremtidssikring af infrastrukturen i og omkring Messecenter Herning. Det er målet for projektet Fremtidens Messecenter Herning (MCH) – TimeWorld, som Realdania er gået ind i med 150 mio. kr.

Messecenter Herning og det omkringliggende område er, siden de første bygninger stod fær-dige i 1963, vokset frem ved knopskydning af nyt byggeri, senest med Jyske Bank Boxen. Samtidig tiltrækker stedet i dag et nyt og anderledes publikum til kultur- og sportsbegivenhe-der, og mange ankommer til byen med busser og i tog. Den samlede udvikling har skabt et behov for større sammenhæng og en helhedsplan for området.

En forundersøgelse, støttet af Region Midtjylland og Realdania i samarbejde med Herning Kommune og MCH, konkluderer, at MCH skal bringes ind i fremtiden gennem en nytænkning af centrets fysiske organisering og en helhedstænkning i forhold til omgivelserne og Herning by. Dette projekt har Realdania valgt at støtte med 150 mio. kr.

Tanken er at skabe en helhedsplan for messehallerne, Jyske Bank Boxen og de øvrige byg-ninger i området. I planen indgår også en helt ny oplevelsesattraktion på internationalt niveau kaldet TimeWorld. Der skal etableres et centralt velkomstpunkt, som møder gæsterne, når de ankommer. Dernæst vil de finde rundt i området via en overdækket fysisk forbindelse kaldet "River of Time". De vil kunne bevæge sig rundt i læ for vind og vejr via en slags overdækket indendørsstrøg, som samtidig skal være en oplevelse i sig selv og bringe liv og energi til om-rådet. Det skal være et inspirerende sted, hvor gæster til de mange arrangementer i området har lyst til at opholde sig.

Jesper Nygård, der er adm. direktør i Realdania, siger om projektet:

"I Realdania arbejder vi blandt andet med udvikling af byer og byområder, så de får en større sammenhæng og får udnyttet alle deres potentialer. Opgaven er den samme i messeområdet i Herning, som er vokset op og har bredt sig over en længere årrække. Infrastrukturen i og om-kring messeområdet skal opdateres og fremtidssikres, så det understøtter et moderne, dyna-misk oplevelsessted med både de nuværende og kommende aktiviteter."

Borgmester i Herning, Lars Krarup, siger:

"Herning Kommunes byråd har lige bevilget 150 mio. kr. til projektet, og så er det jo skønt, at Realdania så hurtigt følger trop med lige så mange penge. At Realdania kommer med viden og med penge, primært rettet mod den samlede plan og for at styrke helheden og sammenhæn-gen, ser jeg som en stor gevinst. Det er løftestangen for et højt ambitionsniveau."

Adm. direktør i MCH, Georg Sørensen, siger:

"Vi er rigtig glade for, at både kommunen og Realdania kan se mulighederne i projektet, som vi har arbejdet med i mange år. Jeg er overbevist om, at den samlede plan vil give et stort løft til MCH og dermed til turismen – både regionalt såvel som i hele Danmark."

Det er estimeret, at det samlede projekt vil koste 600 mio. kr. I øjeblikket arbejdes der på at finde yderligere projektpartnere.

For yderligere information kontakt:
Pressechef Pia Møller Munksgaard, Realdania, tlf. 29 69 52 49
Adm. direktør i MCH, Georg Sørensen, tlf. 21 40 02 00

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, Jyske Bank, Midtjylland, Region Midtjylland, Herning, penge, energi, byområder,

Flash Light A/S styrker salget

Jack Strøm er ansat som salgschef hos Flash Light A/S i Karlslunde. Med ansættelsen styrker belysningsvirksomheden profileringen over for markedet samt indsatsen over for rådgivere og indretningsfirmaer i Danmark. Jack Strøm er oprindeligt uddannet dekoratør og har gennem 10 år været selvstændig med eget design- og indretningsfirma. I sin karriere har han opnået stor erfaring inden for kreative og spændende indretningsløsninger, hvor hans fokus ikke mindst har været at anvende belysningen i sine løsningsforslag til kunderne. Senest kommer han fra en stilling i belysningsbranchen.

Som salgschef i Flash Light er Jack Strøm ansvarlig for profilering og synliggørelse af virksomhedens produkter, løsninger og ydelser over for arkitekter, rådgivere, installatører, grossister og toneangivende aktører, ligesom han skal stå for den daglige ledelse og udvikling af virksomhedens eksterne og interne salgskonsulenter.

Med sin forståelse og indsigt i markedsforholdene bliver Jack Strøms ansvarsområde samtidig at betjene rådgivermarkedet og bistå med sparring og løsninger til projektopgaver - blandt andet for arkitekter, indretningsfirmaer og butikskæder samt opgaver med kontorer og mødelokaler. Markeder, hvor Flash Light i forvejen står stærkt, men ønsker at cementere og udbygge sin position yderligere.

Flash Light A/S producerer professionelle belysningsløsninger af høj teknisk og designmæssig kvalitet. Det brede sortiment distribueres primært gennem el-grossister i Danmark og udlandet og via indretningsvirksomheder.

Jack Strøm er 46 år og bosat i Bjæverskov sammen med sin hustru og deres tre børn i alderen 12, 15 og 18 år. I fritiden har han gennem mange år været fodboldtræner i Herfølge Boldklubs Eliteafdeling for U12-U15.

Læs mere her

tags: Danmark, selvstændig, fodbold, udland, virksomhed, Herfølge, kreativ, ansættelse,

fredag den 19. december 2014

Sikkerhedsstøvlen til vinterens sjap og sjask

De kommende måneders milde vintervejr byder traditionelt på sjap, sjask og glatte underlag. Med den nye vandtætte og maskuline sikkerhedsstøvle fra Grisport kan håndværkeren dog gå vinteren tørt og sikkert i møde. Selvom de kommende vintermåneder ikke ser ud til at byde på nær så meget sne og frost som sidste år, er vinteren ikke de sjoveste måneder for håndværksbranchen. Temperaturen falder ned under frysepunktet, og underlaget bliver vådt og glat. Udearbejde er derfor en tilbagevendende udfordring for håndværkeren, der skal udføre sit job uden at komme til skade eller få våde og kolde fødder.

Kolde fødder medfører ineffektivitet
Godt fodtøj er et af de vigtigste elementer i kampen mod naturens luner. Skal man udføre sit arbejde forsvarligt, kræver det først og fremmest, at fødderne er solidt plantet på jorden i tørt og sikkert fodtøj.
- Når først blæst, sjap og kulde sætter ind er det vigtigt med tørre og varme fødder, da kolde og fugtige fødder kan medføre nedsat arbejdspræstation, siger administrerende direktør Finn Fogtmann fra Bjerregaard sikkerhed A/S, der er specialiseret i sikkerhedsfodtøj og blandt landets førende eksperter på området.

Bjerregaard sikkerhed tilbyder en bred vifte af sikkerhedsfodtøj fra verdens førende producenter. Fra den italienske producent Grisport markedsfører Bjerregaard sikkerhed virksomhedens nyeste sikkerhedsstøvle, som er særdeles velegnet til de kommende måneders triste og sjaskede vintervejr.
- Grisports nyeste model er en rigtig god allroundstøvle og perfekt til de kommende måneders lidt triste og sjaskede vintervejr. Udover at være vandtæt, som er et must denne vinter, er den slidstærk og udviklet med den skridhæmmende Vibram-sål - og så gør det heller ikke noget, at Grisport har formået at lave en kvalitetssko i et smart og maskulint design, siger Finn Fogtmann.

Hurtigt af og på – med en slidstærk tå
For at gøre det nemt at komme ind og ud af bygninger i løbet af arbejdsdagen er snørebånd erstattet af den unikke Boa-lukning, som man blandt andet kender fra snowboardstøvler. Det kræver kun et skru at komme i og ud af støvlen, som sørger for et perfekt fit dagen igennem.
- Boa-lukningen er efterhånden godt kendt, men ikke desto mindre er den en stor lettelse for folk, der har brug for at komme i og ud af fodtøjet mange gange på en dag. Samtidig sikrer snøresystemet, at skoene kan indstilles, så de altid sidder korrekt til, fortæller Finn Fogtmann,
Derudover er støvlen også forsynet med en kraftig slidnæse, der sammen med støvlens ankelhøjde gør den særdeles velegnet til knæliggende arbejde.

Støvlen går under navnet Grisport 74769 og kommer i størrelserne 37-47. Udover de allerede nævnte egenskaber sikrer fodtøjets åndbare og svedtransporterende inderforing samt den stødabsorberende PU mellemsål foden behagelig komfort dagen igennem.

Læs mere her

tags: direktør, vintervejr, blæst, jorden, virksomhed,

Eksklusiv lysløsning til arkitektens privatbolig

Morten Lovén fra Vision Arkitekter i Aarhus bruger sin privatbolig som showroom, når han skal vise kunderne nye muligheder. I Lovéns nybyggede villa er installeret en skræddersyet lysløsning, som han selv har udviklet sammen med Lumiere. Lumiere leverer ofte belysningsløsninger til Vision Arkitekters individuelle bolig- og erhvervsprojekter, og konstruktør og partner Morten Lovén har netop selv fået en skræddersyet løsning derhjemme. – Som bygherrerådgiver er det dejligt med en kompetent belysningspartner. Lumiere og Vision har et stærkt samarbejde i idéfasen, inden for lysdesign og tegninger samt om at finde de helt rigtige produkter, siger han.

Vision er ikke bare navnet på Morten Lovéns tegnestue, men også navnet på den op- og nedadlysende væglampe fra Lumiere, som bruges overalt hjemme hos konstruktøren. – Ud over at være en visuel oplevelse er lampen meget anvendelig, så den bruges både i entreen, i køkkenalrummet, udvendigt på facaden samt ved indgangsdøren, fortæller han.

LED ude og inde

Lysbånd med LED-dioder anvendes også både ude og inde. Til indirekte lys i opholdsrum, stue og køkken er indsat coronalys udført med LED-bånd i skjulte profiler. Udvendigt markerer Delta Light Femtoline LED-profiler terrassens kanter. – Det ser fedt ud at benytte bånd til lysspor i stedet for enkeltdioder i prikform, mener Morten Lovén.

Også trappebelysningen er speciel. Her er boret små Egoluce Ice Tondo LED-lyskilder ind i væggen over hvert tredje trin. – De giver et fantastisk lys og har et elforbrug på kun én watt pr. lampe, siger han.

Gennemtænkte lysscenarier

Under overskabene langs bordpladen i køkkenet anvendes også Delta Light Femtoline LED-profiler, mens Delta Light Nobody 300 profiler står for baggrundsbelysningen over køkkenøen. De købes metervis og bestykkes efter ønske. Lampen over kogeøen er skræddersyet og håndbygget af Lumiere. – Den er udført i aluminium, ultratynd og med hul igennem for at virke mere let. Lampen indeholder fire lysstofrør, som både lyser op og ned, samt tre indbyggede spor, som kun lyser på bordet. Med mulighed for en række forskellige lysscenarier i køkkenalrummet kan vi altid sætte den rette belysning alt efter tidspunkt og stemning, forklarer Morten Lovén.

– Jeg elsker at vise kunder en velgennemtænkt belysningsløsnings værdi. Min egen bolig er et godt eksempel på, hvor gode individuelle løsninger man kan nå sammen med lyseksperter, slutter han.

Lumiere A/S tilbyder tusinder af belysningsprodukter til det private og det professionelle marked – dels egne produkter, dels fra belgiske Delta Light, italienske Egoluce og tyske Tobias Grau. Til kontraktmarkedet leveres løsningerne oftest i samarbejde med indretningsarkitekter og andre rådgivere, mens private kan købe Lumieres produkter direkte på www.lumiereshop.dk samt hos den lokale elinstallatør eller belysningsforretning.

Læs mere her

torsdag den 18. december 2014

Nyt loft regulerer temperaturen på kontoret

Med CoolZone fra Armstrong får bygherrer og arkitekter et varme- og kulderegulerende loft, der vil sænke energiforbruget og sikre en behagelig temperatur i store lokaler. Mange kontorfolk kender sikkert problemerne med dårlig varmeregulering, men det vil et nyt loftprodukt til livs. Armstrong, der i Danmark forhandles af Mogens Rasmussen A/S i Middelfart, har nemlig udviklet CoolZone, der har en altoverskyggende fordel frem for andre lofttyper:

– CoolZone regulerer temperaturen i rummet alt efter forholdene. Hvis det er koldt, kan det afgive varme, som er lagret i den gel, der er en del af loftet. Omvendt kan det absorbere varme og dermed køle rummet, hvis det er en varm sommerdag. Du sparer dermed penge ved ikke at skulle holde et dyrt klimaanlæg i gang, forklarer indehaver Peter Gjerløff fra Mogens Rasmussen A/S.

Det nye loft henvender sig primært til store kontorarealer, hvor temperaturen er mest vanskelig at kontrollere, og hvor man får størst udbytte af indsatsen. Ifølge Armstrong kan det tidspunkt, hvor man skal tænde for mekanisk køling, udsættes med op til fire timer i forhold til traditionelle lofter. Det skyldes, at anlægget absorberer den varme, som computere og mennesker udleder i løbet af arbejdsdagen, og frigiver den igen, når temperaturen falder i rummet om aftenen og natten.

40 pct. energibesparelse

Ifølge Armstrong muliggør CoolZone betydelige energibesparelser. Man kan spare op til 40 procent energi i forhold til et traditionelt, mekanisk kølet loft, og det giver selvfølgelig store gevinster for både pengepungen og miljøet. Loftets anvendelighed på vore breddegrader er mindst lige så stor som længere sydpå.

Armstrong World Industries er – med omkring 8700 medarbejdere og 34 fabrikker på verdensplan – global markedsleder inden for gulve og lofter. Koncernen omsatte i 2012 for ca. 2,6 mia. USD. www.armstrong.com

Mogens Rasmussen A/S leverer – i tæt samarbejde med arkitekter og rådgivere – akustikløsninger, facadesystemer og solafskærmning. Virksomheden, der har over 20 års erfaring med skræddersyede løsninger til byggeriet, er dansk agent for internationalt førende producenter som Armstrong (USA), HunterDouglas (Nederland) og Rodeca (Tyskland). www.mras.dk


Læs mere her

tags: USA, Danmark, Tyskland, computer, energiforbrug, 2012, penge, Middelfart, energi, miljø,

Arbejdslampen der forbedrer arbejdsdagen

Specielt her i den mørke tid er der særligt brug for et rigtigt godt arbejdslys for at lave et godt stykke arbejde. Den nye LED arbejdslampe er ekstremt højtydende, hårdføre og leverer et ekstremt kraftigt LED lys, der forenkler arbejdsdagen. Her i den mørke tid eller er der især brug for et rigtig godt arbejdslys for at kunne udføre et godt stykke arbejde. Her er den nye LED arbejdslampe, der er ekstremt højtydende et rigtig godt redskab.

Fremtidens arbejdslampe der præsterer det bedste inden for arbejdslamper; de ekstremt højtydende arbejdslamper med LED pærer er hårdføre og batteridrevet og leverer et kraftigt LED lys.

Future LED arbejdslamper

Fremtidens arbejdslampe Future fra LENA er det absolut bedste inden for arbejdslamper og giver et rigtig godt arbejdslys, så du kan arbejde i en god og dagsægte belysning - uanset om det er mørkt, eller om du arbejder i et mørkt rum. Derudover er Future arbejdslampen en letvægts lampe med en smal profil samt kabelholder, der er let at opbevare og transportere.

Future lampen har et lavt strømforbrug på kun 32w, leverer dagsægte lys og har hele 50.000 timers levetid på LED dioderne.

Akku og Proff LED arbejdslamper
Akku og Proff arbejdslamperne er udført i hårdført aluminium og kan, udover at stå på sin egen indbyggede fod, monteres på et stativ og sammenkobles til en serieforbindelse med dine andre LED arbejdslamper. For at gøre opladningen af lamperne lette, leveres de både med en lader til bil og væg.

Hvor kan fremtidens arbejdslamper købes

Fremtidens LED arbejdslamper kan købes allerede nu hos www.farveland-butikken.dk, som er en del af Sadolin-BoligTex A/S.

Alle LED arbejdslamperne er som minimum IP44 godkendt og certificerede og kan holde til et virkelig hårdt brug.


Læs mere her

tags: P4, strømforbrug,

onsdag den 17. december 2014

Loftproducent lancerer verdensnyhed i Danmark

Armstrong, der i Danmark forhandles af Mogens Rasmussen A/S, lancerer det første loft nogensinde med den eftertragtede Cradle to Cradle-certificering. Verdensnyheden giver sikkerhed for bæredygtighed igennem hele produktets livscyklus. Verdens største loftproducent, Armstrong, har netop fået et produkt på hylderne, der har opnået den eftertragtede Cradle to Cradle-certificering. Det drejer sig om loftet Perla OP, og certificeringen vækker stor glæde hos Armstrongs danske eneforhandler, Mogens Rasmussen A/S i Middelfart.

– Vi er glade og stolte over at kunne tilbyde det første Cradle to Cradle-loft på markedet, og vi har store forventninger til den fremtidige interesse for produktet. Det er en verdensnyhed og helt unikt, at man nu har mulighed for at vælge et gennemført miljørigtigt loft, hvor der er garanti for bæredygtighed igennem hele produktets livscyklus, forklarer indehaver Peter Gjerløff. Han oplyser, at loftet henvender sig til ethvert byggeprojekt, hvor bæredygtighed og en grøn profil vægter tungt – herunder byggerier i sundheds- og undervisningssektoren.

Nem rengøring, lang levetid og godt indeklima

Perla OP skal i henhold til Cradle to Cradle overholde særlige regler i forhold til, hvor materialerne kommer fra, og hvordan restprodukterne bliver behandlet. Desuden har loftet en masse gode egenskaber, der blandt andet vil lette rengøringen i dagligdagen og forlænge levetiden. Loftet er konstrueret, så det tåler hyppige aftørringer med en opvredet klud, mens en særlig overflade gør det i stand til at modstå ridser og skår. Samtidig er loftet ISO 5-certificeret, og i kraft af en førsteklasses luftgennemstrømning sikres et godt og sundt indeklima. Loftet leveres desuden i den skrappeste absorptionsklasse, klasse A. Loftet består af 53 procent genbrugsmaterialer. Alle materialer er fuldstændig genanvendelige.

Armstrong World Industries er – med omkring 8700 medarbejdere og 34 fabrikker på verdensplan – global markedsleder inden for gulve og lofter. Koncernen omsatte i 2012 for ca. 2,6 mia. USD. www.armstrong.com

Mogens Rasmussen A/S leverer – i tæt samarbejde med arkitekter og rådgivere – akustikløsninger, facadesystemer og solafskærmning. Virksomheden, der har over 20 års erfaring med skræddersyede løsninger til byggeriet, er dansk agent for internationalt førende producenter som Armstrong (USA), HunterDouglas (Nederland) og Rodeca (Tyskland).

Læs mere her

tags: USA, Danmark, Tyskland, 2012, Middelfart, undervisning, miljø, miljørigtig,

Myreflittige bygningsarbejdere

Med en gennemsnitlig præsteret arbejdstid på 1597 timer om året, hører de beskæftigede i bygge- og anlæg til blandt de allermest flittige på arbejdsmarkedet, kun overgået af landbrug og råstofudvinding For det samlede danske arbejdsmarked, blev der i 3. kvartal præsteret 0,3 pct. flere arbejdstimer end i kvartalet før, mens jobskabelsen stod i stampe på 2.716.124 beskæftigede.

- Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab er den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen. Og dagens tal bekræfter, at den meget positive tendens på arbejdsmarkedet fra 1. halvår nu er afløst af en noget mere moderat udvikling, tæt på status quo, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, og fortsætter:

- Man skal dog ikke være så ked af, at beskæftigelsen i 3. kvartal kun "voksede" med 0,0 pct., så længe der er positivt fortegn på udviklingen i de præsterede arbejdstimer. Disse voksede med 0,3 pct., når der korrigeres for sæsonudsving. Det viser, at den eksisterende arbejdskraft i 3. kvartal blev udnyttet lidt mere intensivt, hvilket er en af forudsætningerne for øget beskæftigelse i de kommende kvartaler.

Bygge- og anlægsbranchen var den af alle brancherne, der med et plus på 1,5 pct. i 3. kvartal opnåede kraftigst vækst i præsteret arbejdstid. Det skal ifølge Bo Sandberg ses i lyset af skybruddet, der ramte Hovedstadsområdet 31. august og en stigende renoveringsaktivitet under BoligJobordningen.

- Men også i byggeriet fandt fremgangen sted ved at benytte den eksisterende arbejdskraft mere intensivt, ja tilmed var der i denne del af Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsstatistikker et lille fald i byggebeskæftigelsen trods de flere præsterede arbejdstimer, siger Bo Sandberg.

Som bonus-baggrundsinformation, har Dansk Byggeri regnet på de forskellige branchers gennemsnitlige årlige præsterede arbejdstid for perioden 2008-2013. Her viser det sig, at byggeriet hører til i toppen af listen med et årligt snit på 1597,2 præsterede arbejdstimer, svarende til knapt 7,2 timer dagligt året rundt, når der tages udgangspunkt i DA-LO-standardarbejdsåret på 223 arbejdsdage.

- Det er ikke altid bygge- og anlægsbranchen får anerkendelse for det store samfundsansvar, man løfter fx hvad angår skabelsen af vores nationalformue og uddannelse af lærlinge. Også, når vi ser på den præsterede arbejdstid, så lykkes det i snit en bygningsarbejder - trods svingende konjunkturer og afhængighed af vejrlig - at præstere væsentligt flere årlige arbejdstimer end en gennemsnitlig beskæftiget i handel eller industri gør, slutter Bo Sandberg.

Gennemsnitlig præsteret årlig arbejdstid (snit for perioden 2008-2013) fordelt på brancher:
- Landbrug mv. 1656 timer
- Bygge- og anlæg 1597 timer
- Videnservice 1529 timer
- Industri 1516 timer
- Offentlig sektor 1459 timer
- Samlet arbejdsmarked 1388 timer
- Handel 1275 timer
- Hotel/restaurant 993 timer

Læs mere her

tags: Danmark, 2008, restaurant, uddannelse, regnskab, 2013, LO, Danmarks Statistik, arbejdsmarked, lærling, arbejdskraft, beskæftigelse, arbejdstid,

tirsdag den 16. december 2014

Jøma bliver dansk eneforhandler af Leguan-lifte

Den koldingensiske liftforhandler JØMA Lift Teknik føjer nu en række nye produkter til den allerede store produktportefølje. Leguans kompaktlifte bliver nemlig en del af sortimentet, og firmaet forventer, det åbner op for nye, interessante kundegrupper. Liftforhandleren JØMA Lift Teknik er i forvejen dansk eneforhandler af blandt andet Genie-lifte, men nu udvider den koldingensiske virksomhed med endnu et soloforhandlerskab. Denne gang drejer det sig om det finske varemærke Leguan, der ifølge direktør Jørgen Martinsen fra JØMA Lift Teknik passer rigtig godt sammen med liftfirmaets andre produkter.

– Med Leguans produkter får vi en helt ny mulighed for at tilbyde kompakte, selvkørende kvalitetslifte med og uden bælter, forklarer han og fortsætter:

– Forhandlingen af Leguan åbner op for en række nye kundegrupper, som vi ikke har kunnet tilbyde de rigtige lifte tidligere. Det drejer sig blandt andet om skovbrugere, forlystelseshaver og parker.

Robuste og terrængående
Især når en lift skal bruges i skove og ujævnt terræn, stiller det nogle særlige krav til kvaliteten. Og dem opfylder Leguan ifølge Jørgen Martinsen fuldt ud.

– Leguans lifte er bygget til at begive sig ud i uvejsomme landskaber, hvor mange andre lifte – også med bælter – må give fortabt. Som noget unikt har maskinerne en jernplade som beskyttelse i bunden, og dermed risikerer man ikke, at en træstub ødelægger ledninger og karrosseri, forklarer lifteksperten, der også fremhæver de 26 centimeters frihøjde som et særligt plus.

Leguans topfart er ifølge Jørgen Martinsen også i en klasse for sig. Mange af konkurrenternes maskiner kører mellem 2 og 3 kilometer i timen i ujævnt terræn, mens Leguans kører et sted mellem 4 og 5 kilometer i timen. – Det betyder naturligvis meget for fagfolk, der bruger liften meget. Faktisk kan den ekstra hastighed gøre en verden til forskel for mange, supplerer han.

Forskellige højder
I sortimentet har Leguan flere forskellige lifthøjder for at matche forskellige kundebehov. Liftene findes således i tre forskellige højder fra 12,5 til 16 meter, og inden længe bliver der tilføjet endnu en lift til sortimentet.

Ifølge Jørgen Martinsen er Leguans produkter et godt alternativ til trailerlifte, som ofte bruges i eksempelvis uvejsomt terræn. – Med en selvkørende lift som Leguans bevæger du dig meget hurtigere end med en trailerlift, samtidig med du får en større frihed til at bevæge dig over store ujævnheder. Derfor er det vores forventning, at de nye lifte vil tage markedsandele fra trailerliftene eksempelvis på byggepladser og i skovbrug – blandt andet også, fordi prisen på de to typer af lifte er stort set ens, forklarer han.

Leguans lifte bliver udviklet og produceret til at arbejde i det skandinavise klima. Virksomhedens fabrik, som er en del af Avant-gruppen, er placeret i den sydlige del af Finland.
Liftene forventes at komme til Danmark i uge 46, hvorfra der vil være mulighed for at prøvekøre liftene.

Jøma Lift Teknik A/S har siden 1999 specialiseret sig i at sælge og servicere løftemateriel. Virksomheden er dansk totalforhandler af Leguan kompaktlifte plus Genie personlifte, materialehejs og teleskoplæssere, eneimportør af Anteo læssebagsmækker samt forhandler og serviceværksted for danske HMF, der tilbyder et komplet program af kraner, lifte samt krog- og wirehejs.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, virksomhed, Finland,

fredag den 12. december 2014

Byggeriets 2014-omsætning er steget med ca. 6 pct.

Hjemmemarkedet er ret tandløst – og reelt er der i 2014 tæt på nulvækst i erhvervslivets omsætning. Byggeomsætningen skiller sig dog positivt ud, men det skyldes ifølge Dansk Byggeri primært midlertidige engangseffekter Ifølge Danmarks Statistik har byggeriet i årets første 10 måneder omsat for 9,2 mia. kr. mere end i tilsvarende periode 2013. Procentvis er det lig med en stigning i indenlandsk omsætning på 5,9 pct. i forhold til 2013.

- Især byggeriets 1. kvartalstal slår kraftigt ud på geigertælleren. Alene her lå byggeomsætningen 4,7 mia. kr. højere end året før – men først og fremmest som følge af engangseffekten fra udbedring af storm- og stormflodsskader i kølvandet på orkanen Bodil, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

- Bygge- og anlægsbranchen har dog også her i efteråret været begunstiget af en "hamstringseffekt" af opgaver inden det beklagelige ophør af BoligJobordningen til nytår, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri forventer, at byggeomsætningen året ud kan fastholdes på et niveau med en omsætningsvækst på ca. 6 pct. i forhold til 2013 - til trods for, at slutningen af 2013 økonomisk set også var præget positivt af stormskadereparation efter den første af 2013-stormene, Allan.

Storm før stilheden
- De fleste byggevirksomheder oplever i øjeblikket en vis travlhed. Men efter nytår venter desværre mange steder – ikke mindst i landets yderområder - et opgavemæssigt tomrum, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Beskæftigelsen vil blive hårdere ramt end omsætningen, eftersom det er den arbejdskraftintensive renoveringsaktivitet, der står foran et aktivitetsmæssigt fald. Her spiller ikke kun BoligJobordningens ophør ind. Også renoveringen af almene boliger står til et dyk i 2015, selvom der med Boligforligets skete en redning på målstregen. Der er nu sikret en stabil og relativ høj investeringsramme, som dog først for alvor får effekt fra 2016.

Tæt på nulvækst på hjemmemarkedetVender man blikket mod den samlede indenlandske omsætning i erhvervslivet, er der desværre intet, der tyder på, at hjemmemarkedet er parat til at tage over som mulig vækstmotor efter eksporten.

- I de første 10 måneder af 2014 steg den nominelle omsætning med 0,7 pct. i forhold til tilsvarende periode i det sløje 2013. Når vi så trækker inflationen på ca. 0,5 pct. fra, så er der reelt tale om nulvækst i omsætningen på hjemmemarkedet, siger Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: Danmark, økonomi, nytår, 2013, Danmarks Statistik, storm, omsætning, virksomhed, 2016, erhvervslivet, arbejdskraft, 2014,

torsdag den 11. december 2014

Danskerne vil have troværdige håndværkere

Når forbrugerne skal vælge deres håndværker, betyder prisen mindre. I stedet lægger de vægt på troværdighed og topkvalitet, viser en ny undersøgelse Tømrermester Jakob Ebbesen har en tømrervirksomhed i Fårvang, og her er overvægten af hans kunder private forbrugere. Han kan sagtens nikke genkendende til resultaterne i Dansk Byggeris nye forbrugerundersøgelse. Han oplever også en stigende tendens til, at kunderne prioriterer kvalitet og troværdighed frem for pris.

- Jeg laver mange tilbud og får ofte den tilbagemelding, at jeg ikke var den billigste, men at de vælger mig alligevel, fordi mit tilbud var det grundigste og mest troværdige, fortæller Jakob Ebbesen og fortsætter:

- Selvfølgelig er der kunder, som kun tænker på at få den billigste løsning. Det må de gerne. Men så gør jeg meget ud af, at de skal vide, hvad de får. Det er ikke noget problem, hvis vi får afstemt forventningerne inden, vi går i gang.

Prisen er ikke det vigtigste
Dansk Byggeri har i en undersøgelse spurgt de danske boligejere, hvad der er vigtigst for dem, når de skal benytte en håndværker. Resultatet er spændende, for forbrugerne er ikke – som man måske skulle tro – optaget af prisen eller hvor hurtigt, de kan få lavet en byggeopgave. De to forhold er blandt de mindst vigtige for forbrugerne.

Forbrugerne lægger mest vægt på, at håndværkeren er troværdig, leverer topkvalitet og har styr på de byggetekniske regler.

- God kundepleje handler om mange ting. Håndværket skal naturligvis være i orden, men undersøgelsen viser klart, at troværdighed og tillid er afgørende for, om kunden er tilfreds med resultatet. Som håndværker kan det derfor godt betale sig at bruge tid på den dialog og gensidige forventningsafstemning, der skal til, for at skabe et godt forhold til kunden, siger Inger Petersen Thalund, HR og kommunikationschef i Dansk Byggeri.

Danske kunder er loyale
Når en kunde anbefaler en håndværker til et familiemedlem eller en bekendt, er det en form for personlig blåstempling. Denne blåstempling fra en kunde til en anden er utrolig vigtig i forhold til at få flere kunder fremover. Hele 80 % af de danske boligejere finder nemlig frem til deres håndværker via anbefalinger fra venner og bekendte, viser Bolius' Boligejeranalyse fra 2014.

- Vi danskere spørger helst i vores omgangskreds, når vi skal finde en håndværker til en ny byggeopgave. Derfor er service og god kundepleje alfa og omega i forhold til at få opgaver og omsætning i virksomheden, siger Inger Petersen Thalund.

Inger Petersen Thalund opfordrer forbrugerne til at vælge en håndværker, der er medlem af Dansk Byggeri. Så får de automatisk adgang til Byg Garanti og bliver dækket mod sjusk, fejl og mangler for op til 100.000 kroner. Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl.

Resultat af undersøgelsen
Det er vigtigt for mig, at min håndværker er:
- Troværdig
- Leverer topkvalitet
- Har styr på alle de byggetekniske regler

Det er mindst vigtigt for mig, at min håndværker er:
- Fra lokalområdet
- Billig
- Hurtig

Læs mere her

tags: boligejere, boligejer, omsætning, virksomhed, kommunikation, 2014,

Flere jobåbninger på arbejdsmarkedet - men ikke i Nordjylland

Ifølge Danmarks Statistik var der i 3. kvartal ca. 22.000 ledige stillinger på det private arbejdsmarked. Det er 1.100 flere end i 3. kvartal 2013. De ledige stillinger udgør 1,4 pct. af den samlede private beskæftigelse. Det underbygger den positive tendens på arbejdsmarkedet, som vi har set gennem det meste af 2014. Der er dog væsentlig geografisk forskel i antal jobåbninger - fremgangen går tilsyneladende udenom Nordjylland - Arbejdsmarkedet har i 2014 været solstrålehistorien i dansk økonomi. Ledigheden er stabil og beskæftigelsen er steget med i alt 23.000 siden bunden blev nået midtvejs i 2013. Der har også gennemgående været flere jobopslag i år end sidste år, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Ikke overraskende er det i Hovedstaden, der er flest jobåbninger. Her udgør de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen. Herefter følger Midtjylland, Syddanmark og Sjælland alle med moderate 1,2 pct. af beskæftigelsen, mens der fortsat er meget få jobåbninger – svarende til 0,9 pct. af beskæftigelsen – i Nordjylland.

- Når der er fremgang i samfundsøkonomien, er der typisk også høj jobomsætning og mange jobopslag. De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det går den rigtige vej. Men mest i Hovedstadsområdet og absolut mindst i Nordjylland, som fremgangen tilsyneladende går udenom. Det stemmer desværre meget godt overens med, hvad vi hører fra vores nordjyske medlemmer i Dansk Byggeri, siger Bo Sandberg.

Andelen af ledige stillinger på arbejdsmarkedet opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken er ifølge Dansk Byggeri ikke helt dækkende, fordi alle de jobskift, der sker uden egentlige stillingsopslag, ikke opfanges i statistikken. Derfor bør man ikke lægge så meget i de absolutte tal, men mere hæfte sig ved retningen, dvs. om det går op eller ned.

Byggeriet ligger i midterfeltet med ledige stillinger
Bygge- og anlægsbranchen ligger lidt under landsgennemsnittet med jobåbninger svarende til 1,2 pct. af branchens beskæftigelse, mens det er i servicesektoren, der er relativt flest ledige stillinger.

- Der har i 2014 været flest jobåbninger i de helt små byggevirksomheder med mellem 0 og 9 ansatte. Her udgjorde de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen i 3. kvartal 2014. De små lokalt baserede byggevirksomheder udgør rygraden i bygge- og anlægsbranchen. Netop disse virksomheder har haft stor gavn af Boligjobordningen, siger cheføkonomen og fortsætter:

- Med håndværkerfradragets ophør til nytår, kommer mange små byggevirksomheder til at befinde sig i et opgavemæssigt tomrum pga. den førte stop-and-go-politik. Det gælder desværre ikke mindst i Nordjylland, hvor der ikke er store offentlige anlægsprojekter, som kan kompensere for faldet i privat efterspørgsel.

Dansk Byggeri forventer samlet set, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen falder fra ca. 148.000 i 2014 til ca. 143.000 i 2015.

Læs mere her

tags: Danmark, politi, økonomi, Sjælland, nytår, 2013, Nordjylland, Danmarks Statistik, Midtjylland, omsætning, virksomhed, arbejdsmarked, beskæftigelse, samfundsøkonomi, 2014, stemmer,

onsdag den 10. december 2014

Hold kæft en fed lærerarbejdsplads!

På Holmeagerskolen i Greve har de standardiserede lærerarbejdspladser fået det røde kort og er sendt af banen. Her har man grebet skolereformen konstruktivt an og skabt optimale rammer for lærernes forberedelse på skolen. Nøglen er design af unikke møbler og en aktivitetsopdelt indretning, der respekterer lærernes individuelle behov og udfordringer i forberedelsessituationen af undervisningen. På Holmeagerskolen har man bevidst prioriteret at skabe gode og nytænkende lærerarbejdspladser for at gøre overgangen fra individuel hjemmearbejdsplads til fælles skolearbejdsplads efter sommerferien så blid som mulig. "Lærerne er vores vigtigste ressource. Derfor har det været vigtigt for os at vise respekt for deres professionalisme og forskellige arbejdsbehov. De skal gå på arbejde hver dag og tænke hold kæft en fed arbejdsplads!", siger skoleleder René Bang. Derfor har man valgt at samarbejde med kunst- og designvirksomheden Rune Fjord Studio, der har skabt en helt unik indretning, hvor respekt for lærernes individualitet er omdrejningspunktet.

Designerne har arbejdet tæt sammen med en lærerarbejdsgruppe og skolelederen for at sikre, at den færdige indretning afspejler lærernes mangfoldige behov og ønsker og gør det muligt for dem at imødekomme reformens nye krav til forberedelse på skolen. Lærerarbejdsområdet er derfor indrettet i 3 aktivitetszoner, der gør det muligt at vælge arbejdssted efter aktivitet og lydniveau. Hvert område er desuden indrettet med forskellige typer møbler, så lærerne kan vælge arbejdsstation ud fra deres individuelle behov – hvad enten man bedst kan lide at stå, gå, ligge eller sidde i forberedelsessituationen. I de grønne amerikansk-inspirerede diners er det f.eks. oplagt at diskutere og samarbejde, mens det kulørte loungeområde "Home" indbyder til fortrolig samtale eller henslængt læsning. Trænger man til en omstillingspause efter dagens undervisning byder de blå bølger på toppen af rummets midtpunkt, Huset, på en rolig tankestund. Og har man brug for total stilhed kan man trække sig tilbage i egoistsofaerne i stillezonerne.

Holmeagerskolen er en positiv historie i stormvejret omkring den nye folkeskolereform. Her har man valgt at bruge de fysiske rammer til at implementere de nye tanker i skolereformen på en god og konstruktiv måde, der imødekommer de konkrete krav og behov som lærerene sukker efter i forberedelsessituationen andre steder i Danmark. De fysiske rammer afspejler skolens fremadtænkende og omsorgsfulde vision og værdier, og den nye indretning skaber større bevidsthed omkring individuelle arbejds- og læringssituationer - en bevidsthed, der smitter af på aktiviteterne udenfor forberedelsesområdet og breder sig som ringe i vandet til undervisningen og eleverne.

Rune Fjord Studio står bag udvikling og design af lærerarbejdsområdet. Rune Fjord Studio arbejder med rumligt design i bl.a. skoler, biblioteker og virksomheder. Se mere på: www.runefjord.dk, hvor der også er flere billeder fra Holmeagerskolen.

Læs mere her

tags: Danmark, kunst, storm, virksomhed, biblioteker, Greve, folkeskole, undervisning, designvirksomhed, sommerferie, Design,

Christiansborg samler sig om byggeri og energi

Dansk Byggeri sætter byggeriet på den energipolitiske dagsorden og samler både klima-, energi- og bygningsministeren og de energipolitiske ordfører på Christiansborg til debat. Den 28. januar har klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen og de energipolitiske ordførere fra alle partierne bag energiforliget sat kryds i kalenderen. Her har de sagt ja til både at blive klogere på, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan bidrage til den grønne omstilling, og stille op til debat om deres politiske prioriteringer. Det sker på en konference i Landstingssalen på Christiansborg med Dansk Byggeri og formand for Energiudvalget, Steen Gade, som vært.

- Det er en god mulighed for Dansk Byggeri for at pege på de områder, hvor bygge- og anlægsvirksomhederne er en del af løsningen, hvis Danmark skal være fri af fossile brændstoffer i 2050. Det er jo vores virksomheder, der skal være med til at sørge for, at der både bliver bygget og renoveret energirigtigt, siger energipolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

På konferencen vil der blive fremlagt Dansk Byggeris nye analyse, Byggeriets Energianalyse, der dokumenterer muligheder for at omstille vores boliger og offentlige bygninger til grøn energi.

- Vi håber selvfølgelig, at politikerne også får ny viden i løbet af dagen, som gør, at de fremadrettet vil fremme mere energirigtige bygninger, siger Camilla Damsø Pedersen og tilføjer:

- Arrangementet er gratis og åbent for alle, og der er mulighed for at tilmelde sig allerede nu, så man er sikret en plads i salen.

Læs mere her

tags: Danmark, politi, virksomhed, energi, Christiansborg, brændstof,

tirsdag den 9. december 2014

Færre boliger til højere priser

Lidt færre muligheder og dyrere boliger. Det er realiteten for familier på udkig efter et nyt hjem. For ejerlejlighederne skal man typisk have godt 140.000 kroner mere op af lommen end for et år siden. I november 2014 var der knap 58.774 boliger til salg hos ejendomsmæglerne. Det er 2.218 færre boliger end for et år siden. Faldet dækker over, at der nu er 1.188 huse, 480 ejerlejligheder og 550 fritidshuse mindre til salg end for et år siden. Det viser Realkreditrådets boligudbudsstatistik.

"Folk på udkig efter en bolig har det ikke helt ligeså sjovt som sidste år. De har nemlig lidt færre boliger at vælge i mellem ude hos ejendomsmæglerne, og udbudspriserne er højere. Der er dog stadig rigtig mange boliger til salg rundt omkring i landet, så håbefulde boligkøbere har fortsat mange muligheder," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Udbudspriserne på huse og ejerlejligheder er steget henholdsvis 2,2 pct. og 7,4 pct. det seneste år. Det svarer til, at et typisk hus på 140 kvm. sættes til salg for 40.000 kr. mere end for et år siden. Stigningen for en typisk ejerlejlighed på 85 kvm. svarer til 140.000 kr. Udbudspriserne på fritidshuse er modsat andre boligtyper faldet med 1,8 pct. det seneste år.

"Priserne på huse og ejerlejligheder er højere end sidste år. Det gælder især for ejerlejlighederne, hvor priserne er rykket opad med knap 12.000 kroner om måneden. De stigende priser afspejler, at optimismen på boligmarkedet så småt er ved at vende tilbage – især i de store byer, hvor der er mange lejligheder," forklarer Ane Arnth Jensen.

Huse har i gennemsnit ligget til salg i ti måneder, og det er samme tid som for et år siden. Udbudstiden for ejerlejligheder er derimod forkortet med en måned det seneste år og er nu et halvt år.

"Lejligheder bliver nu solgt hurtigere end tidligere. De udbudte ejerlejligheder har typisk ligget til salg i et halvt år, og det er en måned mindre end for et år siden," siger Ane Arnth Jensen.

Udbudstiden for fritidshuse er modsat andre boligtyper steget med ti dage det seneste år og har i gennemsnit ligget til salg i 14½ måned.

Læs mere her

tags: direktør, Realkreditrådet, boligmarkedet, Realkredit, 2014,

søndag den 7. december 2014

Smartphone hører til i værktøjskassen

Byggeriet halter ikke længere efter, men er kommet med i førerfeltet, når det handler om it. Adgang til nettet er nu en selvfølge for mange håndværkere Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 87 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har en mobil bredbåndsforbindelse. Det er en kraftig stigning i forhold til 2013, hvor det var 60 procent af virksomhederne. Til sammenligning er det 83 procent af samtlige virksomheder i Danmark, som har mobilt bredbånd.

Tallene viser også, at 43 procent af de ansatte i branchen har mobil internetadgang til arbejdsbrug. Det er en stigning i forhold til 2013, hvor det var 27 procent af de ansatte, der havde adgang til mobilt internet.

- Byggeriet har for alvor fået øjnene op for de muligheder, som den teknologiske udvikling giver. Ni ud af ti byggevirksomheder har en mobil bredbåndsforbindelse – og det bliver kun overgået af virksomheder inden for information og kommunikation. Og det er ikke bare en stor andel af virksomheder. Det er også en markant stigning, da der for blot et år siden kun var 60 procent af virksomhederne i byggeriet, der havde mobilt bredbånd, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Han understreger, at det giver rigtig god mening, at 43 procent i byggebranchen har mobil internetadgang. Det er mere end gennemsnittet. Branchen er nemlig kendetegnet ved at have skiftende arbejdssteder, og der er derfor brug for, at man komme på internettet og i kontakt med administrationen, lageret og leverandørernes hjemmesider, fortæller Andreas Fernstrøm, og fortsætter:

- Det er også interessant, at branchen især scorer højt, hvor der er umiddelbare gevinster ved it-anvendelsen. Det ses eksempelvis ved fakturering, hvor 73 procent af virksomhederne i branchen gør det elektronisk. Her er branchen samtidig topscorer blandt alle brancher.

Det er ifølge Andreas Fernstrøm udtryk for, at man ofte handler med det offentlige, hvor elektronisk fakturering er et krav, men samtidig anvendes det også i forbindelse med private, hvor man netop har brug for at sende fakturaer til mange forskellige kunder – og man derfor kan spare tid og omkostninger, ved at der er sat strøm til.

Læs mere her

tags: Danmark, internet, 2013, Danmarks Statistik, virksomhed, omkostninger, teknologi, mobilt bredbånd, kommunikation,

Dansk Erhverv: boligpriser, der fastholder den opadgående tendens er vigtige for økonomien

Dagens tal fra Danmarks statistik viser, at priserne i september på ejerlejligheder steg med 1,4 pct. efter et par måneder med fald. Tallene viser samtidig, at priserne på villaer steg 0,4 pct. i september sammenlignet med august. Gennem de seneste 3 måneder er priserne på hhv. ejerlejligheder og villaer på landsplan dog steget og faldet med hhv. 0,9 pct. og 0,7 pct. Prisen på ejerlejligheder ligger dermed fortsat på niveauet fra midten af 2007. "Dagens tal for udviklingen priserne på boligmarkedet vidner om, at boligmarkedet fortsat har opadgående tendens, men også at det ser ud til, at de ret store stigninger på ejerlejligheder er kommet til en ende for en tid. Udviklingen for priserne på ejerlejligheder er i høj grad præget af det Københavnske marked, og ser man på de seneste måneders udvikling, så tyder det på, at priserne i Hovedstaden har nået et mere stabilt, men dog og højt niveau," vurderer økonom Mira Lie Nielsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv

"Udviklingen på boligmarkedet betyder noget for alle danskere – også selvom det ikke er alle, som er boligejere. Der er nemlig tæt sammenhæng mellem udviklingen i boligpriserne og vores privatforbrug, og privatforbruget har jo stor betydning for udviklingen i dansk økonomi som helhed. De seneste måneders begyndende stabilisering af priserne virker derfor svagt understøttende for forbruget. Det er dog også sådan, at udviklingen på boligmarkedet præges af udviklingen i resten af økonomien, og de tegn på stabilisering vi ser nu efter en periode med store prisstigninger er symptom på, at fremgangen i dansk økonomi er meget svag. Derfor er der heller ikke udsigt til nogen større stigning i forbruget," afslutter Mira Lie Nielsen.

Læs mere her

tags: Danmark, København, økonomi, boligejere, boligejer, boligmarkedet, 2007, organisation, prisstigninger,

lørdag den 6. december 2014

Julen er højtid for indbrud

Den søde juletid er over os med nisser og gaveindkøb. Men ikke alle kobler af i familiens skød. Julen er højsæson for indbrudstyve, der tømmer både private boliger og virksomheder for værdier, mens beboere og medarbejdere er på shopping eller ferie. Huse og virksomheder står øde hen, når vi holder os pause fra arbejdet og ferierer væk fra hjemmet og arbejdspladsen. Men det efterlader også et slaraffenland for indbrudstyve, der ofte kan arbejde i fred og ro, mens vi nyder dagene i familiens skød.

Kedelig dansk topplacering
Danmark er med helt i toppen over de mest indbrudsplagede lande i Europa. Faktisk indtager Danmark ifølge statistikker fra Det Kriminalpræventive Råd den ubestridte førsteplads i Norden, når det kommer til indbrud.

Det er der ifølge sikringsekspert Henning Petersen fra Greve Låseteknik en fornuftig forklaring på:
- Man kan ikke skyde skylden på hverken østeuropæere eller velstand, for de lande, der ligger omkring Danmark er på dét punkt helt sammenlignelige med os. Til gengæld er de længere fremme med sikring af deres bygninger, hvilket giver tyven dårlige arbejdsvilkår og dermed falder antallet af indbrud.

Henning Petersen har 30 års erfaring i branchen og kan se, at tyvene ændrer metoder og derfor må boligejere og virksomheder følge med, når de skal sikre deres bygninger mod ubudne gæster.
- I takt med at indbrudstyvene bliver dygtigere, er mange er ikke opmærksomme på, at deres låsesikring er utilstrækkelig. Enten er låsen slidt eller også af en forældet standard, hvilket i nogle tilfælde gør det ligeså så let at bryde ind som det er at bryde en postkasse op. En god idé er at udskifte låsen med 10-15 års mellemrum og sørge for, at den er forsikringsgodkendt, tilføjer Henning Petersen.

Tyvene stjæler mere end tidligere
Selvom der de senere år har været en svag nedgang i antallet af indbrud, så er udbyttet i mange tilfælde blevet tilsvarende større. Det er noget, man mærker hos forsikringsselskabet TopDanmark, der hvert år modtager en stor mængde skadesanmeldelser fra danskere, der er vender hjem til et gennemrodet hus efter juleferien.
- Vi har siden 2009 set en tendens til, at der begås færre indbrud, selvom niveauet stadig ligger højt. Til gengæld kan vi se på vores anmeldelser, at tyvene tager bedre for sig, når de bryder ind. Og det hænder især i vinterhalvåret, hvor vi ser betydeligt flere indbrud end resten af året, siger Claus Andersen der er forsikringsrådgiver i TopDanmark.

Claus Andersen fremhæver desuden nødvendigheden af en ordentlig låsesikring. Utilstrækkelig sikring af bolig eller virksomhed kan betyde, at forsikringsselskabet ikke dækker hele tabet.
- Forsikringsselskaber vurderer en ejendoms sikringsniveau ud fra, om låsene lever op til nutidige standarder for sikring. Derudover kigges der på ejendommens inventar. Jo dyrere inventar, desto højere krav er der til sikringsgraden, forklarer Claus Andersen.

Få det tjekket af en professionel
Vil man være på den sikre side, kan det betale sig at få tjekket sin låsesikring af en professionel. Henning Petersen og hans medarbejdere kommer gerne ud og foretager et gratis sikkerhedstjek af både boliger og virksomheder.
- Udover selve forebyggelsen af et indbrud, der kan spare boligejeren for unødvendige udgifter og ærgrelser, giver flere forsikringsselskaber rabat på præmien, hvis man kan dokumentere effektiv sikring af boligen. Derudover er der god forebyggelse i, at man i et boligområde holder lidt øje med, hvis der går fremmede rundt hos naboerne, og alt det kommer vi ind på ved en informationsaften, fortæller Henning Petersen.

Juletips til at sikre din bolig - eller virksomhed

Undgå juleindbrud privat

• Lad lys og radio tænde ved hjælp af tænd-og-sluk-ur
• Få naboen til at parkere sin bil i din indkørsel
• Få naboen til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand
• Klip hækken så der er godt udsyn til bolig, og tyven ikke kan arbejde i fred
• Sørg så vidt muligt for at tyven ikke kan se dine værdifulde genstande gennem vinduet.
• Gør det svært at for tyven at komme ind med forsvarligt låste døre og vinduer
• Sæt gerne to låse på hoveddøren. En godt sikret hoveddør, giver tyven et praj om resten er bygningens sikring.

Undgå juleindbrud i virksomheden

• Vælg forsikringsgodkendte låse – og suppler gerne med gitre, alarmer, videoovervågning osv
• Sæt gerne to låse på hoveddøren. En godt sikret hoveddør, giver tyven et praj om resten er bygningens sikring.
• Sørg for at døre og vinduer er i ordentlig kvalitet og stand. Monter ekstra sikringsbeslag på udsatte vinduer.
• Opsæt sikringsskilte
• Installer tyverialarm, der larmer på stedet og sender besked til vagtcentral – det stresser indbrudstyven
• Installer indbruds- og brandsikker boks til særlige værdier
• Beskær vildtvoksende buskadser og skab god, sensorstyret belysning så tyven ikke kan arbejde i skjul.


Læs mere her

tags: Danmark, euro, 2009, Europa, indbrud, radio, boligejere, boligejer, forsikringsselskab, virksomhed, stress, Greve, overvågning,

Konkurstal spreder ikke julehygge

I november var der præcis lige så mange konkurser i bygge- og anlægsbranchen som sidste år, og efter tre gode kvartaler ser 2014 ud til at slutte af på dårlig maner Dagens tal fra Danmarks Statistik viser, at der i november måned var 76 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er akkurat det samme antal konkurser som sidste år. I oktober måned var flere konkurser end sidste år. Det bringer antallet af konkurser op på 494 i indeværende år.

- Billedet frem til oktober måned så helt fornuftigt ud, og gav os en klar forventning om, at vi i 2014 som helhed ville opleve i omegnen af 500 konkurser. Nu ser billedet mere broget nu. Med november måneds konkurser er vi oppe på 494, og der hersker nu ingen tvivl om, at vores tidligere vurdering ikke holder stik. I stedet for ca. 500 konkurser i 2014, så bliver tallet nu tættere på 550 konkurser, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri, og forsætter:

- Vi skal se et par måneder mere med samme uheldige udvikling, før vi slår fast, at vi er tilbage på sidste års niveau for konkurser. Men det er bestemt en udvikling, vi følger tæt og ser på med bekymrede miner. For hvor vi frem til oktober havde oplevet ca. 30 procent færre konkurser end i 2013, så har vi de seneste to måneder faktisk ligget på et konkursniveau som er mindst lige så stort som sidste år for de tilsvarende måneder, siger Andreas Fernstrøm.

- Inden vi råber død og ødelæggelse er det dog vigtigt at holde fast i det positive. Selv med en dårlig afslutning på 2014 hersker der ingen tvivl om, at vi ender med at opleve færre konkurser i år end sidste år, slutter Andreas Fernstrøm.

Læs mere her

tags: Danmark, 2013, konkurs, Danmarks Statistik, 2014,

fredag den 5. december 2014

Landskab foran restaurant Noma vinder international arkitekturpris

POLYFORM Arkitekters landskab foran verdens bedste restaurant vinder i verdens største arkitekturprisuddeling WAN AWARDS. POLYFORMs nordatlantiske landskab snuppede prisen for Årets Landskab 2014 for næsen af de mere omfangsrige finalister som Queen Elizabeth Olympic Park i Londo og, Krymskaya Embankment i Moskva Verdens største arkitekturprisuddeling WAN AWARDS har netop valgt POLYFORM's nordatlantiske landskab foran restaurant Noma, som Årets Landskab 2014. Det nordiske landskab foran verdens bedste restaurant snuppede prisen for næsen af de mere omfangsrige finalister som f.eks. Queen Elizabeth Olympic Park i London, Krymskaya Embankment i Moskva og One Central Park i Sydney.

Dommer: Landskabet fanger essensen af Skandinavien
"Lille og udsøgt relaterer landskabet til det restauranten handler om og fanger essensen af Skandinavien, ligesom restauranten også gør det" udtaler dommer Daniel Rea, om hvordan landskabet knytter an til restauranten og han tilføjer: "Hvis du tænker på hvordan opgaven er løst i forhold til problemstillingen og hvordan den er typologisk nyskabende, så er dette det vigtigste projekt. Det er meget smukt. Det rammer fuldstændigt plet i forhold til dommernes kriterier og gør alt det, du ønsker, det skal gøre og det skal vi ikke være bange for at anerkende" mens Dommer Huw Morgan tilføjede "Udførelsen og ambitionen er fremragende".

Designet opfylder Noma-chefens ønske

WAN AWARDS uddeles af britiske World Architecture News, hvor Årets Landskab kom til som kategori i 2013. Juryen dømmer bl.a. projekterne ud fra, hvorledes designet forholder sig til nøgleelementerne i briefet. Derfor lagde dommerne vægt på, Noma-chef René Redzepis ønske om at skabe en imødekommende bufferzone rundt om restauranten. Med det nordiske landskab bliver ivrige gastronomiske vindueskiggere holdt en anelse på afstand, men de får stadig en smag af det nye nordiske terroir i form af et robust, stedsegrønt landskab fra de nordatlantiske lande. Dommerkomiteen var ligeledes imponeret over, hvordan POLYFORM's nordatlantiske landskab passer elegant ind i det rå havnemiljø.

WAN AWARDs er verdens største arkitekturprisuddeling og modtager hvert år 1379 indsendte projekter i forskellige katagorier fra 72 lande verden over, som bliver bedømt af 317 internationale dommere.

Foto krediteres til Wichmann+Bendtsen

Læs mere her

tags: restaurant, 2013, London, OL, Central Park, Moskva, Queen, Skandinavien, miljø, 2014, Design,

Køge Kommune gør sagsbehandlingen for virksomheder enkel

Med et nyt koncept for sagsbehandlingen og et offentligt katalog over sagsbehandlingstider gør Køge Kommune det nu mere enkelt og overskueligt for de virksomheder, som søger tilladelser, dispensationer og bevillinger hos kommunen. Køge Kommune har i en årrække arbejdet med at forbedre kommunens service overfor erhvervslivet, og nu bliver det endnu lettere at være virksomhed i Køge Kommune. Faste sagsbehandlingstider og et nyt system, der inddeler sagerne i hvide, grønne, gule og røde sager skal gøre det nemmere for virksomhederne at overskue sagsforløbet.

Borgmester Flemming Christensen forklarer om baggrunden for det nye koncept:

"I Køge Kommune vil vi være en central samarbejdspartner for vores erhvervsliv i arbejdet for at skabe vækst og jobs. Det gælder, når vi tiltrækker store investeringer i infrastruktur og byudvikling; men det gælder især, når vi er i direkte kontakt med virksomhederne i vores sagsbehandling. Opleves det nemt og positivt at være i kontakt med Køge Kommune, så er det godt for vores lokale virksomheders udviklingsmuligheder - og arbejdet for at tiltrække virksomheder hertil".
Det kan virke uoverskueligt at have en sag til behandling hos kommunen, og virksomhederne kan savne information i processen. Nogle sager er simple og glider lige igennem. I andre sager skal virksomheden måske levere mere materiale eller sagen skal behandles i flere afdelinger. Det øger sagernes kompleksitet, og dermed sagsbehandlingstiden.

Men det kan være svært for virksomhederne at forstå, hvorfor deres sag er mere eller mindre kompleks, og hvad det betyder. Det er det, kommunen ønsker at gøre noget ved. Erhvervssagerne inddeles nu i farvekoder efter, hvor komplekse de er, og det er kommunens håb, at det skal øge virksomhedernes forståelse for sagsbehandlingen og lette dialogen med virksomhederne i de konkrete sager.

Mads Andersen (K), formand for Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkeds Udvalg forklarer:

"Nu bliver det lettere for virksomhederne at forstå, hvad det er, der sker, når de har en sag hos kommunen. Virksomhederne får overblik over hele sagsforløbet, en fast kontaktperson og tidshorisonter, de kan regne med. Det letter virksomhedernes planlægning, og giver dem mulighed for at føre dialog med kommunen på en helt ny måde."

Det nye koncept, som også rummer løbende evalueringer af virksomhederne oplevelse og tilfredshed med Køge Kommune, indføres i første omgang i jobcentret, erhvervsservice og de afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen, som har med byggesager, plansager, natur- og miljøsager, gravearbejder og trafik at gøre.

Formanden for Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Mette Jorsø (V) uddyber:

"Vi har længe arbejdet målrettet for at gøre sagsbehandlingen i Teknik- og Miljøforvaltningen mere enkel og effektiv overfor både borgere og virksomheder. Senest har vi sænket sagsbehandlingstiden for byggesager, og nu indfører vi en fast spørgeskemaevaluering af virksomhedernes oplevelse af sagsbehandlingen. Alt sammen noget der skal gøre det lettere at være virksomhed og hjælpe kommunen med at styrke vores service overfor erhvervslivet yderligere".

Det nye koncept er trådt i kraft pr. 1. december 2014, og man kan læse mere om servicemål, sagsbehandlingstider og grønne, gule og røde sager på Køge Kommunes hjemmeside.

FAKTA:
Det nye koncept for servicen overfor erhvervslivet i Køge Kommune inddeler sagerne i fire farvekategorier efter hvor komplekse de er:

• De hvide: som er henvendelser, vejledning og besvarelse af spørgsmål fra virksomhederne, men som ikke udmønter sig i decideret sagsbehandling.

• De grønne: Ukomplicerede sager, der ikke kræver yderligere oplysninger fra ansøgeren eller tværgående sagsbehandling

• De gule: Sager af begrænset kompleksitet, hvor ansøger skal levere flere oplysninger, eller der skal foretages sagsbehandling på tværs af afdelinger og myndigheder.

• De røde: Komplicerede sager, hvor der for eksempel skal foretages tekniske undersøgelser, nabohøringer og opsøgende sagsbehandling. Eller sager der skal politisk behandles.

Centralt er også et nyt katalog over servicemål for sagsbehandlingstider indenfor langt de fleste erhvervssager og en fast kontaktperson for virksomhederne. Ligesom der også er defineret servicemål for informationen af virksomhederne i løbet af sagsbehandlingen.

Se mere om det nye koncept 1. december på: www.koege.dk/erhverv

Kontakt:

Borgmester Flemming Christensen: tlf. 56 67 26 00
Formand for Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Mette Jorsø: tlf. 40 12 59 41
Formand for Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg, Mads Andersen: tlf. 28 72 21 61

Erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen: tlf. 22 87 85 66
Planchef Casper Toftholm: tlf. 22 60 20 17
Arbejdsmarkedschef Bjarne Andersen: tlf. 28 79 21 10

Fotos:

Vedlagte fotos er til fri afbenyttelse. Billederne skal krediteres Køge Kommune.

Foto 1: Borgmester Flemming Christensen, Køge Kommune. Foto: Køge Kommune
Foto 2: Mads Andersen, formand for Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg. Foto: Køge Kommune
Foto 3: Mette Jorsø, formand for Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Foto: Køge Kommune

Læs mere her

tags: politi, Køge, december, virksomhed, erhvervslivet, jobcentre, miljø, 2014,

torsdag den 4. december 2014

Ingeniørmangel i infrastruktursektoren

Infrastruktursektoren, arbejdet med veje, trafik og bane, kommer til at mangle ingeniører i de kommende år. Pensionering og store anlægsprojekter er nogle af årsagerne. Det viser en analyse som COWI har lavet for VEJ-EU og Viadania. Analysen præsenteres på Vejforum 2014. Ledere på vej- og trafikområdet forventer øget konkurrence om ingeniører. Uden for hovedstaden og universitetsbyerne er der allerede nu visse vanskeligheder med at rekruttere ingeniører. Det viser en ny analyse som VEJ-EU og Viadania har fået udført af COWI A/S. Analysen præsenteres på Vejforum 2014, der afholdes d. 3. og 4. december i Nyborg.
Analysen viser bl.a. , at 25 % af de virksomheder, der har forsøgt at rekruttere ingeniører ikke er lykkedes. For 10 % har det været nødvendigt med et genopslag for at få stillingerne besat.

Erfaring efterspørges
Branchen oplever ifølge analysen ikke store problemer med at tiltrække unge og nyuddannede, men man efterspørger medarbejdere med erfaring og specialistviden på særlige områder. Denne udfordring understreges og forstærkes af, at mange arbejdspladser er i gang med et generationsskifte, der betyder, at netop erfaring og specialviden forsvinder.
I kommunerne er lige knapt halvdelen af diplomingeniørerne i byggeri og anlæg over 50 år og 25 % er over 60 år. I kommunerne forventes en afgang af ingeniører på mellem 10 og 25 % i de kommende år. De kommunale repræsentanter, der har deltaget i undersøgelsen, peger på, at
særlige kompetencer efterspørges, bl.a. i forhold til projektledelse, håndtering af myndighedsopgaver og kommunikation.

Flere studerende
Den naturlige afgang fra sektoren stiller store krav til optaget på uddannelserne blot for, at der kan opretholdes balance i udbuddet af ingeniører. I en lang periode har antallet af ingeniørstuderende ligget på et stabilt niveau, men det har været for lavt til at holde trit med afgangen. De seneste par år er antallet af studerende på de anlægstekniske uddannelser steget, men der er behov, at denne udvikling fortsætter.
"Her er det vigtigt for sektoren at gøre en indsats for at få de unge til at vælge infrastrukturområdet på uddannelserne. Området skal kæmpe om de studerendes opmærksomhed, primært i forhold til andre ingeniørretninger, men også i forhold til andre videregående uddannelser," vurderer Gert Ahé, formand for VEJ-EU

En fælles indsats
"Analysen fra COWI understreger, at infrastruktur-branchen har en udfordring med at tiltrække medarbejdere. Der er derfor behov for en fælles langsigtet indsats, hvor uddannelsesstederne i langt højere grad skal have de unge til at orientere sig mod jobbene i branchen. Samtidigt skal vi både i kommuner, staten og private virksomheder være bedre til at markedsføre de spændende job- og karrieremuligheder som vi tilbyder, " siger Niels Nielsen, branchedirektør for Danske Anlægsentreprenører og medlem af VEJ-EU's bestyrelse.

Opgaven med at rekruttere ingeniører afhænger af, hvor man er i landet. Uden for hovedstadsområdet og de større uddannelsesbyer Aalborg, Aarhus og Odense er der få ansøgere til opslåede ingeniørstillinger. Til gengæld oplever man særligt i hovedstadsområdet og Østdanmark, at der er stor konkurrence om medarbejderne og det betyder relativt stor omsætning af medarbejdere.

Øget aktivitet
Omfanget af infrastrukturopgaver bestemmes i stor udstrækning af offentlig aktivitet, og udsigt til flere store infrastrukturprojekter. Valgkampen er gået i gang og nye motorveje og en limfjordstunnel er sat på dagsordenen. Realiseres disse ønsker, så forstærkes behovet for ingeniører yderligere.

Markedsføring
Branchen peger selv på, at bedre markedsføring kan forbedre rekrutteringen. 58 % af de adspurgte peger på mere oplysning og flere kampagner med fokus på ingeniøruddannelsen som en indsats. 72 % peger på mere og bedre markedsføring af jobmuligheder.
"Rekrutteringsudfordringen er forskellig på tværs af landet og på tværs af offentlige og private organisationer. Men min vurdering er, at analysen bekræfter og understreger, at det er vigtigt, at branchen gør en fælles indsats for at sikre fremtidens medarbejdere. Vi er afhængige af hinanden og både offentlige udbydere af opgaver og private entreprenører og rådgivere skal have medarbejdere med de rigtige kompetencer. Derfor er der et behov for, at infrastrukturområdet står sammen om at markedsføre fagområdet som vi gør via branchesamarbejde Viadania," siger Gert Ahé, formand for VEJ-EU.

Rapporten offentliggøres senere i december måned.

Læs mere her

tags: markedsføring, direktør, uddannelse, EU, Odense, december, Nyborg, Aalborg, omsætning, virksomhed, motorvej, hovedstad, jobmuligheder, kommunikation, organisation, generationsskifte, ingeniøruddannelse, studerende, videregående uddannelse, konkurrence, nyuddanned, 2014, Valgkamp,

onsdag den 3. december 2014

Nye toptunede butikslokaler og showroom hos Dorch & Danola - bedre indkøbsmuligheder til håndværkeren

Siden branden af Dorch og Danolas lagerbygninger i marts 2013 har virksomheden gået igennem en dynamisk udvikling, der betyder at Dorch & Danola har været ude og erobre markedsandele fra vores konkurrenter og at Dorch & Danola nu er en af de markedsførende forhandlere i Danmark af Festool elværktøj og Luna maskiner til træbearbejdning. Dorch & Danolas succes kan blandt andet aflæses via det faktum, at vi på medarbejder fronten er gået fra 9 til 14 ansatte igennem det sidste år fortæller Torben Madsen. Både salget til den professionelle håndværker og private er vokset de sidste år. Men den største vækstfaktor er vores webshop, der har erobret markedsandele og er blevet en efterspurgt partner for mange gør-det-selv mænd og håndværkere.

"Vi har bygget et nyt stort lager på 1.600 m2 og vi har i samme ombæring rykket rundt i vores håndværkerbutik, så vores kunder er sikret det fulde udbytte af et besøg i butikken fordi alt præsenteres enkelt og overskueligt. Vi har bla. landets største udvalg af Festool maskiner, værktøj og forbrugsmaterialer til Festool.

Vi har fået dobbelt så mange reol-meter og vi har knoklet med at fylde dem op, så nu glæder vi os over det daglige arbejde i en helt ny butik med et meget større udvalg" siger Torben Madsen.

"Som en integreret del af butikken har vi desuden etableret et 600m2 stort showroom med over 40 træbearbejdningsmaskiner. Det betyder, at vores kunder har mulighed for at afprøve et stort udvalg af vores maskiner til træ, herunder Luna og Festool inden de beslutter sig til at købe.

Det synes vi er en stor fordel for kunden fordi det kan være svært at få det fulde overblik over en maskines mulighed blot ved at se på et billede. En anden fordel ved at komme i butikken er, at kunden kan få hjælp og vejledning af vores medarbejdere, så de er sikre på, at den maskine de vælger er den bedst mulige til deres behov.

I showroomet har vi bla. båndsave i flere størrelser, drejebænke, bordrundsave, tykkelseshøvle og meget mere. Vi er stolte af, at vi nu har Nordens største udstilling af Luna maskiner til træ. Showroomet vil være åbent mandag til fredag og vil følge butikkens normale åbningstider, og det er vores håb, at vores kunder vil benytte det flittigt til at få hjælp til nye projekter eller blot til inspiration", siger Torben Madsen,

Tag en virtuel shoppetur i den nye butik og showroom via Google Streetview. http://goo.gl/oeoPcg

Om Dorch & Danola
Dorch & Danola A/S er en familieejet virksomhed med fynske rødder med mere end 80 år på bagen som markedets specialist inden for salg af værktøj og el-værktøj til professionelle håndværkere, industrien og gør-det-selv manden. Dorch & Danola har håndværkerbutik i Odense og webshop. Læs mere om Dorch & Danola A/S på www.dorchdanola-netbutik.dk. Ønskes yderligere oplysninger om åbningen af det nye showroom og butik, kontakt venligst direktør Torben Madsen, tlf.: 20 41 52 57, e-mail: tm@dorchdanola.dk.



Læs mere her

tags: Danmark, direktør, 2013, Odense, Google, virksomhed, Torben Madsen, værktøj,